Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hercyniske Bjergsystem - Hercynit - Herczeg, Franz - Herd - Herdecke - Herder, Johann Gottfried v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bjerge). Disse Bjerge opstod i Slutn. af
Karbonperioden ved den saakaldte h. Foldning,
men er nu for største Delen borteroderede.
J. P. R.
Hercynit, se Spinel.
Herczeg [’hærtsæg], Franz, magyarisk
Forf., f. 1863. Hed opr. Herzog og debuterede
under dette Navn paa Tysk (1886), men er nu
en af Ungarns populæreste Forf. Han har
skrevet Noveller, der skildrer Hovedstadslivet, men
er især kendt for sine Romaner og Skuespil.
Af de første kan nævnes »Szabolcs Giftermaal«,
»Blandt Fremmede«, »Hedningerne« (Skildring
af det gl. hedenske Ungarns Kamp med
Munkevæsenet), af de sidste »Huset Honthy«,
»Gyurkovics’ Døtre«, »Den ene Haand vasker den
anden« og »Brigaderen Ocskay«, der spiller paa
nationale Strenge og ved sin Fremkomst (1901)
opnaaede en enestaaende Succes.
K. S.
Herd (tysk), Arne ell. Ildsted, bruges i
Metallurgien som Udtryk for den aabne Ild i
Modsætning til den af en Ovn omsluttede.
I Jernstøberiet betegner H. Gulvet med sit
Sandlag; der tales derfor der om Formning
paa H., hvor Formen dannes i Gulvet.
F. W.
Herdecke [’hærdækə], By i Preussen, Prov.
AVestfalen, ligger 7 km NV. f. Hagen ved Ruhr,
104 m o. H. (1910) 5649 Indb. H. har Industri
og Sandstensbrud.
G. Ht.
Herder [’hærdər], Johann Gottfried v.,
tysk Digter og Forf., f. i Mohrungen i
Østpreussen 25. Aug. 1744, d. i Weimar 18. Decbr
1803. Hans Forældre levede i beskedne Kaar
— Faderen var
Kantor og
Skolelærer —
men Børnene
fik en god
Opdragelse, og det
blev tidlig
bestemt, at H.
skulde studere
Teologi.
Imidlertid blev
dette foreløbig
forstyrret ved,
at en
formaaende Velynder,
Diakonus
Trescho, søgte at
bevæge
Forældrene til at
lade ham blive
Haandværker og tog ham til sig som sin
»Famulus«. Rigtignok opnaaede det flinke unge
Menneske herved mangen en Kundskab, som
senere var ham til Nytte, men Stillingen var
ham i det hele trist og trykkende, og han var
glad, da en anden Velynder, en russ.
Regimentskirurg, tilbød at tage ham med til
Königsberg og siden til Petrograd for at lære
Kirurgien. Efter Ankomsten til Königsberg
(1762) indsaa H. imidlertid snart, at han ikke
egnede sig til Læge, og lod sig immatrikulere
som stud. theol. Samtidig fandt han en ny
Beskytter i Boghandler Kanter og fik Ansættelse
som Lærer ved Collegium Fridericianum. Den
betydeligste Indflydelse paa hans
Aandsudvikling fik Filosoffen Kant, og uden for Univ. den
bekendte Mystiker J. G. Hamann (»Der Magus
des Nordens«), samt desuden J. J. Rousseau,
hvis Skr han ivrig studerede. I Efteraaret 1764
blev H. kaldet til Kollaboratør ved Domskolen
i Riga og senere til Hjælpepræst ved to af
Byens Kirker. I denne dengang aldeles tyske
og meget selvstændig stillede By fik H. Adgang
til de bedste Huse, hvor han modtog aandelig
Paavirkning og ansporedes til sin
betydningsfulde litterære Virksomhed, som han indledede
med Udgivelsen af »Fragmente über die neuere
deutsche Litteratur« (1766—67), »Über Thomas
Abbts Schriften« (1768) og »Kritische Wälder«
(1769). Ved at gaa ud fra, at
Folkeejendommelighed og Sprog er de vigtigste Faktorer i
Folkets Litteratur, og ved denne sin egen
»genetiske« Betragtningsmaade at supplere Lessing’s
»kritiske« Maalestok vandt H. en selvstændig
Position i Tidens litterære Strid. En stærk
Rejselyst og Trangen til at forberede sig til sit
praktiske Kald (det litterære tænkte han dengang
mindre paa) fik ham i Foraaret 1769 til at søge
sin Afsked, der blev ham bevilget under
Forudsætning af, at han vilde vende tilbage. Han
begyndte nu den paatænkte store Rejse, der gik
til Søs til Nantes og derfra til Paris, og da
han ikke var særlig vel forsynet med
Rejsemidler af sine Venner, blev han meget glad
over et Tilbud fra Eutin om at ledsage
Arveprins Peter Friedrich Wilhelm som
Rejsekapellan. I Beg. af 1770 kom han til Eutin og rejste
i Juni derfra med Prinsen, men fik samtidig en
smigrende Kaldelse til Bückeburg. I Darmstadt
lærte han sin tilkommende Hustru, Maria
Karoline Flachsland, at kende, og nu havde han
tabt Lysten til at rejse videre; han fulgte
Prinsen til Strassburg, tog sin Afsked fra det
ham betroede Hverv og modtog om Efteraaret
Stillingen som Hovedpræst og Konsistorialraad
i Bückeburg (Lippe), men blev dog Vinteren
over i Strassburg for at gennemgaa en
Øjenkur. Ved denne Lejlighed gjorde han
Bekendtskab med den unge Goethe og fik en ikke
ringe Indflydelse paa dennes litterære og
sjælelige Udvikling. I Apr. 1771 tiltraadte H. sit
Embede i Bückeburg, men han befandt sig der
i en for indsnævret Sfære; det eneste, der
trøstede ham, var hans Ægteskab (1773) og
hans litterære Arbejder, bl. hvilke især maa
nævnes den aandfulde Afh. over Prisopgaven
»Über den Ursprung der Sprache« (1772), samt
»Ossian und die Lieder alter Völker« og
»Shakespeare«; ved sit betydningsfulde Skr. »Auch
eine Philosophie der Geschichte zur Bildung
der Menschheit« (1774) kom han til at staa
midt i Datidens filosofiske Strid, og da han
heri havde erklæret Krig imod
»Oplysningstidsalderens« Falanks, saa maatte han finde sig
i mange haarde Angreb, der blev endnu bitrere,
da han udg. fl. teologiske Skr, især »Älteste
Urkunde des Menschengeschlechts« (2 Bd,
1774—76) og »Erläuterungen zum neuen Testament,
aus einer neueröffneten morgenländischen
Quelle« (1775). Disse Angreb bevægede ham til
at tilbageholde sin Samling »Volkslieder«, der
var færdig til Udgivelse, og fremkaldte en
hypokonder, menneskefjendsk Stemning hos ham.
 |
| J. G. v. Herder. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
