Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hillebrandt, Niels Peter - Hilleh - Hillel - Hillemacher, Eugène Ernest - Hillemacher, Paul Joseph William - Hiller, Ferdinand - Hiller, Johann Adam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til sidst tillige som Organist ved Frederiks
tyske Kirke paa Christianshavn. Af hans
melodiøse Sange har enkelte vundet Popularitet
(»Til første Regiment«, »De sønderjydske Piger«
m. fl.).
A. H.
Hilleh (Hilla), By i asiatisk Tyrki,
Irak-Arabi, ved højre Bred af Eufrat, over hvilken
en Pontonbro fører. Befolkningen, der mest
bestaar af Arabere, naar næppe 10000;
Fabrikation af Bomuldstøjer og uldne Kapper,
Handel med Bøffelhuder. Tæt N. f. H. ligger paa
den modsatte Flodbred Ruinerne af Babylon.
M. V.
Hillel, 1) haz-zaqên, »den gamle«, saaledes
kaldet til Forskel fra de senere af samme
Navn, jød. Skriftlærd paa Kristi Tid. Han skal
have været af Davids Slægt og være indvandret
til Palæstina fra Babylon. Han omtales som et
Vidunder af Lærdom og prises for sit milde
Væsen, der ogsaa har præget hans Retning som
Lovfortolker i Modsætning til den strengere
Shammaj. Dog drejede Differencerne sig
ikke om betydelige Ting, da begge var enige
om at kræve Lovens Bogstav opfyldt. Fra H.
skal den Retsform istamme, som kaldes
Prosbol, en Forhaandserklæring, hvorved en
Kreditor sikrer sig mod, at Gælden opkræves i
Sabbatsaaret. (Litt.: E. Schürer, »Gesch.
d. jüd. Volkes«, 2 Bd, 4. Opl. [Leipzig 1907], S.
424—28; Franz Delitzsch, »Jesus und
Hillel« [2. Opl., Erlangen 1867]).
2) H., Patriarken (330—365 e. Kr.), nævnes
som Grundlægger af en fast Kalender for
Jøderne. Tidligere havde man udlignet Sol- og
Maaneaar ved Skuddage paa tilfældige Tider,
efter Synedriets Bestemmelse. Da Constantius
forbød Synedriets Møder, imødekom H.
Trangen til bestemte Regler.
J. P.
Hillemacher [ilma’kæ.r (el. -’∫æ.r?)], Eugène
Ernest, fr. Genremaler, f. 1818 i Paris, d.
1887 smst. H.’s Navn er især knyttet til de,
tekn. dygtige, Skildringer af Episoder af
Kunstneres, Digteres og Opfinderes Liv:
»Rubens maler sin Hustrus Billede«, »Molière og
hans Husholderske«, »Den 12-aarige Mozart
dirigerer Messen«, »Poussin og Ludvig XIII«,
»Gutenberg i sit Værksted«, »James Watt«, og
»Napoleon med Goethe og Wieland«; Hans
»Andægtige om en Bedestol i Rom’s
Peterskirke« (1855) kom til Luxembourg-Saml.
A. Hk.
Hillemacher [ilma’kæ.r (el. -’∫æ.r?), Paul
Joseph William, f. 25. Novbr 1852, og
hans Broder, Lucien Joseph Édouard,
f. 10. Juni 1860, d. 2. Juni 1909, fr. Musikere,
har under et ejendommeligt Samarbejde
skrevet en Rk. Arbejder, der er fremkomne under
Navnet P. L. H. og har skaffet Brødrene H.
betydeligt Ry i den franske og tyske
Musikverden. H.’s Arbejder omfatter foruden nogen
Violin- og Orkestermusik væsentlig Operaer:
Saint Mégrin (1886), Une aventure d’Arlequin
(1888), Le Régiment, qui passe (1894) og Le
Drac (Karlsruhe 1896), Circé (1907), hvilke
viser Paavirkning af Rich. Wagner’s Værker
og udmærker sig ved Finhed og Opfindsomhed
og pragtfuld Orkestration.
W. B.
Hiller [’helər], Ferdinand, tysk
Komponist (1811—1885), var bl. a. Elev af Hummel,
med hvem han besøgte Beethoven i Wien
(1827), et Besøg, han har beskrevet i sine Bøger
»Ludwig van Beethoven« (1871) og »Aus dem
Tonleben« (1868—71). H., der alt forinden var
optraadt som Klaverspiller og havde begyndt
at komponere, tog 1828 Ophold i Paris, i hvis
Musikliv han kom til at spille en Rolle, idet
han udbredte Kendskabet til tysk Musik (han
var den første, der spillede Beethoven’s
Es-Dur-Koncert i Paris), og i hvis Kunstnerkredse
han var en velset Gæst, en Ven af Mænd som
Cherubini, Rossini. Chopin, Berlioz, Heine o.
m. a., Bekendtskaber, der ligeledes har givet
Stof til hans litterære Frembringelser. Efter et
Ophold i Italien, hvor hans Opera »Romilda«
spilledes i La Scala i Milano (1839), kaldtes H.
af Mendelssohn-Bartholdy til Leipzig, hvor
sidstnævnte opførte H.’s Oratorium »Die
Zerstörung Jerusalems« (1840). Efter et nyt Besøg
i Italien og efter en Sæson at have dirigeret
Gewandhaus-Koncerterne i Leipzig i
Mendelssohn’s Fraværelse fik H. 1850 Ansættelse som
Stadskapelmester i Köln og Leder af Byens
Konservatorium. I denne dobbelte Stilling og
som Leder af de rhinske Musikfester opnaaede
H. et højt anset Navn, og han betragtedes,
uagtet han som: Komponist ikke var særlig
fremragende, indtil 1884, da han opgav sine
Stillinger, som en af Spidserne i Datidens tyske
Musikliv. H., der var en udmærket Klaverspiller
og en dygtig Lærer, har i sine Kompositioner
nærmest sluttet sig til klassiske Forbilleder
ell. til den Mendelssohn-Schumann’ske Retning;
mest vellykkede er hans Arbejder i smaa
Former som Klaversager og Sangkompositioner
(Lieder, Duetter, Mandskor etc.), men hans
righoldige Produktion, c. 200 Opus, omfatter
ogsaa Operaer, Oratorier, Kantater, Salmer og
Motetter, større Kammermusikværker og en
Klaverkoncert. Som Skribent vandt H. megen
Yndest ved underholdende, kundskabsrige og
livlig skrevne Bøger, som »Musikalisches und
Persönliches« (1876), »Felix
Mendelssohn-Bartholdy« (1874), »Künstlerleben.« (1880), »Wie
hören wir Musik« (1881), »Erinnerungsblätter«
(1884) etc. samt »Ubüngen zum Studium der
Harmonie und des Kontrapunkts« (16. Opl.
1897). Af Kunstanskuelse var H. væsentlig
konservativ og optraadte som Rich. Wagner’s
erklærede Modstander.
W. B.
Hiller [’helər] (egl. Hüller), Johann
Adam, tysk Komponist (1728—1804). H., der
maatte kæmpe sig frem under vanskelige
Forhold, blev Elev i Kreuzschule i Dresden, hvor
bl. a. Homilius var hans Lærer, og Hasse’s og
Graun’s Operaer Genstand for hans Studier,
besøgte derefter Universitetet i Leipzig, men
helligede sig snart helt til Musikken og tog
efter nogen Omflakken fast Ophold i Leipzig
(1758), hvor han forblev til sin Død. I nævnte
Bys Musikliv kom H. nu til at spille en meget
betydelig Rolle; han var Genopretter (efter
Syvaarskrigen) og mangeaarig Leder af de
saakaldte »Grosse Conzerte«, holdt disse med
stor Energi ved lige og fortsatte dem derefter
under Navn af »Liebhaberconzerte« ell.
»Concerts spirituels« (efter Paris-Mønsteret). Disse
Koncerter blev Oprindelsen til de senere saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
