Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hindu - Hinduismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hindu. Navnet H., der stammer fra
Indus-Flodens Navn Sindhu, anvendtes opr. af
Persere og Arabere om Befolkningen i
Forindien. Det benyttes nu alm. i Europa paa
samme Maade. I Indien anvendes det i Reglen om
de Indfødte, der bekender sig til Hinduismen
(i Modsætning til de muhammedanske Indere),
ell. om dem, der taler Sprog af indoeuropæisk
Rod (i Modsætning til Dravidaer og Kolarer).
(C. Fr.). K. B.-S.
Hinduismen (»Hinduernes Religion«) eller
Ny-Brahmanismen er Fællesnavnet paa
en umaadelig Mængde af nyindiske saakaldte
»Sekter« af ind. Oprindelse (undtagen
Jainismen og Buddhismen, som er ateistiske); nogle
(som Kabīr), der alle hører til den nyere
Tid, har under muhammedansk ell. kristelig
Paavirkning emanciperet sig saa meget fra H.’s
Gudsbegreb og dets Kilder, og til Dels fra
andre Sider af H., at de snarere maa kaldes
hinduiserende Unitariere end Hinduer. Til H.
bekender sig omtr. 180 Mill. Mennesker. H. i
sine højeste Former er en Uendelighed af
indbyrdes forsk. (ofte fjendtlige) og hver for sig
fluktuerende og foranderlige Sekter med en
umiskendelig Familielighed, og i Teorien
anerkendende Veda’erne (i videste Forstand) og
Brahmanismen, men indeholdende og læggende
Hovedvægten paa andre og derimod stridende
Elementer, støttende sig til en for alle
tilgængelig hellig Litt.: de episke Digte, Purāṇa’erne,
Tantra’erne, og en sand Syndflod af ny,
religiøse Skrifter inden for nogle af de enkelte
Sekter (jfr Guru og Hindī). Virkelig
bevarede i det væsentlige er de Overleveringer, som
angaar Privatlivet, og Lovbøgernes Forskrifter
om Kasterne er yderligere skærpede, hvilket
dog i det hele er sket til Trods for Religionen;
i øvrigt lægges i Alm. Vægten paa
»Hengivenhed« (bhaktimārga, »Trosvejen«, se
Bhakti og Guru) i St f. paa Viden
(jñānamārga, »Kundskabsvejen«, i Alm. =
Vedānta-Filosofien), og i St f. Ofre, Ritual,
Bodsøvelser og Selvplagerier (Karmamārga,
»Gerningsvejen«) som et meget hurtigere og
sikrere Middel til Forløsning fra
Sjælevandringen og Opgaaen i ell. Salighed hos den sande
Gud, som er disse Religionsformers højeste
Formaal, hvilket de mener at kunne naa
umiddelbart efter dette Liv uden yderligere
Sjælevandring, med stærk Tendens til en oftest
panteistisk farvet Monoteisme, hvis Opfattelse af den
højeste Gud har sin Rod i ind. Overlevering.
H.’s Tilhængere falder for største Delen
i to store Hovedafdelinger: Vishṋu-Dyrkere
(Vaishṇava) og Çiva-Dyrkere (Çaiva),
eftersom de betragter a) Vishṋu ell. b) Çiva
ell. c) en af disses menneskelige Inkarnationer
(Kṛishṇa, Rāma) som den egl.
panteistisk-monoteistiske Gud (eet med »det absolutte«, se
Bráhman). Til disse slutter sig
Çākta’erne ell. Dyrkerne af d) de kvindelige
Guddomme (Çrī, Durgā, Rādhā, Sītā; jfr
ogsaa Gaṇeça, Golōka, Gopī). Man
benytter Gudsbegrebets panteistiske Element til at
opfatte alle mulige Guder (»330 Mill. Guder og
lige saa mange Dæmoner«) som mere ell.
mindre underordnede Aabenbaringsformer af den
absolutte Gud; derfor dyrker alle H.’s Sekter
i det væsentlige alle vigtigere Guder og er kun
uenige om, hvilken af dem der er den
absolutte, og man kan kombinere e) fl. Guder i een
Person (Trimūrti, Hari-Hara, den
androgyne Guddom Ardhanāri, se Durgā
og Çākta) og faar Plads ikke blot til f)
Brahmanismens øvrige gl. Guder, men ogsaa tillige
til g) Guder, som ikke kendes fra den tidligere
Tid (som Gaṇeça, Skanda,
Vīrabhadra, Kubera), ell. som tidligere synes lidet
personificerede (som Kāma); h) Lokalguder
(grāmadevatā), forsk. saa at sige for hver
eneste Landsby (jfr ogsaa Bhūta); i)
Gudebilleder; j) hellige Dyr (Civa’s
Tyre, Vishṋu’s Aber, Slanger; Køerne
har man altid i Indien tillagt stor Hellighed);
k) hellige Træer og Planter (jfr
Bodhi og Ficus, Tulasī ɔ: Ocymum sanctum,
som er Vishṋu’s Hustru og giftes med
Statuerne, m. m. Bilva-Træet ɔ: Aegle Marmelos,
ved Çiva-Dyrkelsen; Rudrāksha ɔ:
Elæocarpus Ganitrus Roxb., hvis Bær anvendes til
Rosenkranse); l) livløse Symboler
(Vishṋu’s Çālagrama ɔ: en Ammonit; Çiva’s
Linga ɔ: Fallos, en Kegle af Sten ell., i
mindre Maalestok, af Sølv, Kobber e. l., etc.); m)
Floder (Ganges etc., hvilke giver
Salighed, naar man bader sig i dem); n) de 9
Planeter, der ligesom de 27 Nakshatra’er
raadspørges ved Fødsler, Bryllupper, Ulykker,
Rejser etc., og, hvis de er ugunstige, absolut
maa forsones ved en særlig Ceremoni (Çānti).
Endelig optager H. ved Hjælp af
Avatāra-Teorien menneskelige Guder, dels o) gamle og
almindelig anerkendte som Heltene i de
episke Digte (Pāṇḍava’erne og
Draupadī), dels p) Sekternes Guru’er, dels
q) ganske moderne Personer, der ved en
ell. anden Mærkværdighed har opnaaet en
rent lokal Berømthed. De sikkert
daterede og tilstrækkeligt tydelige Dokumenter
begynder først i 11.—12. Aarh. e. Kr. (for
Çivaismen i Kashmir dog i 9. Aarh.).
Vedānta-Lærens Māyā (»Illusion«) er blevet sat i
Forbindelse med Sānkhya-Lærens fra Evighed af
selvstændig ved Siden af Aanden (Purusha)
bestaaende Prakṛiti (»Naturen«), og »det
absolutte« (Brähman) er blevet personificeret
og identificeret med vedk. Sekts absolutte Gud.
Men ogsaa Māyā og Prakṛiti
personificeredes og identificeredes med de kvindelige
Guddomme, der (som Guddommenes »aktive«
Side, çakti) trænger sig mere ell. mindre
frem som Genstand for Dyrkelse ved Siden af
ell. endogsaa mere end den mandlige Gud
(Purusha, »Aanden«, der opfattes som
»passiv«), selv om denne endnu i Teorien er
den »absolutte«, og hos Çākta’erne faar
fuldstændig Overhaand. De fleste Sekter fortolker
de gl. Fortællinger allegorisk og er meget
eklektiske og fulde af Modsigelser. Desuden kan
hver enkelt have sin med Forkærlighed
dyrkede Familie gud (kulaḍevatā) ell. sin
personlige Yndlingsgud ell. Skytshelgen
(ishṭadevatā) og Husguder (Gudebilleder), og de
enkelte Landsbyer deres; ja der er ikke et
Bjerg, en Flod, Klippe, Hule ell. et nogenlunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
