Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Horatius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fik den. Samtidig begyndte han at digte og
vakte tidlig Opmærksomhed; han kom i
Forbindelse med de noget ældre Digtere Vergil og
Varius, der forestillede ham for Mæcenas (38).
Med denne sluttede H. Venskab, og Mæcenas
forærede ham (c. 34) en Gaard i
Sabinerbjergene, saa at H. kunde opgive
Kontorforretningerne og alene leve for sin Poesi. Gennem
Mæcenas kom H. ogsaa i Berøring med August,
der tilbød ham en Plads som sin
Privatsekretær; men H. afslog den og stillede sig i det
hele tilbageholdende over for August. Den
sidste Del af hans Liv gik hen uden ydre
Begivenheder; han opholdt sig dels i Rom, dels
(og helst) paa sin Gaard, hvis beskedne
Herligheder han atter og atter beskriver. Hans
Anseelse steg stadig; ved Roms
Hundredaarsfest (17 f. Kr.) overdrog August ham at affatte
Festdigtet (carmen sæculare). Aar 8 døde
Mæcenas; H. fulgte ham, som han mange Aar
forud havde ønsket, kort efter i Graven.
H.’s Digte er udgivne i flg. Orden: 1. Bog af
Satirerne c. 35, 2. Bog og Epoderne 30; de tre
første Bøger af Oderne 23; 1. Bog af Brevene
20; carmen sæculare 17; 4. Bog af Oderne 13;
2. Bog af Brevene omtr. ved samme Tid.
I Satirerne og Brevene har H. genoptaget en
national romersk Digtart, der paa hans Tid
var næsten uddød. Dens første og største
Repræsentant var Lucilius (Slutn. af 2. Aarti,
f. Kr.). Han tilhørte Scipionernes Kreds og var
selv rom. Ridder; i Tillid til denne Stilling
udtalte han sig frit og skarpt om alt og alle,
ikke mindst om Politik. Baade H.’s beskednere
Stilling og det ny Monarkis Utaalsomhed over
for »politisk Diskussion udelukkede en saadan
Frihed for H.’s Vedkommende. Indholdet af
hans Satire er moraliserende; han raillerer
over sin Samtids Fejl, ofte med personlige
Hentydninger, men ikke let med Angreb paa
nogen fremragende Mand. Undertiden er der
slet ingen Satire, men kun humoristisk
Beretning om personlige Oplevelser. Brevenes første
Bog er for en Del virkelige Breve paa Vers;
ikke faa indeholder moralske Betragtninger
uden synderlig polemisk Braad. Allerede i
Satirerne havde H. lejlighedsvis gjort Rede for
sit Forhold til Lucilius; han anerkender hans
Overlegenhed som Personlighed, men hævder
for sig den korrektere Form. Lignende
litterære Spørgsmaal behandler han udførligere i
2. Bog af Brevene; han hæver sin Tids Poesi
paa den gamles Bekostning, som han fremfor
alt bebrejder Mangel paa Respekt for
Formen. I 2. Bogs 3. Brev, den berømte ars
poetica (»Digtekunsten«), giver han i Causeriets
Form en Slags Poetik i Brudstykker, med
særligt Hensyn til Dramaet. Her som overalt
henviser han med Styrke til den klassiske græske
Litteratur som det ene gyldige Forbillede. H.’s
litterære Kritik vidner om sund Sans og megen
Interesse for det formelle; for de særlig
romerske Fortrin, der ganske vist ikke gik i
formel Retning, mangler han Forstaaelse, og
hans Kritik kan have bidraget sit til at dræbe
den romerske Poesis Selvstændighed.
Den Teori, H. forkynder i Satirerne og
Brevene, har han ført ud i Livet i Epoderne og
Oderne. Epoderne er polemiske Digte i
lyrisk Form, til Dels af politisk Indhold. Af
saadanne havde Republikkens Slutning frembragt
en Mængde, væsentlig i Efterligning af senere
(alexandrinsk) gr. Poesi. H. derimod gik
tilbage til det klass. Forbillede, Archilochos (700
f. Kr.). Paa samme Maade er hans Oder en
Omplantning af den lesbiske Lyrik (Alkaios og
Sapfo, 600 f. Kr.) paa rom. Grund. Dette var
noget nyt, og Efterlignere har H. heller ikke
fundet; han er og bliver den romerske
Lyriker. Nogen lyrisk Begavelse i strengere
Forstand er han ikke, han mangler det spontane.
Hans bedste Stykker er vistnok alle
Oversættelser; dog er det vanskeligt at dømme derom, aa
vi mangler hans Forbilleder. Hvor han
utvivlsomt er original, bliver han let anstrengt og
tør. Formen er altid omhyggelig
gennemarbejdet og i Reglen gennemsigtig; for visse jævnere
Stemninger finder han et nydeligt Udtryk. For
Eftertiden har han haft stor Bet. ved at give
en Forestilling om den græske Lyrik, som han
efterlignede, og som er næsten fuldstændig
tabt i Original.
H.’s Personlighed findes langt fyldigere i
Satirerne og Brevene end i Oderne; der er næppe
nogen Romer med Undtagelse af Cicero, vi
kender saa godt. H. var hverken nogen stor
ell. dyb Aand, men han var en gennemdannet
Personlighed og en Karakter. Han kan være
tør og konventionel, men han er yderst sjælden
smagløs ell. plump. Han besad megen
Smidighed i Omgang med Mennesker, men bag
Bøjeligheden laa en urokkelig Selvhævdelse. Det
Æresminde, han har sat sin Fader (Sat. I, 6),
og det store Opgør med Mæcenas, hvori han
erklærer, hellere at ville give Afkald paa alle
ydre Goder end paa sin Frihed (Epist. I, 7),
vidner om den Alvor og Adel, der laa paa
Bunden af hans Væsen, og som man næppe
skulde ane efter Overfladen. Thi af
Temperament var H. et Stemningsmenneske, opfarende
og hurtig god igen; fuld af Løjer og pudsige
Indfald, naar han var i godt Humør, men
ogsaa til Tider gnaven og malkontent; med ikke
ringe Ansats til en vis hyggelig Epikureisme
(han kalder sig engang, lille og trivelig, som
han var, »en Gris af Epikur’s Flok«), men ved
Siden deraf med en stedse vaagen Kritik over
sine egne Svagheder; og inderst, inde med en
sikker Bevidsthed om sit eget Værd. For dette
Spil af Modsætninger finder H. i Satirerne og
især i Brevene et levende Udtryk, der gør
denne Del af hans Produktion evig ung.
H. blev allerede i Oldtiden læst i Skolerne
og tidlig kommenteret. Vi har c. 250
Haandskrifter af hans Værker, men intet af høj Ælde
(de ældste 9. Aarh.). Det bedste Haandskrift er
desværre gaaet tabt og kendes kun af en belg.
Lærds (Cruquius’) ufuldstændige Meddelelser;
Cruquius har ogsaa bevaret en vigtig
Kommentar (udg. Antwerpen 1578). Andre antikke
Kommentarer er Porfyrios’ (udg. af W. Meyer,
Leipzig 1874; af Holder, Innsbruck 1894) og
Acrons (udg. af Keller, Leipzig 1902—04).
Udgavernes Tal er legio; se Teuffel-Schwabe,
»Geschichte d. röm. Litt.«, § 240, 8. Her kan
nævnes: Lambinus (2 Bd, Leyden 1561), Bentley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
