Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik (Greve af Schwerin) - Henrik den Hellige - Henrik I (tysk Konge) - Henrik II den Hellige (tysk Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ydre Ret Halvdelen af det schwerinske
Grevskab i Besiddelse for sit og Gunzelin’s
Barnebarn, den yngre Niels. H. var dengang paa
Korstog (hvor han erhvervede en kostelig
Relikvie, Kristi Bloddraabe i en Jaspis, der senere
opbevaredes i Schwerin), og ved sin
Tilbagekomst fandt han til sin Harme dansk
Besætning i Schwerin o. fl. a. Borge. Snu og dristig,
som han var, udklækkede H. nu en vovet
Hævnplan, som lykkedes. Han kom til Valdemar II
paa Lyø, fandt Lejlighed til at overrumple sin
mægtige Lensherre og hans Søn, den udvalgte
Kong Valdemar (7. Maj 1223) og førte dem
begge til Tyskland, til Borgen Dannenbergs
stærke Taarn; efter at han (1225) havde fordrevet
den danske Besætning fra Schwerin, førtes
Fangerne dertil. H.’s Kup blev Tegnet til
Nordtyskernes Rejsning mod den danske Konge, og
derfor lod H. sig hverken ved kejserlige
Formaninger ell. pavelige Trusler formaa til at
slippe sit Bytte. Da Albert af Orlamünde søgte
at befri Kongen, slog H. og hans
Forbundsfæller ham ved Mölln (Jan. 1225) og førte ogsaa
ham som Fange til Schwerin. Da maatte
Valdemar gaa ind paa H.’s Krav, indrømme ham
hele Grevskabet Schwerin, love ham 45000 Mark
og overlade ham Dronningens Klenodier m. m.
Men da Valdemar 1226 havde udredet en Del
af Summen og løskøbt sin Søn Valdemar
(medens hans yngre Sønner var sendte til
Schwerin som Gidsler), lod han sig af Paven løse fra
sin Ed og begyndte Krig mod de nordtyske
Fyrster. H. tog ivrig Del i Kampen og bidrog
til Sejren ved Bornhoved (22. Juli 1227),
hvorved Valdemar’s Hævnpolitik standsedes, men
kun et halvt Aar overlevede H. sit Held. Hans
Søn Gunzelin III maatte lade sig nøje med 7000
Mark for de danske Kongesønner og øvrige
Gidsler; men H.’s Maal var alligevel naaet:
den yngre Niels maatte frasige sig al Ret til
Schwerin, Grevskabet var frit for danske
Indgreb og Danmarks Overmagt i Nordtyskland
var brudt. (Litt.: Usinger,
»Deutsch-dänische Gesch. 1189—1227« [Berlin 1863]).
H. O.
Henrik, den Hellige, sv.-finsk Helgen.
Om H. er hist. ikke meget kendt. Sene Kilder
og Folketraditioner siger, at han af Fødsel var
Englænder, kom som Missionær til Sverige, blev
Biskop i Upsala ved Midten af 12. Aarh., hjalp
Kong Erik den Hellige i dennes kirkelige
Virksomhed og fulgte med paa Erik’s Korstog til
Finland. H. blev tilbage i Finland, døbte og
drev Missionsvirksomhed her. Den første Vinter
efter Korstoget blev han dræbt af en Finne,
Lalli, hvem han havde paalagt en kirkelig Straf.
Vidunderlige Hændelser indtraf i Forbindelse
med H.’s Martyrium. Den Dødes afhuggede
Fingre havde undergørende, helbredende Kraft,
og da Morderen havde pyntet sig med H.’s
Mitra, kunde han ikke faa denne af Hovedet,
uden at Hovedhuden fulgte med. H. skal først
være begravet i Nousis, hvor hans Grav
holdtes i stor Ære, selv efter at H.’s Ben omkr.
1300 var flyttede til Åbo Domkirke. Her
bevaredes de indtil 1720, da de paa Tsar Peter’s
Befaling under den russ. Invasion bortførtes.
H. er aldrig blevet formelig kanoniseret, men
dyrkedes desuagtet baade i Finland og Sverige.
Hans Dag var 19. Jan. og 18. Juni. I ndf.
citerede Arbejde er den Mening blevet
fremsat, at den hellige H. saavel som
Kongehelgenen Erik er en helt og holdent legendarisk
Figur. H.-Legendens hist. Kerne skulde være
Missionsvirksomhed, udøvet i Sverige af Ericus
peregrinus, der omtales hos Adam af Bremen,
levede i 11. Aarh. og led Martyrdøden.
Legenden skulde være blevet udviklet og til en vis
Grad omformet i Tilslutning til Legenden om
den hellige Kong Erik og kombineret med
finske Folke- og Lokaltraditioner. (Litt.:
Stjerna, »Erik den hellige, en sagohistorisk studie«
[i »Lunds Univ.’s Årsskr.«, Lund 1898]).
A. S.
Henrik I, tysk Konge (919—36), Stifter
af det sachsiske Hus, f. c. 876, d. 2. Juli 936,
blev 912 efter sin Fader Otto’s Død Hertug i
Sachsen. Kejser Konrad I forsøgte uden Held
at fratage ham hans Land, men udsaa ikke
desto mindre paa sit Dødsleje H. til sin
Efterfølger, og 919 valgtes han til tysk Konge af de to
vigtigste Stammer, Frankerne og Sachserne;
920 og 921 anerkendtes han af Schwaben og
Bayern. Konrad havde været ganske afhængig
af Kirken, og hele hans Regering var ganske
optaget af Kampe med Stammehertugerne; H.
derimod afslog endogsaa at lade sig krone og
godkendte fuldstændig; Hertugernes
Magtstilling. Han stod mellem dem som en Slags
»første mellem Ligemænd«, og hans Magt naaede i
Grunden ikke langt ud over hans
Hertugdømme. Dette styrede han imidlertid med stor
Dygtighed. Ved at betale en aarlig Tribut til
Magyarerne, der idelig hærgede Landet,
opnaaede han en niaarig Stilstand, som han
brugte til at uddanne et Rytteri, hvad Sachserne
hidindtil havde manglet, og til efter eng.
Mønster at anlægge en Række faste Borge, i hvilke
Befolkningen kunde søge Tilflugt. Sine Mænd
øvede han i Mellemtiden ved Kampe mod
Slaverne. Han erobrede saaledes (927—28)
Brennabor (Brandenburg), Hovedstaden i Hevellernes
Land, og gjorde Böhmens Hertug skatskyldig
til Riget. Da han derpaa nægtede at betale
Skatten, faldt Magyarerne vel atter ind i
Sachsen, men led et stort Nederlag ved Riade (933).
Aaret efter kæmpede han med den danske
Kong Gnupa i Slesvig og tvang ham til at lade
sig døbe. Ved alle disse Sejre var hans Magt
steget betydelig, og han tænkte alt paa at
drage til Rom og saaledes at optage de ældre
Kejseres Politik, da han døde af et Slagtilfælde.
Sønnen Otto af hans andet Ægteskab med den
westfalske Grevedatter Mathilde fulgte ham paa
Tronen. (Litt.: Giesebrecht, »Geschichte
d. deutschen Kaiserzeit«, I [5. Udg.
Braunschweig 1881]; Waitz, »Jahrbücher d.
deutschen Reichs unter H. I« [3. Udg. Leipzig
1885]).
M. M.
Henrik II, den Hellige, tysk
Kejser (1002—24), f. 973, d. 13. Juli 1024, Søn af
Henrik den Stridbare af Bayern. Han var en
Sønnesøn af Henrik I, og da hans Halvfætter
Kejser Otto III døde barnløs, opnaaede han
efter megen Modstand og mod store Løfter at
blive valgt og kronet til tysk Konge. I Italien
havde Arduin af Ivrea opkastet sig til Hersker,
men det lykkedes dog H. at blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
