Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig (Forfatter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor Skibet var ved at blive opbragt af
algierske Sørøvere — til Rom. Her tilbragte H.
Vinteren 1715—16 og førte sin egen Husholdning;
det vigtigste Bidrag til hans litterære Udvikling
under Opholdet i Rom gav hans Naboer ham:
et italiensk Skuespillerselskab, af hvis
Komedier han fl. Gange har laant et og andet Træk
til sine egne. Om Foraaret drog han atter
tilbage, over Appenninerne gennem Norditalien
ind i Frankrig, plaget af tilbagevendende
Feberanfald, som det først i Amsterdam
lykkedes ham at faa Bugt med ved at gnide
løs paa en Violin, til han segnede om,
gennemsvedt og udmattet.
Sommeren 1716 var han atter hjemme.
Under hans Fraværelse var et Skr. af ham
udkommet, han allerede havde skrevet paa
Borch’s Kollegium, »Introduktion til Natur- og
Folkeretten«, væsentlig et Kompilationsarbejde
efter moderne Retsfilosoffer, Grotius og
Puffendorff, men dog nævneværdigt, fordi det er det
første danske Skr., der behandler
Retsfilosofien uafhængig af Teologien. Endelig 1717
tilfaldt det Professorat H., han i 3 Aar havde
ventet paa, uheldigvis i Metafysik, et Fag, som
H. slet ingen Interesse havde for — men endnu
bestod det gammeldags System ved Kbhvn’s
Univ., at enhver ny Prof. maatte begynde at
læse over en af de mindst vigtige Discipliner
for først, efterhaanden som han i Aarenes Løb
avancerede, at naa frem til det Fag, der var
hans Speciale. Efter H.’s eget Udsagn blev
hans Tiltrædelsesforedrag da ogsaa mere »en
Ligtale end en Lovtale« over Metafysikken. I 3
Aar maatte H. lide under denne Slendrian, og
det var sikkert nok Bitterhed herover, der i
et Universitetsprogram af 1720, som imidlertid
blev undertrykt, bragte ham til at bryde
Staven over de forældede Metoder ved
Universitetet. S. A. rykkede han op til at blive Prof.
eloquentiæ, hvorved han kom til at læse
over lat. Litteratur. Først 1730 kom han til at
docere sit egl. Fag, Historien. H., der var et
let irritabelt Gemyt, var oftere indviklet i
Polemik. 1719 var den ligesaa stridbare Historiker
og Jurist Andreas Hojer i Fortalen til sin
»Dännemarkische Geschichte« fremkommen
med nogle Hentydninger til, at H.’s
»Introduktion til de europæiske Rigers Historie«
væsentlig var et Plagiat af Puffendorff. Under
Pseudonymet Poul Rytter foer H. voldsomt løs paa
Hojer, og da denne rent teoretisk havde
underkendt den gængse Opfattelse af Ægteskab i
forbudte Grader, benyttede H. denne Blottelse
paa en alt andet end nobel Maade for at
komme sin Fjende til Livs. 1726 havde H. en
Strid med Stiftsprovsten i Viborg, Tychonius,
hvis Navn han uafvidende var kommen for
Skade at døbe Pedanten med i første Udg. af
»Jacob von Thyboe« (den senere Stygotius);
Præsten var grumme forbitret, H. svarede med
en Satire, »Den jydske Fejde«. Endelig
geraadede H. ogsaa i Klammeri med en holl.
Filolog, Burman; nogle Ytringer af ham
udtydede H. som saarende for dansk
Videnskabelighed og imødegik ham i »Holger Danske’s
Brev til Burman«. I sine sidste Leveaar
stredes han med La Beaumelle.
Det er let forstaaeligt, at et saa skarpt Hoved
og saa pirreligt et Temperament som H.’s følte
sig tiltrukket af Satiren. Han havde dog indtil
nu aldrig forsøgt sig som Digter. Det var
Syslen med rom. Satiredigtning, der førte ham
ind herpaa. Han bearbejdede Juvenal’s 6.
Satire i danske Vers og dansk Historie og gav
den Overskriften »Poeten raader sin gamle
Ven Jens Larsen fra at gifte sig« (det fjerde
af »Fire Skæmtedigte« fra 1722). Dette lille
Arbejde var H.’s’ hele Forberedelse til hans
første litterære Stordaad, »Peder Paars«,
hvoraf første Sang udkom 1719, Resten det
følgende Aar, alt sammen under Pseudonymen
»Hans Mikkelsen«, som H. ogsaa benyttede
som Komedieskribent, men som alle og enhver
dog vidste var Prof. Ludvig H. »Peder Paars«
blev hurtig et meget kendt og meget læst Digt,
men den Opmærksomhed, som rettedes mod
dets Forf., var dog ikke ubetinget smigrende.
Satiren var kun grumme lidt dyrket i
Danmark og da altid paa en meget abstrakt Maade,
en poetisk Moralfilosoferen over
almenmenneskelige Lyder, som ingen behøvede at tage sig
personlig nær. H. havde klogeligt nok ogsaa
henlagt den skikkelige Kalundborg-Købmand
Peder Paars’ eventyrlige Hændelser til
»Kalmar-Krigens Tider«, men Satiren var dog saa
skarp og kunde saa let opfattes personlig, at
her var Anstødsstene nok. Naivt var det
naturligvis af Ejeren af Øen Anholt — Fr.
Rostgaard —, hvor Aarhus-Farerne strandede, at
indgive Klage til Kongen over H.’s Skildring
af Øens Beboere og forlange »Peder Paars«
brændt af Bøddelen som et Skandskrift. Men
naar H. travesterede Vergil’s Æneide og
spottede over Konjekturalkritik, Datidens Studium
af klass. Antikviteter og alskens filologisk
Pindehuggeri, syntes vistnok mange af
Universitetets Professorer, at de i H. havde faaet en
højst uværdig og ondskabsfuld Kollega. Og det
bør da ogsaa betones, at det er en
Overdrivelse, naar man har villet paastaa, at Satiren
i »Peder Paars« er holdt i den største
Almindelighed — dertil har H. laant for mange Træk
fra Virkeligheden; naar han f. Eks. saaledes
i den berømte Disputatsscene paa Universitetet
Is der en sølvbeslagen Homerus i Folio figurere
som Kampvaaben, maatte enhver komme til at
tænke paa hans Kollega, Prof. Gram’s
sølvbeslagne Bibel, et i alle kjøbenhavnske
akademiske Kredse velkendt Pragtstykke. Rundt om
i Byen var man da ogsaa travlt beskæftiget
med at lave »Nøgler« til »Peder Paars«.
Samtiden forstod kun det umiddelbart komiske i
Parodien; Poesi betød for den væsentlig det
samme som Lejlighedsdigtning, og det
fremmede Ord »Satire« vidste den ikke at
oversætte ved andet end det danske »Skadefryd«.
Den megen og for Forfatteren ikke helt
behagelige Opsigt, »Peder Paars« havde vakt,
gjorde dog H. forsigtigere: i hans næste
poetiske Arbejde, de »Fire Skæmtedigte« (1722),
har Satiren en langt almindeligere Karakter.
S. A. skrev H. sine 5 første Komedier. Det
Drama, som præsenteredes i Danmark i de
første 20 Aar af 18. Aarh., var enten fransk
Komedie, udført af franske Skuespiltrupper,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
