Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Foragt for sin egen Tidsalder og dens
overfladiske Liberalisme;, han savner der de store
Mænd og de kraftige Karakterer, der er H.’s
sande Bannerførere, og han opsøger da disse
i Fortiden, skildrer i Cromwell det store
religiøse Herskergeni, i Frederik II af Preussen
den kraftige Enevoldskonge; i H. ser han
Menneskehedens store Lærebog, der først og
sidst viser os, at der er en styrende Gud, og
i sin gribende Skildring af den fr. Revolution
fremstiller han »det sidste og største Eksempel
paa Guds Hævn«. Nærmere i Slægt med
Macaulay er Grote, der skriver Oldtidsgrækernes
H. med Beundring for det ideale Demokrati,
hvortil Athen naaede i den perikleiske Tid.
Efter Midten af 19. Aarh. har England
frembragt mange betydelige Historieskrivere. Froude
er stærkt paavirket af Carlyle og har behandlet
Emner af den forskelligste Art, spirituelt og
partisk. Freeman staar Macaulay nærmest;
han holder sig til den rent politiske H. og
koncentrerede sig især om Angelsachserne og den
normanniske Erobring af England, medens
Seeley modsat kun søgte at forstaa Englands
nyeste Udenrigshistorie. Stubbs har givet den
grundigste Skildring af Englands
Forfatningshistorie, Green en fint forstaaende
Fremstilling af det engelske Folks H. gennem Tiderne.
Ogsaa Nordamerika har haft
Historieskrivere af Rang, der snart har syslet med
selve Fristaternes Tilblivelse (Bancroft), snart
givet malende Skildringer fra Europas H.
(Prescott, Motley).
I den sidste Menneskealder er den hist.
Forskning i Frankrig og England kommet under
stærk Paavirkning fra Tyskland. Ogsaa her
viser sig i Tiden før 1848 en af den politiske
Liberalisme inspireret Historieskrivning,
repræsenteret, om end paa meget forsk. Maade,
af Rotteck, Dahlmann og Gervinus; dertil
slutter sig den noget ældre Schlosser, der i sin
moraliserende Historieskrivning skildrede
Despoti, Aristokrati, Klerikalisme o. s. v. i de
mørkeste Farver. Det er dog ikke denne
Retning, som Tyskland skylder sin førende
Stilling inden for Historiegranskningen, derimod
Leop. v. Ranke. Denne har først klart
udformet den kildekritiske Metode, som Niebuhi
havde anvendt paa Roms gl. H., og overført
den til den nyere Tid, hvor Kildematerialet
flyder saa meget rigeligere; i det
banebrydende »Zur Kritik neuerer Geschichtschreiber«
(1824) viste han, hvor lidt man turde bygge
paa selv samtidige store Historieskrivere, og
fremdrog i Stedet Levningerne som de sikrere
Kilder; ved sine Øvelser over middelalderlige
Emner, der samlede Tysklands opvoksende
Kræfter om ham, viste han Vejen til et kritisk
Studium af Enkelthederne som Grundlag for
en objektiv Skildring. Selv behandlede Ranke
i sine Værker især den store Brydning mellem
Protestantisme og Katolicisme i 16. og 17. Aarh.
Hans Interesse var Forskerens, der frydede sig
ved at fremdrage nyt Stof og give dybere
Forstaaelse, og han skildrede Pavedømmet og dets
Modstandere med samme Upartiskhed. Der
kom derved en vis fornem Kølighed over
Ranke’s Skr, der har hindret dem i at blive ret
folkelige trods deres glimrende
Fremstillingsform; men paa Videnskaben virkede han des
stærkere, og han gav hele den flg. Tids
Historieskrivning dens Præg.
I 1840’erne fremtraadte derefter en Række
fremragende Historikere. Waitz forfattede sit
grundlærde Værk over Tysklands ældste
Forfatning og virkede dygtig som Lærer ved
Universitetet i Göttingen, senere som Leder af
Monumenta Germaniæ. Giesebrecht skildrede
den tyske Kejsertid med varm Beundring;
Droysen, der først havde syslet med Alexander
den Store og hans Efterfølgere, fremstillede
siden Preussens H. med den Tanke at vise,
hvorledes denne Stat voksede frem mod at blive
den Magt, der skulde skabe Tysklands Enhed.
Sybel kom ind paa Spørgsmaal, der laa
Nutiden end nærmere, og fremstillede den fr.
Revolutionstid; medens han fremhævede den hele
europ. Baggrund for Revolutionen, brød han
ganske med de skøntfarvede fr. Fremstillinger
og fordømte det hele rationalistiske Forsøg paa
at rejse en ny Samfundsbygning. Senere
skildrede han det tyske Riges Tilblivelse ud fra
et udpræget enhedstysk Standpunkt. Om end
alt det, man havde lært af Ranke, stadig gav
de forsk. Værker stor videnskabelig
Grundighed, satte Nutidspolitikken saaledes stedse
stærkere sit Præg paa den tyske
Historieskrivning. Videst i denne Retning naaede Treitschke,
der ud fra Sejrherrens Standpunkt
skaanselsløst fordømte alle afvigende Retninger.
Samtidig med den stærke Syslen med
Tysklands egen H. har den tyske Historieforskning
stadig dyrket andre Landes og Tiders H.; bl.
mange andre har Baur brudt Banen for en
kritisk Forstaaelse af Kristendommens ældste
H., Gneist givet dyb Forstaaelse af Englands
Forfatningsudvikling, Mommsen vakt ny
Interesse for den rom. H. og drejet Studierne hen
imod den længe forsømte Kejsertid. Den
kraftige nationale Interesse, der har paavirket
Ranke’s Efterfølgere, har faaet sit Modstykke
i en katolskfarvet Historieskrivning, især hos
Joh. Janssen. En bedre Modvægt har det dog
været, at man mere og mere har forladt
Ranke’s vel ensidige Betoning af den politiske H.
og jævnsides fremdraget de forsk. Sider af
Kulturhistorien. Med den fineste Forstaaelse
har Burckhardt skildret Renaissancen i
Italien; den hist. Retning i den tyske
Nationaløkonomi (Roscher, Schmoller) har ogsaa
fundet kraftig Tilslutning bl. selve Historikerne
(Nitzsch, Lamprecht). Bag ved de fremragende
Historikere staar i Tyskland en Hær af
Videnskabsdyrkere; der nedlægges et umaadeligt
Arbejde paa at gøre de hist. Kilder tilgængelige,
og alle Spørgsmaal underkastes den grundigste
Undersøgelse; Tyskland har i 19. Aarh. været
som »et eneste stort historisk Laboratorium«
(Monod).
Vi kan her ikke følge Historieskrivningen i
de andre Lande — Russeren Karamsin,
Tschekken Palacky, Italieneren Villari hører til de
mest fremragende Forskere —, heller ikke
dvæle ved de ny Landvindinger, H. har gjort
ved at trænge ind i det gl. Orientens H., den
hele forhistoriske Arkæologi ell. det mægtige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
