Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herder, Johann Gottfried v. - Herderit - Herder'ske - Herdferskning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Netop paa denne Tid blev han ved Goethe’s
Mellemkomst kaldet til Weimar som første
Præst og Medlem af Konsistorium
(Kirkeraadet), og i Oktbr 1776 ankom H. til Weimar,
opfyldt af de bedste Forhaabninger og
Forsætter. Imidlertid fandt han snart, at
Hofkamarillaen var aldeles ligegyldig for Kirke-
og Skolespørgsmaal, og han stillede sig da i
Opposition i den Grad til den, at han
misbilligede og modarbejdede alle dette Partis
Meninger og Ønsker, saa han snart kom til at føle sig
lige saa trykket og ensom i det livlige Weimar
som i det stille Bückeburg. Alligevel tog hans
litterære Produktion her et betydeligt Opsving:
til den Bevægelse i Litteraturen, som gjorde
Hovedmændene i »Sturm und Drang«-Perioden
til Førere og Bærere i den klass. Periode,
sluttede ogsaa H. sig i Slutn. af 1770’erne. To
filosofiske Afh.: »Vom Erkennen und Empfinden
der Seele« og »Plastik; einige Wahrnehmungen
über Form und Gestalt aus Pygmalions
bildendem Traum« (1778), samt de længe forberedte
»Volkslieder« (1778—79, senere »Stimmen der
Völker in Liedern«) var de første Frugter af
H.’s Ophold i Weimar, og i de nærmest flg.
Aar udviklede Forholdet til Goethe sig til
Venskab og synes at have paavirket H.’s
Produktionsevne, idet han netop i 1780’erne udgav sine
betydningsfuldeste Skr, foruden de strengt
teologiske »Briefe das Studium der Theologie
betreffend« (4 Bd, 1780—84) og en
Prædikensamling: det ufuldendte Værk »Vom Geiste der
Ebräischen Poesie« (2 Bd, 1782—83) og »Ideen
zur Philosophie der Geschichte der
Menschheit« (4 Bd, 1784—91). 1788—89 gjorde H. for
sin Helbreds Skyld en Rejse til Italien, som
skaffede ham megen Nydelse, men Hjemrejsen
blev gjort ham ubehagelig ved et Tilbud om et
Professorat i Göttingen, idet han nu igen
maatte pine sig med en vigtig Afgørelse.
Imidlertid overtalte Goethe ham til at blive,
Hertugen betalte hans Gæld og forbedrede hans
Gage. Men hans Sygelighed tog igen Overhaand
og hindrede hans Arbejde. De materielle
Vanskeligheder blev heller ikke hævede, og H.’s og
hans Kones halvt berettigede, halvt ugrundede
Klager over, at Aftalerne med Goethe af 1789
ikke blev holdte, førte til et definitivt Brud
med denne, som forøgedes ved Skinsyge over
Schiller’s Venskab til Goethe. H. trak sig mere
og mere tilbage i sig selv, følte sig frastødt af
de tidligere Venners antik-klassiske Retning,
ja endog af sin gamle Lærer Kant’s Filosofi, og
hans senere Skr er mere ell. mindre rettede
imod dem, nemlig bortset fra »Christliche
Schriften« (1796—99), »Verstand und
Erfahrung, eine Metakritik zur Kritik der reinen
Vernunft«, »Kalligone« (1800) og »Adrastea« (6
Bd, 1801—03). Den sidste Glæde som Forfatter
havde H. af sin Oversættelse af
»Cid«-Romanceroen og af sine dramatiske Digte »Der
entfesselte Prometheus« og »Admetus’ Haus«. Det
blev ham kun en ringe Tilfredsstillelse, at han
udmærkedes med et Adelsdiplom fra Bayern
(1802), og hans Udnævnelse til Præsident i
Overkonsistoriet (1801) kom for sent til at
oprette hans sunkne Livsmod. I Somrene 1802 og
1803 søgte han Lægedom i Aachen og Eger,
men om Efteraaret fik han et haardt Anfald af
en uhelbredelig Leversygdom, som gjorde Ende
paa hans Liv i Løbet af Vinteren. Han staar i
den tyske Litt. som en mangesidig
Personlighed, fra hvem der er udstraalet aandelig
Paavirkning i mangfoldig Retning, en Mand, der
med poetisk vidtskuende Blik forbandt sjældne
Evner som Kulturhistoriker, Æstetiker og
Religionsfilosof, foruden at han var en
indflydelsesrig Taler og bevægende Prædikant.
»Sämtliche Werke«, udg. af J. G. Müller, Joh.
v. Müller, Heyne, H.’s Enke og Søn (45 Bd,
1805—20), Lommeudgave (60 Bd, 1827—30), i
40 Bd (1852—54), »Ausgewählte Werke« (6 Bd,
1889); i »Hempel’s deutsche Klassiker« (24 Bd,
1869—79); en ny stor Udg. ved Suphan og
Redlich (31 Bd, 1877—89), »Auswahl« (1.—4. Bd,
1884—87). (Litt.: H. Döring, »H.’s Leben«
[2. Opl. 1829]; R. Haym, »H. nach seinem
Leben und seinen Werken« [2 Bd, 1880—85]).
(C. A. N.). C. B-s.
Herderit, et sjældent Mineral af rombisk
Krystalform, er hvidlig ell. gullig gennemsigtigt
og bestaar af fluorholdigt Beryllium- og
Kalciumfosfat (CaF)BePO4; det er fundet ved
Ehrenfriedersdorf i Sachsen og ved Stoneham i
Maine.
(N. V. U.). O. B. B.
Herder’ske Forlagsboghandel med
Bogtrykkeri i Freiburg i Breisgau, grundlagt 1801 i
Mörsburg af Bartholomæus Herder. (f.
1774, d. 1839), senere flyttet til Konstanz, 1810
til Freiburg; hertil knyttedes et artistisk
Institut til Fremstilling af Kort og Kunstværker og
1821 en litografisk Anstalt. Bartholomæus H.’s
Efterfølgere var hans Sønner Karl Rafael
H. (f. 1816, d. 1865) og Benjamin H. (f.
1818, d. 1888). Nuv. Ejere (1920) Herrmann
H. og Alois Rees. Af Forlaget, der
overvejende gaar i kat. Retning, kan fremhæves
»Herder’s Konversations-Lexikon« (3. Udg. i 8
Bd) og Supplement (1902—1910), »Ill. Bibliothek
der Länder- und Völkerkunde« og desuden det
føiste i ensartet Maalestok (1:500000) udførte
Atlas over Europa i 220 Blade, hvoraf dog kun
60 kom til Udførelse. Filialer i Berlin,
Karlsruhe, München, Strassburg, Wien, London og
St Louis.
J. L. L.
Herdferskning ell. Ferskning paa Herden
kaldes en Friskning, som udføres paa en Herd
med fast Raajern som Materiale og med
Smedejern ell. Staal som Produkt, samt Trækul som
Brændsel. Medens efter Masovnens Indførelse
saa at sige alt smedeligt Jern fremstilledes ved
H., fortrængtes denne Proces i Midten af 19.
Aarh. mere og mere af Pudling, og efter
Indførelsen af Bessemer-Processen og
Ore-Processen er den ved Slutn. af 19. Aarh. trængt saa
stærkt tilbage, at den i 20. Aarh. snart vil
være en Saga. Grunden hertil er ikke, at
Produktet ikke skulde være godt, tværtimod det
sv. herdferskede Jern har altid haft et
velfortjent Ry for Mangel paa Slagge og Skørhed,
og at H. ikke helt er afskaffet, ligger just i, at
man til visse Brugsgenstande, saasom Fjedre,
foretrækker Cementstaal, hvortil herdfersket
Jern er Emnet. H. har maattet vige, fordi den
kræver det dyre Brændsel, Trækul, fordi den
ikke kan levere ret meget færdigt, man kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
