Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hinduismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mærkeligt Træ, som ikke har sin særlige
Genius, som der ofres til. H. er paa een Gang
monoteistisk, panteistisk, polyteistisk,
animistisk og fetischistisk: »i Indien gaar intet tabt«.
For at opnaa bestemte Formaal (med
Undtagelse af »Befrielse« ell. Salighed) henvender
Menigmand sig ikke til den absolutte Gud, men
til den Gud, som har denne bestemte Funktion,
og som her er egenmægtig. I Praksis har vi
altsaa et System af sideordnede, hver til sit
Brug uundværlige Guder, omtr. som allerede i
Veda-Tiden; kun er der kommet en ny
Fornødenhed og Magtsfære til, nemlig
»Forløsningen«, som har krævet og faaet en særlig Gud,
den største af dem alle, men kun i Teorien den
absolutte og eneste. Beslægtede Sekter kan
underholde en vis Forbindelse med hinanden.
De fleste Sekters Medlemmer er delte i
forskellige Klasser, som kan sammenfattes under
2 Hovedklasser: Lægfolk og en Slags religiøs
Orden, som benævnes Gosain’er etc., hvilken
sidste afgiver Befolkningens Guru’er
(Sjælesørgere), men sjælden Tempelpræster (pūjāri).
Gosain’erne etc. er enten Munke ell. gifte Folk;
i Alm. gøres der ingen Forskel paa Kasterne.
De gifte Guru’ers Værdighed er oftest arvelig.
Munkene er Tiggermunke og fører en
omflakkende Tilværelse. De har imidlertid faste
Samlingspunkter og er visse paa altid at finde
Klostre (maṭh). Klostret indeholder Bolig for
Prioren (mahant) og et indskrænket Antal
(3—40) faste Disciple (celā), et Tempel, og
Rum til at huse besøgende Tiggermunke og
Rejsende. Klostrene i et Distrikt anerkender
Prioren i et af deres egen Ordens Klostre
pīṭha, »Stol«) som deres Formand, og de
staar alle i Forhold til Prioren i det Kloster,
hvor Sektens Stifter residerede, som deres
fælles Overhoved. Naar en Mahant dør, vælges
normalt til Mahant den dygtigste af den Afdødes
Disciple. Sektens Overhoved gør
Visitationsrejser. Guru’erne optager ny Medlemmer ved at
tilhviske dem Sektens mantra ell. Løsen.
Andre ydre Kendetegn paa Sekterne er
Hilsenen og Maaden at hilse paa, samt
Pandemærket (se Citraga). Alm. er ogsaa et
Halsbaand og en Rosenkrans, hos Vishṇuitterne
af Tulasī, hos Çivaitterne af Rudrāksha.
Ogsaa Brugen af Klokken er fælles for de fleste
Hindu-Religioner og -Sekter. Hos en stor Del
Kṛishṇa-Dyrkere staar Moralen meget lavt. Af
de çivaitiske »Sekter« er det egl. kun de af
Çankara stiftede
Smārtabrāhmaṇa’er og Daçanāmin’er og den af Basava
stiftede Lingāyit-Sekt, der har en
Organisation som den ovf. fremstillede med kompakte
Menigheder af Lægfolk. Bl. de çivaitiske
Tiggermunke findes Levninger af det ægte gamle
Selvplageri: Ākāçamukhin’erne retter
Ansigtet mod Himlen, indtil Nakkemusklerne
bliver saa stive, at Hovedets Stilling ikke mere
kan forandres, ell. mod Solen, til de bliver
blinde. Urdhvabāhu’erne holder een eller
begge Arme i Vejret, indtil de bliver
ubevægelige, og holder Haanden lukket, indtil Neglene
gror igennem den; andre afholder sig fra at
tale, eller triller sig hen ad Gaderne, ell. gaar
paa Sko med Jernpigge i Bunden, ell. stikker
Staalpinde gennem Tungen ell. tværs igennem
begge Kinderne ell. gennem andre Steder paa
Legemet.
Det huslige Liv reguleres af den
overleverede Skik (ācāra), hvis Overtrædelse
medfører Udstødelse af Kasten, og som har været
mere sejlivet end baade Sekternes og den gl.
Ortodoksis Indflydelse; dog skal nogle af
»Sakramenterne« næsten være gaaede af Brug.
Man gifter ofte Børnene paa Vuggen; men det
virkelige Bryllup fejres først med
Pubertetsalderen. Selv om et paa Vuggen stiftet
Ægteskab aldrig er blevet virkeliggjort p. Gr. a.
Brudgommens Død, regnes Kvinden for Enke
og fører et sørgeligt Liv. Begravelsen er
Ligbrænding, undtagen for Børn under 2 Aar
samt for Satnāmin’er og Sannyāsin’er. For
Familiens Døde bringes Dødningeoffer
(çrāddha), som er nødvendigt for den Dødes
Fremskriden paa Sjælevandringen. M. H. t, hvad
man (ɔ: de højere Kaster) maa spise, er der
ret minutiøse Forskrifter i de gl.
Overleveringer; saa godt som ingen Hinduer spiser
Oksekød. Foruden »Sakramenterne« overholder alle
og navnlig Brahmanen som Husfader
(gṛihastha, efter Brylluppet) de daglige
Ceremonier (Husgudstjeneste). De
hinduiske Guders Kultus er Billeddyrkelse og
foregaar mest i Templer (Pagoder), af
hvilke en Mængde er yderst smaa og simple.
Pūjāri’erne er hos de fleste Sekter Brahmaner
(af lavere Klasser og foragtede af de højere
Brahman-Klasser), men ved mange
Helligdomme i Dekhan meget ofte af andre Kaster;
i Reglen meget uvidende. Om
Tempeltjenesten se Çiva. Çiva dyrkes hyppigst
under sit Symbol Linga’e n, og dets Dyrkelse
er forholdsvis simpel, ja puritansk og ærbar,
medens Vishṋu’s og Durgā’s kan naa en
overordentlig Indviklethed og fræk
Usømmelighed. Blodige Ofre er forbudte hos alle
Vishnuitter (undtagen i afsides Egne), derimod ikke
sjældne til Çiva og overordentlig hyppige til
Durgā (navnlig Geder, tillige ogsaa
Menneskeofre). Grāmadevatā’erne faar oftest
blodige Ofre, og Præsterne er saa godt som aldrig
Brahmaner. Templerne tilhører i Alm.
bestemte Sekter.
Derimod er Festerne (melā, paa een
Gang religiøse Fester med Fasten,
Nattevaagen og Spægelser, og verdslige Markeder og
Folkeforlystelser) ordnede efter Landsdele og
fejres af alle Sekter i vedk. Landsdel i Fællesskab.
Ogsaa Pilegrimsrejserne (tīrthayātrā) er
fælles for alle Sekter og falder oftest sammen
med Festerne. Antallet af Valfartssteder
(tīrtha) er overordentlig stort, og de findes over
hele Indien. Rejserne foretager man for at
samle sig Oplag af religiøs Fortjeneste, ell.
som Bøde for Synd (særlig afvadsker de
hellige Floders Vand alle Synder), ell. for at
fejre Çrāddha’er paa særlig virksomme Steder,
ell. for at faa Syge helbredede, ell. for at strø
Dødes Aske paa en hellig Flod (f. Eks.
Ganges, s. d., og Stederne ved den, og navnlig
Jagannāth’s Helligdom ved Purī i
Orissa). Pilegrimmene dør som Fluer af Feber og
Kolera. (Litt.: H. H. Wilson, Sketch of
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
