Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herakles - Herakles paa Skillevejen - Heraklider - Heraklios - Heraklit - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skikkelser. — Oldtidsforfatterne omtaler fl.
H.-Statuer, som var udførte af betydelige Kunstnere
i den ældre Tid; forrest i Rækken staar den
sagnagtige Daidalos, hvis Arbejde H. selv skal
have antaget for et levende Menneske og
overfaldet med Stenkast. I Beg. af 5. Aarh. f. Kr.
udførte den aiginetiske Billedhugger Onatas
for Thasierne en Votivstatue af Bronze, som
blev opstillet i Olympia; den var 10 gr. Alen
høj; ligesom fl. bevarede Statuetter (se ovf.)
førte den i venstre Haand Buen, i højre
Køllen. Som Værker af Ageladas nævnes en
skægløs H. af Bronze i Aigion og en H. Alexikakos
i Athen. Til Hera-Templet paa Samos udførte
Myron et Billede af H., der var opstillet
samanen med andre Figurer paa et fælles
Fodstykke; en anden Statue af samme Kunstner
fandtes i Beg. af Kejsertiden ved Circus
Maximus i Rom. Polykleitos udførte en Statue af
H. med Tilnavnet Hageter (»Fører«). En
Gruppe forestillende Athena og H., der af
Thrasybulos blev skænket til H.-Templet i Theben,
var et Værk af Alkamenes. Ogsaa fl. af 4.
Aarh.’s betydeligste Kunstnere havde
behandlet H.-Skikkelsen. En Marmorstatue i
Gymnasiet i Sikyon var et Arbejde af Skopas; i fl.
smukke Buster har man ment at genfinde det
af ham skabte Billede. Den Kunstner, som har
hidraget mest til at udvikle H.-Typen og med
størst Forkærlighed syslede med denne, var
dog Lysippos. Han udførte bl. a.
Fremstillinger af H.’s 12 Arbejder til Byen Alyzia i
Akarnanien, en Bronzestatue til Torvet i
Sikyon og en kolossal Bronzestatue, der først
opstilledes i Tarent, senere kom til Rom og
derfra til Konstantinopel, hvor den 1202 gik i
Smelteovnen. I den kendte farnesiske H. i
Neapel (se Fig. 4), der er signeret af Glykon,
har man med Rette set en Kopi efter et
Arbejde af Lysippos, da en Replik i Firenze
bærer dennes Navn; den kraftige Skikkelse, hvis
overdrevent udviklede Muskulatur fremkalder
indtrykket af en professionel Atlet, er af
Kunstneren fremstillet i træt Hvilestilling,
nedknuget under Vægten af den Skæbne, der var
ham tildelt; dette Motiv, der kan spores
tilbage til 5. Aarh. f. Kr., har i særlig Grad
tiltalt Lysippos og laa ogsaa til Grund for andre
Arbejder af ham (saaledes den forannævnte
Kolos i Tarent). H.-Billederne fra den
hellenistiske og rom. Tid er for største Delen
Kopier ell. Efterligninger af ældre Arbejder. Til
de betydeligste hører en kolossal Bronzestatue
i Vatikanet; i højre Haand holder den
Hesperidernes Æbler, et Attribut, hvormed H.
sædvanlig afbildedes i den senere Oldtid.
C. B.
Herakles paa Skillevejen, bekendt
Fortælling af Sofisten Prodikos fra Keos.
Prodikos’ Arbejde er tabt; en fri Gengivelse deraf
findes i Xenofon’s »Erindringer om Sokrates«,
hvorefter Fortællingens Hovedindhold var flg.:
Da H. var vokset op, vidste han ikke, hvilken
Vej han skulde slaa ind paa i sit Liv, Dydens
ell. Lastens; han gik da ud paa et ensomt Sted
for i Ro at tænke over Sagen. Da fik han Øje
paa to Kvinder, den ene af ædel Skabning,
net og sømmelig klædt, den anden fyldig,
stærkt pyntet og sminket. Den sidste skyndte
sig hen til H. og søgte at vinde ham ved at
stille ham alle mulige Nydelser i Udsigt,
dersom han vilde følge hende, og anvise ham at
høste Frugten af andres Arbejde; paa H.’s
Spørgsmaal om hendes Navn svarede hun, at
hendes Venner kaldte hende Lyksaligheden,
hendes Fjender Lasten. Imidlertid kom den
anden Kvinde (Dyden) til og viste H., at
Menneskene intet skønt ell. godt kunde opnaa uden
selv at tilkæmpe sig det ved Arbejde og Flid.
H. tager da hendes Anvisninger til Rettesnor
for sit Liv.
C. B.
Heraklider (gr.), Sønner og Efterkommere
af Herakles, der ansaas for Stamfader til flere
Adels- og Fyrsteslægter i Grækenland og
Makedonien. Særlig menes ved H. den Gren af
Herakles’ Efterkommere, der længe efter hans
Død vandrede ind i Peloponnes sammen med
Dorerne og blev Herrer i de vigtigste Dele af
Halvøen. Af de mange Søen om dem anføres
her kun enkelte Hovedtræk. Efter Herakles
Død blev hans Søn Hyllos forfulgt af
Eurystheus og fandt Tilflugt i Athen; Eurystheus
faldt i en Kamp med Athenerne, da han
angreb Byen for at faa Hyllos udleveret. Hyllos
drog siden i Spidsen for Dorerne over Isthmen,
men blev dræbt i Tvekamp af den tegeatiske
Konge Echemos, Dorerne og H. maatte trække
sig tilbage og slog sig ned i Doris. Hyllos’ Søn
Kleodaios og Sønnesøn Aristomachos rettede
mislykkede Angreb mod de achaiiske Konger
i Peloponnes. Først det næste Slægtled,
Aristomachos’ Sønner, lykkedes det at vinde Landet,
idet de i Henhold til et Orakelsvar forbandt
sig med Aitoleren Oxylos. H. gik over den
korinthiske Havbugt, overvandt og dræbte
Orestes’ Søn Teisamenos, der nu herskede over
Atridernes Rige. H. delte dette imellem sig
saaledes, at Temenos fik Argos, Prokles og
Eurystheus Lakonike og Kresfontes Messenien;
Elis tilfaldt Oxylos.
C. B.
Heraklios, d. s. s. Herakleios.
Heraklit, d. s. s. Herakleitos.
Heraldik, ɔ: ars heráldica, Heroldskunst
(af mlat. heraldus, Herold, s. d.), fr. blason,
fra først hovedsagelig kun det fagmæssige
Kendskab til Skjoldmærker, hvoraf et
teoretisk Lærefag efterhaanden udviklede sig, der
fastslog Principperne for dem; i videre
Forstand tillige disses praktiske Udøvelse med
samt H.’s Frembringelser. H.’s Opstaaen
forudsætter Antagelsen af faste Slægtsvaaben i
Vest- og Mellemeuropa; grundige Forskninger
fra 19. Aarh.’s sidste Halvdel har forlængst
fastslaaet Tiden for denne, som ligger inden for
ret snævre Grænser; selve Slægtsvaabnernes
Oprindelse tør derimod næppe antages for
fuldt belyst.
Udsmykningen af det virkelige Kampskjold
gaar tilbage til den graa Oldtid; Aigiden
behøver blot at nævnes; allerede Homer
besynger Akilles’ rige Skjoldprydelser.
Betydningsfulde bliver saadanne dog først, hvor de fra
at være personlig Luksus gaar over til
karakteristiske Slægtsmærker, som nedarves; disse
kræver altid en vis Simpelhed. At slige
fandtes i Athens Stortid, antyder alt Aiskylos i
»De Syv imod Theben« ved sin udførlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
