Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik II den Hellige (tysk Kejser) - Henrik III (tysk Kejser) - Henrik IV (tysk Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lombardernes Konge 1004; 1014 fik han Kejserkronen,
men var for øvrigt i Modsætning til sine
Forgængere langt mindre optaget af Italiens end af
Tysklands Forhold. Her lagde særlig den
mægtige polske Konge Boleslav, der havde
opkastet sig til Herre i Böhmen og erobret de
østligste tyske Markgrevskaber, Beslag paa hans
Opmærksomhed. H. førte ikke mindre end tre
Krige mod ham, men selv om Boleslav end
maatte sværge Kejseren Troskab og blive hans
Lensmand, var han dog faktisk uafhængig, og
Tyskheden gik tilbage paa Østgrænsen. H.
havde faaet en fuldstændig gejstlig Opdragelse og
nærede stadig den største Interesse for Kirken,
hvorfor han fik Tilnavnet den Hellige. Han
begunstigede den cluniacensiske Klosterreform, og
da han i Bisperne saa Kejsermagtens bedste
Støtter, skænkede han dem store Godser, ja
bortforlenede endog hele Grevskaber til dem
uden dog paa nogen Maade at give Afkald paa
sin Investiturret. H., der var den sidste Kejser
af det sachsiske Hus, døde barnløs og
begravedes med sin ligesindede Hustru Kunigunde
i sin Yndlingsstiftelse, Domkirken i Bamberg,
hvis Skytshelgen han blev, efter at Pave Eugen
III 1146 havde kanoniseret ham. (Litt.:
Hirsch, »Jahrb. d. deutschen Reichs unter
H. II« [3 Bd, Berlin og Leipzig 1862—75];
Giesebrecht, »Gesch. d. deutschen
Kaiserzeit«, II [5. Udg., Leipzig 1885]).
M. M.
Henrik III, tysk Kejser, af det
frankiske Hus (1039—56), Søn af Kejser Konrad II og
Gisela, f. 1017, d. 5. Oktbr 1056, Udadtil var
han optagen af Stridigheder med Kongen af
Bøhmen, der dog hurtig faldt til Føje, og med
Ungarn. Uligere interessantere er dog H.’s
indre Politik. I Modsætning til Faderen, der
idelig havde ligget i Kiv med Gejstligheden, var
H. en stærkt kirkeligsindet Mand. Han sluttede
sig ganske til den cluniacensiske Bevægelse og
støttedes heri af sin ligesindede Hustru, Agnes
af Poitiers. Den hedenske Fejderet søgte han
at mildne og ophæve ved selv ædelmodig at
tilgive sine Fjender, og han optraadte med den
yderste Strenghed mod al Simoni. Den tyske
Højgejstlighed stod imidlertid ret fremmed over
for den ny aandelige Bevægelse, og for at
reformere den maatte han skaffe sig en
paalidelig Allieret i Pavemagten. Denne var paa den
Tid dybt i Forfald. Tre Paver stredes om
Magten. 1046 drog H. til Italien; en Synode i Pavia
udtalte sig skarpt mod al Simoni, og paa
Synoden i Sutri afsattes de tre Paver. Den ny
Pave, Bisp Suitger af Bamberg kronede som
Clemens II H., medens samtidig Romerne
udvalgte ham til Stadens Patricius, hvorved han
fik Hovedindflydelsen paa Pavevalget. Paven
var herved næsten sunken ned til at være en
tysk Biskop. Ogsaa i Tyskland støttede Kejseren
Kirken og knyttede dens mest begavede Mand,
Ærkebiskop Adalbert af Bremen, nøje til sig.
Over for de verdslige Fyrster optraadte han
derimod mindre fast og konsekvent end
Faderen, og hans kirkeligsindede Politik fandt en
daarlig Jordbund hos dem. Langvarige Kampe
maatte han saaledes bestaa med Hertug
Gotfred af Lothringen, der søgte at føre Striden
ned til Italien. Da Pave Leo IX tillige bukkede
under i Kampen mod Normannerne, nødtes
Kejseren paa ny til at drage over Alperne
(1053). Atter indsattes der en tysk Biskop —
Victor II — paa Pavestolen, og for at styrke
hans ydre Magt forlenede H. ham med
Hertugdømmet Spoleto og gjorde ham til sin
Statholder i Italien, et Tegn paa, hvor afhængig af
Kejsermagten Pavestolen var bleven. Nogen Tid
efter døde Kejseren paa Borgen Bodfeld i
Harzen. (Litt.: Steindorff, »Jahrb. d.
deutschen Reichs unter H. III« [2 Bd, Leipzig
1874—81]; Giesebrecht, »Geschichte d.
deutschen Kaiserzeit« II [5. Udg., Leipzig 1885];
Martens, »Die Besetzung d. päpstlichen
Stuhles unter H. III u. IV« [Freiburg 1886]).
M. M.
Henrik IV, tysk Kejser (1056—1106),
foreg.’s Søn, f. 1050, d. 7. Aug. 1106. Alt i
Faderens Live var han valgt til Konge, og Moderen
Agnes førte i hans Mindreaarighed Regeringen.
Hendes Eftergivenhed over for Fyrsterne og
Pavemagten forbitrede imidlertid den tyske
Højgejstlighed, der ingenlunde var
reformvenligsindet, og 1062 fravristede Ærkebiskop
Anno af Köln hende Formynderskabet. Anno
opnaaede dog kun at blive H.’s Opdrager; den
egl. Ledelse af Regeringen tilfaldt Adalbert af
Bremen, der med megen Kraft optog Henrik
III’s Politik over for Ungarn og ganske forstod
at vinde den unge Konge, indtil de verdslige
Fyrster 1066 fremtvang hans Afsættelse og
halvt nødte Kongen til at ægte Bertha af
Savojen. Imidlertid voksede H. til. Han blev en høj,
kgl. Skikkelse, en skarpsindig og forslagen
Politiker, vel øvet i Krigerfærd, vennesæl mod
sine Omgivelser, men hævngerrig og i det
mindste i sin Ungdom sanselig og stærkt
udsvævende. Snart kaldte han Adalbert tilbage til
Hoffet, erklærede hans Hovedmodstander, den
bayerske Hertug Otto af Nordheim, for afsat
og overdrog Bayern til Hertug Welf IV. Ogsaa
mod den sachsiske Hertug gik han haardt
frem, thi det var hans Plan, støttet paa
Lavadelen og Ministerialerne at grunde et stærkt
verdsligt Kongedømme med Sachsen som
Centrum; rundt omkr. i Harzen rejste der sig
derfor kgl. Borge, og Goslar blev H.’s
Yndlingsopholdssted. Bl. Fyrsterne og det sachsiske
Folk var Forbitrelsen stor, men H. stolede paa
Højgejstligheden, der stod skarpt mod Rom,
hvor nu Reformpartiet fuldstændig havde
emanciperet sig fra Kejserdømmet og dets
største Mand Hillebrand besteget Pavestolen
1073 som Gregor VII. 1074 rejste Sachserne sig
til aaben Modstand under Otto af Nordheim,
og Kongen nødtes til at flygte, men sejrede dog
alt det flg. Aar i den afgørende Kamp ved
Unstruth. Omtr. samtidig havde imidlertid Paven
bandlyst nogle af H.’s Raader og fordømt
Investitur foretaget af Verdslige, som stridende
mod Kirkens Ret. Den tyske Konge hverken
vilde ell. kunde opgive sin Overhøjhed over
den tyske Kirke, og da Paven revsede hans
Adfærd strengt og beklagede sig over hans
personlige Vandel, lod han ham erklære for afsat
paa Synoden i Worms (Jan. 1076). Gregor
svarede herpaa ved at bandlyse H. og løse hans
Undersaatter fra deres Troskabsed; Fyrsterne
rejste sig derfor til Opstand, og paa Rigsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
