Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
flittige Samlere og Kendere af danske Vaaben
— til Dels de i saa meget højt fortjente
Adelsdamer — Tak for at have frelst en Del
Materiale fra Undergang; af senere er navnlig
Klevenfeld at nævne. Som Vaabenkender
af høj Rang fortjener Thiset at mindes.
En af alle andre Lande uafhængig
Særstilling indtager Polens H.; selvfølgelig findes
indvandrede tyske Slægtsvaaben, som ogsaa
hyppig tysk Paavirkning af de indfødte,
hvorfra her bortses. De polske Urvaaben skriver
sig alle fra Bomærker, der udspringer fra
Runer (ɔ: yngre) laante fra de dem tidligere
nærboende Danske. Fig. 17 viser øverst et Udvalg
af disse; A viser en Binderune, dannet af de
som Høvdingsmærker særlig brugte T.- og
M.-Runer, B og C viser Afændringer af
Senioratsliniens Mærke. Ved Kristendommens Antagelse
og H.’s Opkomst efter tysk Mønster optoges
disse Mærker for en stor Del uforandrede i
Skjoldet, som III og IV viser, oftest førte i
Sølv paa Rødt. En Del af dem stiliseredes;
hyppige i Polsk er desaarsag Hestesko,
Halvmaanen, Pilen, Kors o. l. I I vil man se B
stiliseret; C genfindes i II og VI; V viser C
med Tilføjelse af den i D om T-Runen vundne
Sløjfe, der selv, stiliseret som et snoet Baand,
for sig er ført som Vaaben i vid Udstrækning,
— hvert af disse Urvaaben føres nemlig,
uforandret ell. let ændret, af et stort Antal Slægter
med fælles Afstamning, det sidstnævnte
saaledes af mere end 150.
Opr. var alle Vaabner personlige; af gl. kan
kun Kejserørnen betegnes som Rigsmærke.
Hvor en Besiddelse ved Dødsfald — ofte ved
en »Arvedatter« — gik over til en ny Slægt,
optog denne midlertidig gerne den uddødes
som Mindevaaben — Eksempler fra Burgund
er alt omtalte, — der paa denne Maade
stiltiende gled over til at anses for Besiddelsens.
Paa denne Maade er næsten alle upersonlige
Landsvaabner opstaaede; saaledes er Englands
Plantagenet’s, Danmarks Knytlingernes
(»Valdemarernes«), Østerrigs Babenbergernes,
Sveriges ene Mærke — Løven — Folkungernes.
Rent upersonlige Vaabner dannedes først noget
senere (Venezia, Firenze, Hansestæderne o. s.
v.). Hvor Dynastiet derimod ikke er uddøet ell.
har skiftet Besiddelse, bevarer Vaabnet sin
personlige Karakter. Frankrig har saaledes aldrig
haft noget og har efter Kongernes Fordrivelse
opgivet at føre et saadant. Mange tyske Stater
— saaledes Bayern, Sachsen, Oldenburg —
besidder lige saa lidt noget fra den regerende
Slægt skilt Vaaben. Da Lauenburg 1815 overgik
til Danmark, viste det sig, at det intet havde.
Man lavede straks et nyt ved at hugge
Hovedet af Nedersachsens gl., hvide Hest og
føjede det til Kongevaabnets øvrige Masse af
fingerede Mærker, bl. hvilke for den »vendiske«
Drage ikke engang noget Landomraade, som
den skulde tilhøre, er angiveligt.
En alm. Fejltagelse er det, naar Vaabnets
Skjold og Hjelm anses for adelige
Prærogativer: de er det ikke mere end de
Brugsgenstande, de afbilder. Adelige er hovedsagelig
kun de af Suveræner i uheraldisk Tid tildelte
Rangkroner, der i Tyskland af god Smag mere
og mere vrages som Pynt for Vaabner, der har
Tradition fra Riddertiden. Karl V af Frankrig
indrømmede alt 1371 Paris’ Borgere Retten
til at føre Vaabenskjold; i Tyskland førtes det
af enhver Borger, der havde en Smule Bet.
(Luther førte saaledes i Blaat en Sølv Rose,
belagt med et rødt Hjerte, hvori et Guld
Patriarkkors); ogsaa Danmark har adskillige at
opvise; selvfølgelig overholdes H.’s Regler ikke
altid strengt af disse ukontrollerede Vaabner,
som dens Fagmænd derfor til Dels ignorerer;
en smuk Litt. om dem forefindes dog i Tyskland.
Fyrster har under Enevælden forgæves søgt at
usurpere Retten til at tildele dem, og deres ofte
gentagne Forbud mod de af dem ikke
»verbriefte« dokumenterer kun deres afmægtige
Forsøg paa at hævde en Ret, der aldrig er
blevet anerkendt. Vaabner af kancellistisk
Oprindelse har ringe Værd i Forholdet til de
selvtagne; anderledes forholder det sig
selvfølgelig med fyrstelige Naadesbevillinger fra den
virkelig heraldiske Tid. Chateaubriand’s Vaaben
var fra først Rødt, besaaet med Guld
Grankogler, der af Ludvig IX efter Slaget ved
Mansurah til Ære for Geoffroy V af Chateaubriand
forandredes til Lillier. Montmorency førte opr.
i Guld et Sølvkors, ledsaget af 4 blaa Ørne. I
Slaget ved Bouvines blev Matthieu de
Montmorency haardt saaret ført frem, for Philip
August, medbringende 12 tagne Faner;
Kongen dyppede en Finger i Blodet, som randt
over hans Brynje, tegnede dermed et Kors
paa hans Skjold og bød ham fra nu ombytte
Sølvkorset med et rødt og for de 12 Faner
tilføje 12 Ørne; dette Mærke optoges af
Slægten, der med en her forstaaelig Symbolik førte
Ørnene som alérions, berøvede Næb og Kløer.
Jeanne Darc’s af Karl VII skænkede Vaaben
(Fig. 6) — det eneste i Verden, der har været
arveligt i Spindelinier — var Kongevaabnet,
hvis tredie, midterste Lillie var ombyttet med
et Sværd, der paa Spidsen bar Frankrigs
 |
| Fig. 17. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
