Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er Mesterskabet i den tyske Stilisering
uovergaaet. Heroldsfigurer er desaarsag i
Mindretal; af alm. Figurer er Rigdommen
uoverskuelig; Eksempler paa dem kan kun vælges i
Flæng, idet der næppe findes nogen Natur- ell.
Brugsgenstand, der er undtagen fra at føres
som Mærke. Et Udvalg af tyske Vaaben ses
Fig. 4, IV—XII; typisk er her IX og X (Hue
og Bordben); V viser en Form af de specifik
nordtyske (ogsaa danske) Kedelkroge. En
særlig tysk Figur er »Trebjerget«, VI, som
Skjoldfod; en anden er »Søbladet« (opr. Aakandens,
i Tegning næppe skelnet fra Lindebladet, der
dog oftest forekommer i ubestemt Antal), ofte
stilkløst, af en Form, der kan forveksles med
Hjertet (hvis Eksistens, som omtalt, benægtes
som tysk). En særegen Heroldsfigur er »das
Ort«, en midtstillet »Frifirkant«, vist i VIII;
en anden er den enkelte Rude, XI (ogsaa dansk,
talende: Rud). Specielt tysk er ogsaa det skævt
rudede Skjold, XII. Mønstrede Bunde af anden
Art er ligesom Pelsværk langt sjældnere end i
Vestgruppen; de erstattes til en vis Grad af
den saakaldte Damascering (i øvrigt
ogsaa andensteds kendt, fr. diapré), en fin
Ornamentering, hvormed større, tomme Flader
fyldes, men som ikke udgør nogen fast
Bestanddel af Vaabnet, i Hovedsagen dannet af
krydsende rette Linier, hvis Mellemrum fyldes
af Smaakors, Cirkler ell. Blomster; stundom
strøs Bunden alene med Blomster ell.
Lindeblade; at »Hjerterne« i det danske Rigsvaaben
ikke er andet end saadanne, er paavist af A.
D. Jørgensen. Ogsaa er Bifigurer mindre
hyppige end i Vestgruppen; til Gengæld er
Hjelmens Bet. enestaaende, Hjelmpryden fyldigere
og mere mangeartet end noget andet Lands.
Særegne Former haves i forsk. »Hülfskleinode«,
hvori Skjoldets egne Mærker gentages ell. et
arvet anbringes, og som foruden af Vinger
oftest bestaar af Skærme, runde ell.
konkavsekskantede; rørformede Koggere omslutter en
Fjerbusk ell. Hjelmen dækkes med højtragende,
opkrampede Hatte, der øverst bærer lgn. o. a.
Prydelser. I Forfaldstiden overdrives dette Led
til Unatur, — fra fr. Side er det sagt, at
Hjelmen i Tyskland er Vaabnet og Skjoldet
kun Appendiks; — samtidig med arvede
Mærker i Skjoldet anbringes hos Højadelen arvede
Hjelme i stigende Tal — ofte 6, stundom det
dobbelte og mere, — oven paa det, indtil dets
Overkant ikke mere kan rumme dem; ogsaa
bliver Hjelmene i nyere Tid stadig mindre.
Efter 18. Aarh.’s værste Dekadence har
imidlertid fra Midten af 19. Aarh. en kraftig
Reaktion rejst sig, ført af store Heraldikere — hvis
Blik i øvrigt her som andetsteds sjælden
rækker langt over deres egne Landegrænser — og
af Vaabentegnere, ubetinget Europas ypperste.
Smagen har været i stadig Fremgang.
Til Tyskland slutter sig Ungarn, hvis H.,
blot barbariseret ved afhugne Tyrkerhoveder
o. a. Emblemer fra de hyppige Krige med
Tyrkerne, — ikke principielt afviger fra dettes.
Böhmen besidder næppe nogen paaviselig
Ejendommelighed; om Skandinavien
gælder det samme. Danmarks H., hvis ældste
Afb. uden for Sigiller alt c. 1250 forefindes
som et 20 Tommer højt Skjold paa den
pragtfulde Hillerslev-Runesten, er en spagfærdig, i
den gode Tid dog ædruelig og smagfuld
Genklang af den tyske; Skjoldformen er
konservativ; Targen, som ofte er brugt i
Dekorationer, findes ikke i Sigiller; talende Vaaben, som
omtalt, i Mængde. Paaviseligt som dansk er
ikke et eneste Træk; naar undtages Navnene
»Ves[s]elhorn« (Vesene, tysk wisent, Bison) og
»Ibskal« (Skal af Kammuslingen,
Pilgrimssymbol; Ib ɔ: San Jago di Compostella), besidder
dansk H. intet, der kan kaldes Terminologi;
selv Vaaben af primitiv Art lader sig hyppigt
ikke beskrive. Fra den gl. Adels Forsvinden
og en Hofadels Skabelse af Enevælden opstaar
en ny H., der sætter Danmark ned paa
Ruslands Standpunkt. Alle Tysklands værste
Unoder ikke blot optages, men karikeres til
Vanvid. Den opr. smukke Skik at optage
Ahnevaaben efter uddøde Slægter i Skjoldet — en
Skik, der i øvrigt bar en Forfaldsspire i sig —
parodieres ved fra først at forsyne et Skjold
med Masser af Mærker; Griffenfeld’s er et
Eksempel derpaa; nok saa graverende er
Forsyningen med fl. Hjelme, hvis Mærker fattes
al Hjemmel (i Tyskland er sligt kun
undtagelsesvis sket med en enkelt Hjelm, bærende et
let kendeligt Naadestegn, Rigsørnen ell. sligt),
og som heraldisk set kun kan kaldes kgl.
autoriserede Falsknerier, der tillyver Besidderen
Ahner. Fra Frankrig optoges med Lyst de selv
af Tyskerne vragede Ranghjelme, hvis Regler
i øvrigt, selv i kgl. Adelsdiplomer, aldrig
overholdtes. Sluttelig ses enhver Lov, selv de mest
elementære for Farve og Tegning, ignoreret.
En Vanrøgt, der i intet Land har Mage, viser
Kongevaabnet, hvori bl. a. de fra Knud VI
nedarvede »Leoparder« under Frederik VI ved et
blot Sjuskeri forvandledes til Løver (fra
Valdemar Sejr til Abel ses de i øvrigt som
saadanne); en anden Uting er Holstens Vaaben, hvis
opr. Form, en takket Bræmme, sukcessivt
forfuskedes til rent Nonsens (selvfølgelig var
Fejlen rettet i Ekskejserinden af Tysklands
Vaaben); se Fig. 16. Om Vaabendyrenes Navn bør
i øvrigt bemærkes, at den i Frankrig sent
stedfundne Adskillelse mellem to Dyr og Opstilling
i 4 Kategorier aldrig er blevet fuldt anerkendt
andre Steder, og navnlig i England, hvis
»Leoparder« næsten altid benævnes lions, er
forkastet. Vilde man hos os blot restituere
Hovedets Stilling en face, er der ingen Grund til
at opgive Løvenavnet. Ved »Hjerterne«, om
hvilke alt er talt, er nu ikke heller nogen
Forandring nødvendig. — Nogen egl. produktiv
Heraldiker har Danmark aldrig ejet, i hvorvel
Landet fra Reformationstiden til nu skylder
 |
| Fig. 16. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
