Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hellige Familie, den - hellige Grav - Hellige Gravs Orden - hellige Ild - hellige Jomfru - hellige Kjortel - hellige Krige - hellige Land
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremstillinger kan anføres et Billede af Qu.
Massys (Bryssels Mus.), hvor de nævnte
Ægtepar ses omgivne af deres Børn: Kristus, Judas
Thaddæus, Jakob den Yngre, Simon Zelotes,
samt Josef (Justus), endvidere Maria Salome’s
Sønner: Jakob den Ældre og Johannes
(Evangelisten).
A. Hk.
hellige Grav kaldes den Grav, i hvilken
Jesu afsjælede Legeme lagdes efter Døden paa
Korset, og hvorfra han paa 3. Dag opstod. Af
Hebr. 13, 12 (og Matth. 28, 11) fremgaar det,
at den laa uden for Jerusalem. I Matth. 27, 60
fortælles, at Josef fra Arimathia lod Jesu
Legeme begrave i sin Grav, d. e. i en Grav, der
tilhørte ham. Johannes (19, 17 ff.) siger, at nær
Golgatha, »paa Stedet« fandtes en Have med en
ny Grav, hvori ingen endnu var bisat, og at
Jesu Legeme henlagdes i denne. I den flg. Tid,
da de Kristne ventede Frelserens nære
Genkomst til Dom, havde man ingen synderlig
Interesse for at faa at vide, hvor den opstandne
Frelsers Legeme havde hvilet. Anderledes var
det, da Forfølgelserne under Konstantin var
forbi, og da de Kristne begyndte at faa Øjet op
for, at Herrens Genkomst ikke var saa nær.
Man kastede nu Blikket tilbage paa de
dyrebare Minder fra Jesu og Apostlenes Dage og
søgte Stederne for Begivenhederne i den hellige
Historie. Eusebios (d. 340) fortæller i »Kejser
Konstantins Levned«, at man under dennes
Ophold i Jerusalem »uformodet« fandt Jesu Grav,
og at en Kirke rejstes derover 336. Det var en
Rundbygning, og ved denne Lejlighed er vist
Klippemassen over Graven blevet borthugget.
Et andet Sted siger han, at over Jesu Grav
havde Hedningerne (vel Hadrian) rejst et
Tempel for Afrodite. Maaske var det ved
Nedrivningen af dette, at Graven opdagedes. Et Par
Menneskealdere senere fortælles det, at man
326 under Kejserens Moder, Helena’s Ophold i
Jerusalem der havde fundet Jesu Kors, de to
Røveres Kors og Paaskriften, Pilatus havde sat.
Der rejstes snart, foruden Kirken over Graven,
en Kirke paa det Sted, hvor Korset var fundet,
og en tredie paa det Sted, hvor Jesus havde
lidt og døde, d. e. Golgatha. Der findes en
interessant Beretning (omtr. fra 385) om
Gudstjenesten o. s. v. i disse Kirker af en frankisk
Kvinde fra Aquitanien (se Vald. Schmidt,
»Silvias Pilgrimsfærd« [1896]); hun kalder de
3 Kirker, der laa nær hinanden,
»Opstandelseskirken«, »Korset« og »Martyrstedet«. Perserne
ødelagde det hele 614; men Abbed Modest
byggede de 3 Kirker op 616—26. Man har endnu
et Rids af Kirkerne af Pilegrimmen Arculf 670.
Da var der kommet en Maria-Kirke til. Siden
ødelagdes Kirken af Ild og 1010 af
Muhammedanerne, men man rejste Bygningerne paa ny.
Korsfarerne fandt det hele for uanseligt og
byggede en hel ny Kirke, »den h. G.’s Kirke«, hvis
Midtpunkt den h. G. er. Golgatha findes i et
Sidekapel. Kirken har oftere fidt af Ild; 1808
brændte det meste af, men den genopbyggedes
1810. Meget af den bærer endnu Spor af at
stamme fra 12. Aarh. Kirken er delt imellem
forsk. østerlandske Kirkesamfund, der tillige
ejer de tilstødende, for Fremmede ikke
tilgængelige Bygninger. Kirken, der indtil for nylig
bevogtedes af Tyrkerne, var tidligere aaben
Morgen og Aften. Man har bag Graven fundet
Rester af gl. Grave af den Slags, som var i
Brug paa Kristi Tid; de er udhuggede i
Klippen. Traditionen henfører dem til Josef fra
Arimathia og Nikodemos, og der er
Mulighed for, at Traditionen her kan have Ret. Thi
selv om Ægtheden af den h. G. er
ubeviselig, er Paastanden om dens Uægthed lige saa
ubeviselig. (Litt.: M. de Vogue, Les églises
de Jérusalem [Paris 1864]; Ch.
Clermont-Ganneau, L’authencité du Saint-Sépulcre
[Paris 1877]).
V. S.
Hellige Gravs Orden, pavelig Ridderorden.
Opr. betegnedes enhver, der havde modtaget
Ridderslaget ved den hellige Grav som Ridder
af denne ell. som gylden Ridder, uden at der
var Tale om noget egl. Ordenssamfund. Det er
uhistorisk, naar selve Ordenen af nogle føres
tilbage til 1099 (Gotfred af Bouillon), af andre
til Pave Alexander VI 1496. Stiftelsesaaret er
ukendt. Patriarken i Jesusalem fik 1848 Eneret
til at udnævne Riddere, dog i den hellige Stols
Navn. Ved Pius IX’s Dekret af 24. Jan. 1868
inddeltes Ordenen i tre Klasser:
Storkorsriddere, Komturer og Riddere. Ordenstegnet er et
rødt emailleret Kors med Tværstykker ved
Armenes Ender (Krykkekors) og med et mindre
Kors i hver af de fire Vinkler. Det bæres i sort
Baand, henh. over højre Skulder, om Halsen
og i Knaphullet. Storkorsridderne bærer
desuden en Bryststjerne af Sølv, belagt med
Korset, her omgivet af en Palmekrans. Til alle tre
Klasser hører en hvid Uniform med hvid
Kappe. (Litt.: J. Hermens, »Der Orden vom
Heiligen Grabe« [2det Oplag, Köln 1870]).
P. B. G.
hellige Ild, den Ild, der bestandig brændte
paa Brændofferaltret i Jerusalems Tempel.
Ligesom hos fl. a. Folk skulde den altid holdes
vedlige (3. Mos. 6, 5).
J. P.
hellige Jomfru, se Maria, Jesu Moder,
og Maria, Jomfru.
hellige Kjortel kaldes den Joh. 19, 23
omtalte Kristi usyede Kjortel, som 20 forsk. Steder
gør Paastand paa at eje, men kun den i Trier
og den i Argenteuil ved Paris har faaet Pavens
Stadfæstelse paa at være ægte. Den h. K. i
Trier blev første Gang udstillet 1512, sidste
Gang 1891, og hver Gang den udstilles, valfartes
der til den fra alle Romerkirkens Egne.
Berømtest er Udstillingen 1844 (18. Aug.—7.
Oktbr), den gav Stødet til en stor litterær Fejde
og til Tyskkatolicismen.
L. M.
hellige Krige, i det gl. Grækenland Navn
paa forsk. Krige, der efter Beslutning af det
amfiktyoniske Raad førtes for at beskytte det
dolfiske Orakel mod Overgreb. Den 1. (c. 600
f. Kr.) førtes af Thessalerne, Athen og den
sikyoniske Tyran Kleisthenes mod Byen Krisa,
der blev ødelagt; den 2., der som mindre
vigtig i Reglen ikke medregnes, førtes c. 450 af
Sparta mod Fokierne; den 3. (2.) mod Fokierne
begyndtes 355 af Thebanerne, men endtes først
346 af Filip af Makedonien; den 4. (3.) førtes
339—38 af Filip mod den lokriske By Amfissa.
K. H.
hellige Land, se Palæstina.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
