Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraia - Heraion - Herakleia - Herakleitos Pontikos - Herakleion - Herakleios - Herakleiske Tavler - Herakleitos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarh. f. Kr. og blev 196 f. Kr. af Romerne
tilbagegivet til Achaierne. Pausanias, der
besøgte Byen i 2. Aarh. e. Kr., omtaler Templer
for Dionysos og Pan samt fl. andre offentlige
Anlæg. Udstrakte, men uanselige. Rester af H.
er endnu bevarede (i Nærheden af
Landsbyerne Anemoduri og Hagios Joannis). (Litt.:
Bursian, »Geographie von Griechenland«
[2. Bd]).
C. B.
Heraion (gr.), Tempel for Hera, særlig det
berømte Tempel i Nærheden af Argos (se
Hera).
Herakleia [-’klæ^ia, gr. ’ra-] (gr.), 1) Fest
for Herakles.
2) Navn paa fl. gr. Byer i Oldtiden, for
største Delen Nybygder i fremmed Land; de
betydeligste var:
a) By paa Oite, som afløste det ældre
Trachis; da Trachinierne nemlig blev haardt
trængte af Oitaierne, sendte de 427 f. Kr. et
Gesandtskab til Sparta for at stille sig under
denne Stats Beskyttelse; der udsendtes da
under spartanske Anførere Kolonister, som i
Forening med Indbyggerne fra Trachis anlagde
H., c. 1 km Ø. f. den gl. By; Navnet H. fik
den, fordi Trachis efter Sagnet var grundlagt
af Herakles.
b) Senere Navn paa den samiske Koloni
Perinthos ved Propontis (jfr Eregli).
c) Det pontiske H., By i Bithynien ved det
sorte Havs Kyster (nu Eregli), anlagt i 6.
Aarh. f. Kr. fra Megara. H., der havde en god
Havn, var i lang Tid en mægtig og betydelig
Handelsstad; i de sidste Aarh. f. Kr. gik den
dog stærkt tilbage; især led den meget ved den
mithridatiske Krig.
d) By i Lukanien i Nærheden af
Havnestaden Siris, grundlagt 432 f. Kr. fra Tarent og
Thurioi. Medens Syditalien var uafhængigt,
holdt et Forbund, som bestod mellem en Del
af de gr. Stæder, under Tarents Forsæde sine
Møder i H.; i Romertiden tabte Byen sin Bet.
I Nærheden af H. fandtes 1732 de saakaldte
Herakleiske Tavler (tabulæ
Heracleenses) ɔ: to Bronzetavler med en gr. Indskrift
fra 4. Aarh. f. Kr., indeholdende Bestemmelser
om Bortforpagtning af Tempeljorder (udgivne
i Inscriptiones Græcæ XIV, 645); Bagsiden af
den ene er benyttet til Bekendtgørelse af den
Lov, som efter Cæsar’s Initiativ 45 f. Kr. blev
givet om Municipierne (lex Julia municipalis,
udg. i Corpus inscriptionum Latinarum [1. Bd,
S. 119—25]).
e) H. Minoa paa Siciliens Sydkyst mellem
Selinus og Agrigentum, koloniseret fra det
fønikiske Selinus, 510 f. Kr. besat af Spartanere,
der gav den Navnet H. Nogen Tid efter faldt
den i Karthagernes Magt. Senere førte
Romerne en Koloni til H.
C. B.
Herakleitos Pontikos [-klæ^i-, gr. -’ra.-],
1) gr. Filosof i 4. Aarh. f. Kr., Discipel af
Platon og Aristoteles.. Forf. til nu tabte
Dialoger om etiske og fys. Emner; han skal have
foregrebet Aristarchos’ Opstilling af det
heliocentriske System. 2) gr. Grammatiker paa
Kejser Claudius’ Tid, som skrev 3 Bøger
»Causerier«, der i poetisk Form behandlede Emner
af halvt filosofisk Art.
K. H.
Herakleion [-klæ^iån, gr. -’ra.] (gr.), 1)
Tempel for Herakles. 2) Det antikke Navn paa fl.
Forbjerge og derefter opkaldte Kyststæder. I
Oldtidslitteraturen omtales saaledes et H. paa
Kreta i Nærheden af Knossos, i det nordlige
Lilleasien paa Pontos’ Kyst o. fl. St.
C. B.
Herakleios [-klæ^iås, gr. -’ra-], byzantinsk
Kejser (610—41), f. 575, d. 10. Febr 641, var
Grundlægger af et nyt Kejserdynasti i
Konstantinopel, idet han 610 ved Hjælp af en
Flaade fra Karthago, hvor hans Fader (af s. N.)
var Statholder, fik den grusomme Usurpator
Fokas styrtet og lod sig selv udraabe til
Kejser. Hans Regering opfyldtes for en stor Del
af Kampe med Perserne, som havde
bemægtiget sig Syrien og Ægypten og ogsaa jævnlig
hjemsøgte Lilleasien med Plyndringstog. H.
trængte i et fleraarigt Felttog dybt ind i Asien
og tvang Perserne til at afstaa deres
Erobringer samt tilbagegive det hellige Kors, som de
havde taget i Jerusalem. Derimod blev H.
nødt til at opgive Byzantinernes sidste
Besiddelser i Spanien, og ligeledes indskrænkedes
Rigets Omraade paa selve Balkan-Halvøen,
hvor Slaverne og Avarerne stadig bredte sig
videre. — Under de dogmatiske Stridigheder
angaaende de to »Naturer« i Kristus søgte H.
at mægle mellem Monofysiterne, som havde
Overvægten i Syrien og Ægypten, og de
Ortodokse. Han lod (630) opstille det Dogma, at
Kristus vel havde to Naturer, men kun een
Villie. Han havde dog intet Held med sig heri,
og Tilhængerne af det ny Dogma,
Monotheleterne, blev snart efter forkætrede. — I H.’s
sidste Leveaar gik en stor Del af Riget tabt igen,
idet Araberne bemægtigede sig baade Syrien
og Ægypten efter at have omstyrtet det pers.
Rige. (Litt.: Drapeyron, L’Empereur
Héraclius et l’empire byzantin au VII siècle
[Paris 1869]).
H. H. R.
Herakleiske Tavler, se Herakleia (d).
Herakleitos [–klæ^i-, gr. -’ra-] fra Efesos,
gr. Filosof (c. 540—480 f. Kr.), skal have
tilhørt en af sin Fødebys mest ansete
aristokratiske Slægter og af Had til Folkeherredømmet
have trukket sig tilbage i Ensomhed for at
sysle med sit Tankearbejde, som han nedlagde
i et i Prosa affattet Skrift cm Naturen. H.
tilhører den videnskabelige Tænknings første
Begyndelse og er lige saa meget Digter som
Forsker og Tænker, som det tydelig fremgaar
af de bevarede Brudstykker af hans Værk, der
ved sine aforistiske og ofte dunkle Udtryk for
Tankerne og den knappe og billedrige, om
Orakelsvar mindende, Stil allerede i Oldtiden,
da man dog kunde studere det i Helhed og
Sammenhæng, ansaas for dunkelt og vanskeligt
tilgængeligt; langt vanskeligere bliver det da for
os at danne et klart og sammenhængende
Billede af H.’s Tankesystem, paa adskillige, til
Dels meget væsentlige, Punkter ganske
umuligt, navnlig da Stoikerne siden gjorde H. til
Foregangsmand for deres egen Naturfilosofi,
saaledes at det ofte er vanskeligt i Overleveringen
at skelne imellem, hvad der virkelig hidrører
fra ham, og hvad der senere er tillagt ham.
H. hører nøje sammen med de ældste ioniske
Naturfilosofier, Anaximandros og Anaximenes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
