Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik III (Konge af England) - Henrik IV, Lancaster (Konge af England)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flaade ved Dover, forlod Ludvig England, og
H. blev alm. anerkendt. Magna charta’s
Bestemmelser mod Undertrykkelse fra Kongens
Side fornyedes, men Skattebevillingsretten og
Baronernes Tilsyn udelodes, fordi man frygtede
mere for Baronerne end for Kongen. Da
William døde 1219, styredes Landet i de flg. Aar
af Hubert de Burgh, der ligesom Henrik II
sløjfede Baronernes Borge og opretholdt den kgl.
Myndighed. 1227 erklærede H. sig for myndig,
men blev altid en svag og uværdig Mand, der
omgav sig med fremmede Yndlinge og
bortødslede Statens Midler. Hubert blev 1232 afsat
og Aaret efter kastet i Tower, og H. lod sig
lede af Peter des Roches. Fremmede
oversvømmede Landet; men Baronerne rejste sig
under William’s Søn Richard af Pembroke, og
da ogsaa Ærkebiskop Edmund Rich af
Canterbury tog Parti mod Peter, blev denne
afskediget 1234. To Aar efter ægtede H. Eleonore af
Provence, og atter fyldtes Landet med
Fremmede, der fik Værdigheder og Rigdomme.
Herimod protesterede Baronerne under Ledelse af
H.’s Broder Richard af Cornwall, og de tiltog
sig efterhaanden Ret til at bevilge Skatter, og
H. maatte love at overholde Forfatningen, hvad
han dog ikke gjorde. Paa denne Tid kom
Simon af Montfort til England og ægtede 1238
Kongens Søster Eleonore. Som fremmed var
han i Beg. forhadt af Baronerne; men det
varede ikke længe, inden han blev deres Fører.
Richard forlod nu Baronernes Parti, da de
endog gjorde Fordring paa at ansætte Kongens
Raadgivere, der skulde være ansvarlige over
for dem. Dette faldt dog til Jorden, da
Prælaterne af Frygt for Baronerne nægtede deres
Samtykke. Imidlertid blev H. indviklet i Pavens
Strid med Hohenstauferne, da denne tilbød
hans Søn Edmund Sicilien, og Richard senere
blev valgt til tysk-romersk Konge. Følgen var
umaadelige Pengeudpresninger fra Kuriens
Side, hvorimod den eng. Gejstlighed nok gjorde
Modstand, men den formaaede intet mod Paven
og Kongen i Forening. 1258 forlangte H. endog
1/3 af Englands Indtægter til Paven. Dette var
for galt. Baronerne mødte under Vaaben i
Parlamentet, som man nu benævnte det tidligere
commune concilium, og de saakaldte
Oxford-Provisioner blev vedtagne, der satte et Oligarki
af Baroner i den kgl. Myndigheds Sted. Nu var
disse tilfredse, men Lavadelen og Frimændene
var misfornøjede og klagede til H.’s ældste Søn
Edvard, som lovede at antage sig deres Sag.
Baronerne var indbyrdes uenige, idet Simon
af Montfort skilte sig fra deres Sag, da han
saa, at man maatte grundlægge Forfatningen
paa en mere folkelig Basis. Kongen blev af
Paven løst fra sin Ed paa Provisionerne, og
Striden begyndte paa ny. Baronerne, der følte,
at de maatte have Folket med sig, hvis de
skulde sejre, udsonede sig med Simon, der igen
blev deres Fører, og efter et forgæves Forsøg
paa Forlig gennem den franske Konges
Mægling kom det til aaben Krig. I Slaget ved
Lewes 1264 sejrede Simon og fangede baade H.
og Edvard, og 1265 indkaldte han det berømte
Parlament, hvor der ikke blot sad Baroner og
Prælater, men ogsaa 4 Riddere fra hvert Shire
og 2 Borgere fra hver af de betydeligere Byer.
Det var dog kun Simon’s Partigængere blandt
Baronerne, der var indkaldte, og der opstod
snart Strid mellem ham og dem. De sluttede
sig til Kongen, Edvard undslap af
Fangenskabet og overvandt Simon ved Evesham, hvor
denne faldt. Kongen fik nu atter Magten, men
lod sig lede af Edvard, der fortsatte Simon’s
Værk, og de sidste Aar af H.’s Regering gik
hen i Fred og Ro. (Litt.: W. Stubbs,
Constitutional history of England, II [4. Udg. Lond.
1883]; Pauli, »Geschichte von England«, III
[Gotha 1853]; J. R. Green, History of the
english people, I [Lond. 1892]; F. A.
Casquet, Henry the Third and the Church [Lond.
1905]).
C. S. C.
Henrik IV, Lancaster, Konge af
England (1399—1413), Søn af Hertug John
af Lancaster og Blanche, f. 1366, d. 20. Marts
1413. 15 Aar gl blev han gift med Marie Bohun,
Datter af den sidste Jarl af Hereford. Under
sin Forgænger Richard II havde han spillet en
betydelig Rolle og var bleven udnævnt til
Hertug af Hereford; men det varede ikke længe,
inden Richard landsforviste ham. Medens
denne var i Irland, landede H. i England, og
alle sluttede sig til ham. Kort efter fik han
Richard i sin Magt, og Parlamentet anerkendte
ham som Konge. H. søgte Støtte i Kirken, og
for at vinde denne for sig forfulgte han
Lollarderne og udstedte 1401 Loven de heretico
comburendo. Hans Regering var hovedsagelig
optagen af at kue Oprør og af Kampe med
Skotland og Wales. Her havde en indfødt
Adelsmand Owen Glendower rejst en national
Opstand, der støttedes af Frankrig og
Skotland. Skotterne, der anførtes af Douglas, blev
overvundne, men et Tog mod Wales faldt
mindre heldig ud. Den mægtige Adelsslægt Percy
i Northumberland, der hidtil havde været H.’s
bedste Støtte, kom i Strid med ham; men H.
sejrede 1403 ved Shrewsbury, hvor Harry
Percy (Hotspur) faldt. Hotspur’s Fader, Jarlen
af Northumberland, fik Tilgivelse, men faldt i
et senere Oprør 1408. I Mellemtiden havde H.
været saa heldig 1406 at fange Jakob,
Skotlands Konge, som var paa Vejen til Frankrig.
I dette Land laa to mægtige Partier, der førtes
af Hertug Johan den Uforfærdede af Burgund
og Hertug Ludvig af Orléans, i Strid med
hinanden. Da Burgunderne myrdede Ludvig, var
Krig uundgaaelig. H. støttede snart det ene og
snart det andet Parti for at svække dem begge.
Han efterlod sig med Marie 4 Sønner: Henrik;
Thomas, Hertug af Clarence; Johan, Hertug af
Bedford, og Humphrey, Hertug af Gloucester,
samt to Døtre. Senere havde han ægtet
Johanne, Datter af Karl II af Navarra, men
havde ingen Børn med hende. Hans Søn
Henrik havde været hans bedste Støtte og havde
kæmpet baade ved Shrewsbury og i Wales;
men i H.’s sidste Aar opstod der en bitter Strid
mellem Fader og Søn, som varede, saa længe
H. levede. (Litt.: J. Gairdner, The
Houses of Lancaster and York [Lond. 1874] og
Lollardy and the Reformation of England [Lond.
1908—13]; W. Stubbs, Constitutional history
of England, III [Lond. 1883]; Pauli, »Gesch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
