Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik I (Konge af England) - Henrik II (Konge af England) - Henrik III (Konge af England)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maatte sidde i Fængsel paa Cardiff, til han
døde 1134. Han efterlod sig en Søn William
Clito, som gjorde Fordring paa Normandiet og
støttedes af Ludvig VI af Frankrig og Grev
Fulk af Anjou. I Kampene mod ham havde H.
stedse Held med sig, og 1127 blev han dræbt.
Indadtil stræbte H. at centralisere Styrelsen og
indføre en bedre Administration. Han knyttede
ny Mænd til sig, for at danne en Modvægt mod
Baronerne, og sendte Hofdommere rundt i
Riget, ikke alene for at dømme i Sager, hvor
Kongen var Part, men ogsaa for at paase
Gennemførelsen af Kongens Vilje og modtage
Klager over Misbrug. Handel og Industri
blomstrede, især ved indvandrede Folk fra
Normandiet og Flandern. H. skyldte Anselm meget,
men alligevel opstod der Strid mellem dem om
Investituren. Den endte med det Kompromis,
at Domkapitelet skulde vælge Bispen, og
Munkene Abbeden, men i Kongens Nærværelse, og
den valgte skulde aflægge Lensed til ham. Da
H.’s Søn William var omkommen 1120 ved et
Uheld paa Søen, var hans sidste Aar optagne
af at faa Baronerne til at anerkende hans
Datter Mathilde som hans Efterfølger. 1114 var
hun bleven gift med Kejser Henrik V; men da
denne døde 1125, ægtede hun siden Gotfred af
Anjou af Slægten Plantagenet. Under H.
fuldendtes den faktiske Erobring af Sydwales ved
normanniske Eventyrere, der satte sig fast i
Landet og drev den indfødte Befolkning ud.
(Litt.: E. A. Freemann, The reign of
William Rufus and the accession of Henry I
[Lond. 1882]; W. Stubbs, Constitutional
history of England, I [4. Udg. Lond. 1883]; J. R.
Green, History of the english people, I
[Lond. 1892]).
C. S. C.
Henrik II, Konge af England
(1154—89), Søn af foreg.’s Datter Mathilde og Gotfred
af Plantagenet, f. i Marts 1133, d. 6. Juli 1189.
Allerede i Stephen af Blois’ sidste Aar deltog
han i Regeringen; siden 1149 styrede han
Normandiet, og efter sin Faders Død 1150 blev
han ogsaa Greve af Anjou. 1152 ægtede han
Ludvig VII’s forstødte Dronning, Eleonora af
Akvitanien, og fik med hende Guienne,
Gascogne og Poitou; siden erhvervede han
Bretagne, og Pave Hadrian IV forærede ham 1154
Irland, hvis Erobring han selv begyndte 1171.
De første Aar af hans Regering gik hen med
at bringe Orden i det Anarki, som havde
hersket under Stephen, og genoprette hans
Morfaders Regeringssystem. De mange Røverborge
blev sløjfede, Indtægterne forøgedes, og Fred
og Orden vendte tilbage. Da H. ønskede at faa
Gejstligheden ligesom Baronerne ind under
Loven, saa at en Gejstlig ikke ustraffet kunde
begaa Forbrydelser, fik han 1162 sin Ven og
bedste Hjælper Thomas af Becket valgt til
Ærkebiskop af Canterbury, for, som han troede,
saaledes lettere at naa sit Maal. Heri tog han
fejl. Ærkebiskoppen modsatte sig paa det
ivrigste de Beslutninger, som 1164 blev vedtagne
paa et Møde i Clarendon, og iflg. hvilke bl. a.
forbryderiske Gejstlige skulde dømmes af
verdslige Domstole, og der ikke maatte appelleres
til Paven. Han synes dog til sidst at have givet
efter; men da Paven nægtede sit Samtykke,
tilbagekaldte han ogsaa sit. H. drog ham nu til
Ansvar for hans Styrelse som Kansler og fik
ham dømt; men Thomas flygtede til Frankrig
og fortsatte herfra Kampen mod Kongen. Da
Pave Alexander III havde en Modpave i
Calixtus, opstillet af Hohenstauferne, turde han
ikke tage kraftigt Parti for Thomas, men søgte
at hidføre en Forsoning. Dette lykkedes ogsaa
1170, og Ærkebiskoppen vendte tilbage til
England. Men da han blev ved med sin Modstand
mod Kongen, blev han dræbt. Dette Drab
voldte H. store Vanskeligheder, og han saa sig
nødt til at gøre Bod paa Becket’s Grav og
tilbagekalde Clarendon-Beslutningerne; i Praksis
blev de dog fremdeles overholdte. Som en
Eftervirkning af Kampen med Ærkebispen
udbrød et stort Baronoprør i alle hans Lande,
der støttedes af hans egne Sønner og Frankrig
og Skotland. H. vandt dog tilsidst Sejr over
dem. Store Reformer blev gennemførte af H.
De rejsende Dommere blev en permanent
Institution, og der toges Bestemmelser mod
oprørske Vasaller. Den gl. Folkevæbning fyrd
(fyro) blev genoprettet, og enhver Englænder
skulde møde til Landets Forsvar. For stadig
at have en Hær til sin Raadighed til at forsvare
de franske Lande fik han mange af
Lensmændene til at betale en Afgift (scutagia,
Skjoldpenge) som Erstatning for de 40 Dages
Tjeneste, som de aarlig skulde gøre. Derved fik han
Raad til at holde en staaende Hær. Med
Eleonore havde han 7 Børn, hvoraf 4 Sønner, der
voldte ham megen Sorg. De var i hans sidste
Aar hans værste Fjender, skønt han havde
forsørget dem godt. Henrik var valgt til hans
Efterfølger, Richard havde faaet Akvitanien,
Gotfred Bretagne ved at ægte Constance,
Arvingen til Landet, og Johan skulde have
Irland. 1183 døde Henrik og 1185 Gotfred, men
Richard blev ved med at ligge i Krig med sin
Fader og overvandt ham tilsidst 1189, idet han
fik Hjælp af Filip August af Frankrig. H. var
stærk af Legeme og Sjæl, altid i Bevægelse,
paa een Gang Kriger, Lovgiver og Regent. Han
hævede udadtil England til en imponerende
Stilling bl. Europas Stater, og indadtil gav han
ved sit Embedsmandsstyre det feudale System
Dødsstødet og tvang Kirken ind under de
verdslige Love. Ved Siden af sine Fortrin
havde han store Fejl, var samvittighedsløs og
haard, ja undertiden grusom, men det maa
tilgives ham i Betragtning af, hvad han har gjort
for England. (Litt.: W. Stubbs, The early
Plantagenets [i Epocs of modern history, Lond.
1876]; samme, Constitutional history of
England, I [4. Udg. Lond. 1883]; J. R. Green,
History of the english people, I [Lond. 1892];
Mrs. J. R. Green, Henry the second [Lond.
1915]; J. H. Ramsay, The Angevin Empire
[Lond. 1903]).
C. S. C.
Henrik III, Konge af England
(1216—72), Søn af Johan uden Land og Isabella af
Angoulême, f. 1. Oktbr 1207, d. 16. Novbr 1272.
I hans Mindreaarighed lededes Regeringen af
William af Pembroke, der 1217 ved Lincoln
besejrede den franske Prins Ludvig, som var
indkaldt af Johan’s oprørske Undersaatter. Da
Hubert de Burgh s. A. overvandt en fransk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
