Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herakleitos - Herakleitos - Herakleonas - Herakleopolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
idet han ligesom de søger at forklare Naturen
ved et enkelt Grundstof, hvoraf alt andet skal
være fremgaaet, og dette Urstof maa følgelig
indeholde ikke blot Muligheder for alle andre
Stoffer, men ogsaa en Kraft ell. Virken, der
kan fremkalde Udviklingen. H.’s to nævnte
Forgængere havde ogsaa tænkt sig Bevægelse
forbundet med Urstoffet, men denne Tanke
træder hos ham i Forgrunden, utvivlsomt styrket
og klaret ved de Erfaringer om Bevægelse og
Forandring i Naturen, som hans skarpe
Iagttagelsesevne beredte ham, og den bliver først
ved ham gjort virkelig frugtbar, ikke blot for
hans eget Tankesystem, men for alle følgende
Tiders Metafysik. Til Bærer af dette
Grundprincip var Anaximandros uendelige Urstof
for ubestemt, og Luften, som Anaximenes
opstillede, manglede den aktive og levende Kraft,
som skulde være al Bevægelses og dermed alt
Livs Kilde. H. satte da Ilden som Urstof, men
det ligger i Tilknytningen til Forgængerne, at
han ikke hermed mente en flammende Ild, der
jo maatte opbrænde et andet Stof, af hvis Aske
da alt andet maatte være opstaaet, men et
Ildstof, det vil sige et lyst og varmt Stof, som
han utvivlsomt har forestillet sig i Lighed med
den af Sollyset gennemstraalede og glødende
Luft, men som han i sit Billedsprog skildrer
som Ilden, hvis Lys- og Varmevirkninger var
en Livsbetingelse for Naturen og
Menneskelivet. I dette Urstof er alt forenet i Enhed,
behersket af Tanken, Verdensfornuften, som
H. ogsaa ligefrem kalder Gud, og dette
Enhedsprincip, som er eet med selve Urstoffet, og
som sammenholder hele Universet, ogsaa naar
det har udviklet sig i sin fulde Differentiation,
er hans anden ny og frugtbare Tanke. Ved
Stoffets iboende Bevægelse ell. Driften til
Adskillelse og Splittelse, som H. kalder Krigen,
der er alle Tings Fader, udvikler sig
Modsætningerne, der fremkalder og opstaar af
hinanden og skaber Naturens hele Kredsløb, idet
dens stridende Virkninger, der afløser
hinanden, forenes til et Resultat, der fører
Udviklingen videre, en Harmoni, der er Udtryk for
det altbeherskende Enhedsprincip — ligesom
Buen spændes for derefter at slappes, saa at
disse modsatte Virkninger skaber et nyt
Resultat i Pilens Flugt mod Maalet. I Kraft af disse
Grundprincipper har da Verden udviklet sig af
Urstoffet, idet først noget af dette fortætter sig
til Vand og falder, noget af Vandet atter
fortætter sig til Jord, som er det nederste Stof,
og denne Del af Kredsløbet kalder H. for Vejen
nedad; omvendt gaar Vejen opad, naar Jord
fortyndes til Vand og dette atter til Ildstof. I
det enkelte er denne Proces lidet klar, og H.
selv har næppe set alle de Vanskeligheder, den
indeholder; han forklarer ikke, hvornaar og
hvorfor Vandet ophører at falde og bliver til
Jord, og ej heller, hvad værre er, hvorledes de
enkelte, kvalitativt forsk. Stoffer kan fremgaa
af denne mek. Forandringsproces. Af Vandet
opstaar mørke Dampe, der bliver til Skyer, og
lyse Dampe, der stiger op over de mørke og
har deres Plads nærmest Ildstoffet, idet de
ogsaa tjener som Næring for Solen og de
andre Himmellegemer; disse er naturligvis Ild,
men som alt andet undergivet Kredsløbet, og
H. tænker sig saaledes, at Solen er en
brændende Dampmasse, der fornyes hver Dag. Af
de lyse Dampe opstaar Sjælene, som sænker
sig ned til Jorden for at forenes med Legemer,
hvoraf de forurenes ved Optagelse af Vand,
og denne Indflydelse giver sig tilkende i
Menneskets moralske Forhold; lige saa lidt som det
er klart, hvorfor Sjælene søger Forening med
Legemer, lige saa usikkert er det, hvad der
hidfører Døden, og ej heller oplyses det, om
Sjælene efter denne fortsætter deres
selvstændige Eksistens ell. straks vender tilbage til
Urstoffet. Den fuldt udviklede Differentiation af
Verdensaltet, som H. kalder Trang ell. Sult,
higer tilbage mod Mættelsen ell. Freden, da
alt er samlet i Urstoffets Enhed, og i bestemte
lange Perioder tilbagelægges dette
fuldstændige Verdenskredsløb, men denne Opgaaen i
Ildstoffet er næppe at forstaa som en alt
tilintetgørende Verdensbrand, men som en
Hviletilstand, hvoraf da Verden paa ny fremgaar
til et nyt Kredsløb efter de evige Love. De ny
og frugtbare Grundtanker, H. fremsatte, fik
blivende Bet. for den gr. Filosofi; de vakte
Platon’s Interesse og var ikke uden Indflydelse
paa hans Tænkning, de kritiseredes skarpt af
Aristoteles og optoges fuldstændigt af
Stoikerne. I nyere Tid fremdroges H. af
Schleiermacher og blev af Hegel (og efter ham af hans
Discipel Lassalle) fremstillet som en af
Hovedskikkelserne i Filosofiens Historie, idet hans
Lære om Modsætningerne og deres Harmoni
opfattedes som ensbetydende med den
Hegelske Logiks Princip om Modsætningernes
Overgang i hinanden og Forening i en højere
Enhed.
W. N.
Herakleitos [-klæ^i-, gr. -’ra-], gr.
Grammatiker fra den rom. Kejsertid, som i sine
»Homeriske Allegorier« forsøgte en allegorisk
Fortolkning af Homer Udg. af Soc. philol. Bonn.
(1910).
K. H.
Herakleonas, Søn af den byzantinske Kejser
Herakleios i hans andet Ægteskab med hans
Niece Martina, blev efter Faderens
Bestemmelse ved hans Død indsat til Medregent
sammen med den ny Kejser Konstantinos,
Herakleios’ Søn af første Ægteskab (641). Da
denne imidlertid døde s. A., rejste der sig en
Opstand i Konstantinopel imod H., som blev
afsat fra Regeringen og tillige med sin Moder
lemlæstet og sendt bort fra Byen, medens
Konstantinos’ Søn Konstans blev Kejser.
H. H. R.
Herakleopolis, gr. Navn paa en
gammel-ægyptisk By, V. f. Nilen, ikke meget langt fra
den Indsænkning, der fører til Landskabet
Fajjûm. H. kaldtes af Ægypterne Khens
ell. Khenas, et Navn, der ligger til Grund
for Stedets nuv. Navn Ahnas. I H. dyrkedes en
Gud med Væderhoved, Harshef, Arsafes.
Ichneumon’en æredes i H. som et særlig helligt
Dyr. Ved H. er der i de sidste Aar foretaget
en Del Udgravninger af eng. Oldgranskere.
Der er fundet ikke faa Grave fra Oldtiden og
mange, deriblandt fl. vigtige, gr. Papyrus’er
fra den første Kejsertid. H. nævnes som
Hjemstavn for de Kongehuse af Faraoner, som man
betegner som 9. og 10. Dynasti, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
