Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hervilly, Ernest d' - Hervør - Hervør Alvitr - Herwarth v. Bittenfeld, Karl Eberhard - Herwegh, Georg - Herwig, Walther Johann Christian Adalbert Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Histoires de mariages (1878), Les armes de la
femme (1880), Les caprices de Guignolette,
komisk Roman (1882), Nichée d’enfants (1882),
Parisiennenes (1882), Timbale d’histoires à la
parisienne (1883), L’homme jaune (1884),
Parisiennes bizarres (1885), Aventures d’un petit
garçon préhistorique en France (1887), Héros
légendaires (1889), Jack le gal et ses contes
(1891) o. s. v.
S. Ms.
Hervør (Hervor, Hervar), Datter af
Vikingen Angantyr. Hun skildres som den
kække Skjoldmø. Etter at Arngrims-Sønnerne er
bukket under for Hjalmar ved Holmgangen
paa Samsø, maner hun ved Tryllekunster sin
Fader ud af Gravhøjen for at faa det berømte,
men ulykkebringende Sværd Tyrfing. Hun
drager derefter paa Vikingetog. Senere ægter hun
Kongesønnen Hovund og faar med ham
Sønnerne Heidrek og Angantyr. Slægtens
dæmoniske Blodtørst kulminerer nu i
Heidrek-Skikkelsen. Han er Moderens Yndling i
Modsætning til den fredsommelige Angantyr, og hun
skænker ham Tyrfing, hvormed han straks
dræber sin Broder. Han falder dog til sidst
selv som Offer for dette Sværd. — H. er
ogsaa Navn paa Heidrek’s Datter, der som
Skjoldmø falder mod Hunnerne. (Jfr
Hervararsaga og Tyrfing).
G. K-n.
Hervør Alvitr, i nordisk Heltedigtning
Vølund’s Elskede. Alvitr synes at bet. »Væsen i
fremmed Ham« og bruges i oldn. Digtning
navnlig om Kvinder i Svaneskikkelse:
Svanemø. I Oehlenschlägers Digte findes det i
Formen Alvilde, hos Drachmann
Hervør-Alvide.
G. K-n.
Herwarth v. Bittenfeld
[’hærvart-fån-’betənfælt], Karl Eberhard, preuss.
Generalfeltmarskal, f. 4. Septbr 1796 i Thüringen, d. 2.
Septbr 1884 i Bonn. Kun 15 Aar gl traadte han
ind i den preuss. Hær og deltog i Kampene
1813—15 navnlig ved Grossgörschen og Paris,
kæmpede i Martsdagene 1848 i Berlins Gader
og udnævntes s. A. til Oberst og
Regimentschef. 1852 forfremmedes han til
Brigadegeneral, 1856 til Divisionskommandør og sattes 1860
i Spidsen for 7. Armékorps. 1863 udnævntes
han til General i Infanteriet. Da Prins
Friedrich Carl fik Overkommandoen over samtlige
tyske Tropper i Krigen mod Danmark 1864, fik
H. 1. Korps (Preusserne), med hvilket han
foretog Overgangen til Als 29. Juni. I Krigen
mellem Østerrig og Preussen 1866 førte H.
Elb-Armeen og sejrede ved Hühnerwasser og
Münchengrätz. Ved Königgrätz stod han over for
den fjendtlige venstre Fløj, 10. østerr. Korps
og Sachserne, som han besejrede og fratog
Landsbyerne Problus og Prim. Efter Krigens
Slutning overtog han Kommandoen over 8.
Armékorps. Ved Udbrudet af den fr.-tyske Krig
var H. udtraadt af aktiv Tjeneste, men overtog
under Krigen Posten som Generalguvernør i
det vestlige Tyskland og fik 1871 Karakter af
Generalfeltmarskal. (Litt.: Geyer,
»Generalfeldmarschall H. v. B.« [Münster 1896]).
B. P. B.
Herwegh [’hærve.k], Georg, tysk Lyriker,
f. i Stuttgart 31. Maj 1817, d. i Liestal ved
Basel 7. Apr. 1875. Han studerede først
Teologi, men opgav Studiet for at dyrke Litt. og
udgav i Schweiz sine »Gedichte eines
Lebendigen« (1841), hvis varme, om end uklare,
Patos og poetiske og klangfulde, til Tider
ophøjede, Sprog gjorde stærkt Indtryk paa
Samtiden og endnu har bevaret sin Tiltrækning.
Da H. efter et Ophold i Paris rejste gennem
Tyskland for at skaffe sig Medarbejdere til et
paatænkt Tidsskr., kom hans Færd til at ligne
et Triumftog. Selv Kong Friedrich Wilhelm IV
modtog ham og udtalte de tit citerede Ord:
»Ich liebe eine gesinnungsvolle Opposition«, og
førte en stærkt kommenteret Samtale med
Digteren, der dog snart efter blev udvist af
Preussen, fordi han fra Königsberg rettede et
respektstridigt Brev til Kongen med Beklagelse
over, at hans Tidsskr. var blevet forbudt. Han
rejste nu atter til Schweiz, hvor han omsider
vandt Borgerret i Kanton Baselland, og ægtede
Emma Siegmund, Datter af en rig berlinsk
Bankier (hun overlevede ham til 27. Marts 1904).
Han bosatte sig herefter i Paris, hvorfra han
udsendte anden Del af »Gedichte eines
Lebendigen«. Hans republikanske Tendens blev mere
og mere fremtrædende, han optraadte som
Fører for Tyskerne i Paris, og i Spidsen for en
tysk-fr. republikansk Arbejderkolonne foretog
han 1848 et Indfald i Baden, men blev 27. Apr.
slaaet af württembergske Tropper ved
Schepfheim og undslap kun med Nød og næppe ved
sin Hustrus Aandsnærværelse. Resten af sit
Liv tilbragte H. ret tilbagetrukkent, dels i
Paris, dels i Zürich og Liestal ved Basel. Han
offentliggjorde endnu nogle Digte og
Shakespeare-Overs. —. Først efter hans Død udkom
»Neue Gedichte« (1877), der viser ham som en
bitter Mand. Hans Søn Violinisten Marcel H.
udgav 1895 og 1896 »Briefe von und an H.«.
Paa hans Hundredaarsfødselsdag udkom hans
Brevveksling med Hustruen. Hans Grav i
Liestal er siden 1904 smykket med et
Mindesmærke. (Litt.: Georg Brandes, »Det
unge Tyskland«).
C. B-s.
Herwig [’hærveK], Walther Johann
Christian Adalbert Eduard, tysk
Fiskerikyndig og Embedsmand, f. 25. Febr 1838
i Arolsen (Waldeck), d. 16. Decbr 1912 i
Grosz-Lichterfelde ved Berlin; begravet i Hannover.
H. studerede trods Lyst til Naturvidenskaberne
Jura i Göttingen, Leipzig, Freiburg og Berlin.
Han blev 1865 Kredssekretær i Twiste
(Waldeck), 1869 Kredsamtmand og Badkommissær i
Pyrmont; derefter gik han 1874 over i preuss.
Statstjeneste som Landraad i Kredsen Ahaus,
blev 1878 Landraad i Kredsen Marienwerder;
1880 blev han Direktør for Provinsen
Brandenburgs Skole- og Medicinalkollegie i Berlin, 1885
dets Vicepræsident, 1889 Direktør og 1890
Præsident for det kgl. Klosterkammer i Hannover,
hvilken Stilling han fratraadte 1901. 1879—93
var H. Repræsentant i det preuss. Underhus
for Kredsen Stuhm ved Marienwerder. I
Berlin virkede han for Blindesagen og var
Medstifter af »Verein zur Beförderung der
wirtschaftlichen Selbständigkeit der Blinden« (1886).
H. var stadig meget interesseret i
Naturvidenskaberne, han gav sig af med at samle Biller
og var i adskillige Aar Vicepræsident i den
tyske entomologiske Forening, men selvstændig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
