Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holbein, Hans og Ambrosius og Hans - Holbein, Franz v. - Holberg, Ludvig (Forfatter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
s. A. tog han under en 3 Timers Seance en
Studietegning af Dronningemnet Christine af
Danmark, Enkehertuginden af Milano (af det
udmærkede Portrætmaleri i Arundel Castle
findes en moderne Kopi i det nationalhistoriske
Mus. i Frederiksborg), og 1539 malede han
Anna af Cleve (Louvre), et Billede, der ved sit
hele Paalidelighedspræg modsiger Fabelen om,
at H. ved at male hende for skøn skulde have
forledet Kongen til Ægteskab, og i ethvert
Fald nød H. ogsaa efter den Tid i fuldt Maal
Kongens Bevaagenhed; endelig har H. i et
Miniaturbillede (Windsor) foreviget ogsaa
Katharina Howard’s Træk.
Til de her lejlighedsvis omtalte Portrætter
maa føjes som vigtige Led i en hist. Oversigt
over H.’s Portrætkunst Billeder som: Portræt
af en ubekendt Mand (1511, Darmstadt), det
tidligste, man har af H.’s Haand, Th. More
(privat Eje, London), Sir Guildeford (1527,
Windsor), den gamle Mand i Prado-Mus. i
Madrid, Sir Tuke (München), Hovedværket »De
to Gesandter« (1533, kom 1892 fra Longford
Castle til National Gallery), Falkoneren
Chesemann (Haag), Prins Edvard som Barn
(Hannover), Sir Southwell (1536, Uffizi), Guldsmeden
Moretto (Dresdens Gal.), der har udført mange
Pragtarbejder efter H.’s Tegning, og Kongens
gamle Livlæge, J. Chamber, i Wiens Hofmus.,
som ogsaa ejer et udmærket Billede af en
ubekendt Dame — denne Portrætkunst, der i sit
Slags hører til Verdens ypperste: saa ærlig,
uopstillet og objektiv, maaske ikke loddende
de største Dybder, men træfsikker og jævn;
dens Pensel dvæler nænsomt og kærlig ved
Enkeltheder og giver ofte Bitingene
selvstændig malerisk Værd (f. Eks. i Billedet af Gyze),
men den glemmer ikke de store Linier,
Tegningens fine Silhuetvirkning og sætter ofte
Lokalfarven op i brede, dekorative Flader af
stor harmonisk Virkning (ofte blaa Baggrund).
Hans Ry som Portrætkunstner skylder han dog
allermest sine Tegninger (Sølvstift, Tusk,
Rødkridt) med de sikre haarfine Konturer, det
lyslevende Præg og udførte med en betagende
Lethed og Overlegenhed; det er gerne Studier
i Marken, idet H. udførte dem meget nøje efter
levende Model og paa Grundlag af dem atter
udførte Malerierne. C. 80 saadanne findes i
Windsor Castle. Paa Miniaturmaleriets
Omraade har H. ydet fremragende Arbejder; han
slutter sig nærmest til Horebout.
Ogsaa i sine mange Tegninger for Træsnit
(disse ofte skaarne af H. Lützelburger) (»Die
Handzeichn. H. H. d. Jung.«, herausg. v. Ganz
[1910 ff.]) har H. virket i høj Grad
befrugtende, allerede fordi han har stillet sig til
Tjeneste for Tidens bærende reformatoriske og
humanistiske Tanker, men ogsaa fordi han er
en Fortæller af Rang, der i knappe Omrids
giver just det centrale, saaledes i de 91 Blade
til det gl. Test. og i den berømte
genremæssige Dødedanscyklus (se Dødedans).
Dødedansmotivet har H. behandlet endnu tidligere,
med stor dram. og dekorativ Evne, paa en
Dolkeskede samt i Dødedansalfabetet (se A.
Goette, »H.’s Totentanz u. seine Vorbilder«
[Strassburg 1897]). Af hans mange Tegninger
for kunstindustrielle Formaal (se E. His„
Dessins d’ornements de H. H. [Paris 1886]) kan
mærkes Udkastene til Kaminen og Uret (Brit.
Mus.) og til Seymour-Pokalen (Oxford). (Litt.:
Biografier af Hegner [1827]; R. W.
Wornum [Lond. 1867]; Woltmann [»H. u.
seine Zeit«, 2. Udg., 2 Bd, 1873—76]; Mantz
[Paris 1879]; Knackfuss [4. Opl. 1902];
Leithäuser, »H. H. in seinem Verhältnis
z. Antike u. z. Humanismus« [Hamburg 1886];
H. A. Schmid, »H. H. d. jüng.
Entwickelung 1515—26« [Basel 1892]; R.
Kelterborn, »H. H. Sitten- und Lebensbild aus d.
Reformationszeit« [Zürich 1898]; P.
Gauthiez, H. [Paris 1907]; H. Ganz, »H. H.« [1912];
E. Fougerat, H. H. [Paris 1914]).
A. Hk.
Holbein [’hålba^in], Franz v., tysk
Teaterleder og dram. Forf., f. 27. Aug. 1779 i
Zizzersdorf ved Wien, d. 5. Septbr 1855 i Wien. H.’s
Teaterbane begyndte 1797 ved et omrejsende
Teaterselskab, Aaret efter optraadte han paa
det kgl. Teater i Berlin, opgav 1800 pludselig
Scenen for at ægte den 25 Aar ældre Grevinde
af Lichtenau, den preuss. Kong Frederik
Vilhelm II’s tidligere Mætresse; 5 Aar senere
opløstes dette Ægteskab, H. vendte tilbage til
Teatret og førte i den næste Snes Aar en
urolig Tilværelse — 1816 gæstede han Kbhvn
sammen med den nydelige
Ingenue-Fremstillerinde Marie Renner, der blev hans anden
Hustru — indtil han 1825 overtog Direktoratet af
Hofteatret i Hannover. Derfra kaldtes han 1841
til Direktør for Burgteatret i Wien, i hvilken
Stilling han døde; dog tog han sig efter
Laube’s Tiltræden (1850) kun af den økonomiske
Ledelse. H.’s Stykker, der er samlede i
»Theater«, I—II (1811—12), »Neueste Theater«
(1820—23) og »Dilettantenbühne« (1826), er mest
Dramatiseringer af Eventyr og Fortællinger;
de besidder mere Effekt end Poesi, mere
Efterklang end Originalitet. Stærk Dadel har med
Rette hans Omdigtninger og Bearbejdelser af
Kleist’s Dramaer vakt. Hans »Deutsche
Bühnenwesen« (1853) er et Memoireværk, hvis
Fortsættelse hans Død afbrød.
(A. A.). C. B-s.
Holberg, Ludvig, dansk Forf., f. i Bergen
3. Decbr 1684, d. i Kbhvn 28. Jan. 1754. H. var
en Søn af Oberstl. Christian Nielsen. — H. er
Slægtens Tilnavn, som Faderen havde antaget
efter den Gaard i Trondhjem Stift, hvor han
var født. Han havde som Krigsmand ført en
højst omflakkende Tilværelse, baade været i
maltesisk og venetiansk Tjeneste, og sin
Rejselyst havde Sønnen vistnok arvet fra ham. Om
noget personligt Indtryk kan der imidlertid
ikke være Tale, thi H. mistede som ganske lille
sin Fader; derimod har det rige Handelsrøre
i den vestlandske Søstad, hvor Havnen altid
var en mægtig Masteskov, og hvor der hørtes
mange fremmede Tungemaal — H. kalder selv
Bergen en »Noæh Ark« — sikkert nok gjort
stærkt Indtryk paa ham og været
medbestemmende for hans Udve. Familien havde en
Smule Formue, men den gik tabt ved en stor
Ildebrand i Bergen, og da Moderen tilmed
døde, da H. endnu var Dreng, saa det ud til,
at hans Liv skulde arte sig helt anderledes,
end Tilfældet blev. Som Søn af en Militær blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
