Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Horn (Udvækster) - Horn (tekn. Anvendelse) - Horn (Messingblæseinstrument)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Horn og Takker er ensartede (homologe)
Dannelser, idet Rosenstokken svarer til
Stejlens Basis, selve Takken til Stejlens os cornu
og Takkernes Hudlag til Hornets Hornlag. En
Slags Overgangsform mellem de to Typer
findes hos den nordamerikanske Præriantilope
(Antilocapra americana), idet denne aarlig
fælder Hornskeden, medens Stejlen bliver
siddende; denne har allerede før Fældningen dannet
ny Hud med Haar og begyndende Forhorning
i Spidsen; endvidere er Præriantilopen
mærkelig ved, at dens Stejle bærer en kort Gren,
saa at den i Form minder noget om en Tak.
— Giraffernes smaa ret korte H., der i deres
Ydre ses som et ell. to Par hud- og
haarklædte Pandeudvækster, der hverken fejes ell.
fældes, er byggede som de tidligste Udviklingstrin
af Hjortetakken, idet der ogsaa her findes
anlagt et særlig lille os cornu. — Hos uddøde
Former findes endnu mærkeligere Horn;
saaledes havde Hovdyret Dinoceras endog 4 Par
Benknuder, der maaske mest har lignet
Giraffens Pandeudvækster, medens Sivatheriet kun
havde to Par, hvoraf de forreste H. var smaa,
spidse og kegleformede og de bageste store,
flade, vredne og trekløvede; rimeligvis lignede
de i Bygning mest Præriantilopens.
3) Endelig er Næsehornenes H. af en
ganske anden Type, idet de blot er at
opfatte som enorme, lokale Fortykkelser af
Overhuden uden Benkerne ell. Stejle. Det
forreste sidder paa Næsebenet, det bageste, hvis
da et saadant findes, paa Pandebenene. Det
bestaar af en massiv, hornagtig, trævlet Masse,
der dannes ved Forhorning paa en Gruppe
lange Læderhudpapiller; hver Papil danner en
Hornfiber som et tykt Haar, og disse Fibre er
kittede sammen af Hornceller, dannede i
Papillernes Mellemrum. Disse H. angives nu og
da at fældes, maaske foraarsaget ved Vold, og
falder da af ved deres Basis. H. vokser da
atter frem ved Læderhudpapillernes Forhorning.
R. Hg.
Ved Bedømmelsen af Tamkvægets Alder kan
H. ofte yde en ret værdifuld Støtte. Ved de
Ernæringsuregelmæssigheder, som er en
naturlig Følge af den drægtige Tilstand,
fremkommer der nemlig paa H.’s Overflade
saakaldte Ringe, hvis Antal svarer til det Antal
Gange, Koen har været drægtig. Da nu Koen og
især Koen af Malkerace som Regel kælver 1
Gang aarlig, og da man sædvanlig lader den
kælve 1. Gang, naar den er 2 à 3 Aar gl, kan
man ved at addere 1 à 2 til Ringenes Antal
nogenlunde nøjagtig bestemme Dyrets Alder.
Ringene paa H.’s Overflade er fremstaaende
og adskilte ved glattere Furer; Bredden af
disse sidste ell., hvad der bliver det samme,
Afstanden imellem Ringene aftager med Dyrets
Alder, og naar Koen »løber over« ɔ: eet (ell.
fl.) Aar ikke bliver drægtig, ell. naar Koen
føder i Utide (kaster), bliver Furerne bredere
end ellers, hvilket der selvfølgelig maa tages
Hensyn til ved Aldersbedømmelsen. Da enhver
Afbrydelse af den regelmæssige Ernæring
paavirker Hornvæksten paa ganske lgn. Maade,
som »Spring« i Ernæringen paavirker Væksten
af Faarets Uld (Uldhaarene bliver tynde
under knappe, og tykke under rigelige
Ernæringsforhold), vil der ogsaa kunne finde
Ringdannelse Sted paa Tyrens H. Det ses dog sjælden
i det velordnede Husdyrbrug, hvor man
stræber efter at tilvejebringe en regelmæssig
Ernæring af Dyrene hele Aaret rundt; i »gamle
Dage«, da Kvæget saa godt som altid
ernæredes bedre om Sommeren end om Vinteren,
var Ringdannelse paa Tyrens H. alm.
H. G.
Horn finder betydelig tekn. Anvendelse, da
det er sejgt og holdbart og let lader sig
bearbejde paa forsk. Maade. Det kan saaledes
tilskæres, saves og behandles paa Drejebænk og
er i opvarmet Tilstand saa blødt, at det kan
bøjes og presses til vilkaarlige Former, der
bibeholdes efter Afkølingen; ved stærk
Opvarmning og samtidig Anvendelse af Tryk kan to
Stykker H. sammensvejses, loddes til
hverandre. Til Drejerarbejder benyttes hovedsagelig
den faste, massive Spids af H., der oftest
kommer i Handelen for sig, medens den hule Del
benyttes af Kammagere. Til dette Brug lægges
H. først i koldt Vand, derpaa i kogende,
skæres op efter Længden, opvarmes over en svag
Ild og rettes ud med Tænger til flade Stykker,
der til sidst anbringes i Presse, hvor dé
forbliver, til de er afkølede. Dersom H.’s
naturlige Gennemskinnelighed skal forøges,
anvendes kun hvidt H., der efter at være formet
til Plader igen udblødes i Vand, dyppes i
smeltet Talg og presses varmt; H. er derved
blevet brunligt og gennemsigtigt og finder
under Navn af Lanternehorn Anvendelse
bl. a. til Kamme og Vægtskaale, medens det
tidligere under Navn af Hornglas
benyttedes meget til Ruder i Lygter. Ved forsk.
Farvning og Bejdsning med Syre kan saadant
H. ogsaa bringes til at faa en overfladisk
Lighed med Skildpaddeskal. Paa lgn. Maade som
H. bearbejdes og benyttes ogsaa Klove og
Hestehove, hvilke sidstnævnte danner et
vigtigt Raamateriale for Kamme. Det ved de
forsk. Arbejder fremkomne Affald,
Hornspaaner, benyttes dels — p. Gr. a. sit
Kvælstofindhold — som Gødning i Drivhuse
og til Potteplanter, dels til Fremstilling af
Blodludsalt og til »Indsætning«, overfladisk
Forstaalning af Jerngenstande, og dels til
Fremstilling af mindre Horngenstande, Knapper o.
l. I sidstnævnte Øjemed fyldes de for Fedt og
Støv befriede Hornspaaner i todelte
Messingforme, der sammenpresses stærkt mellem
ophedede Jernplader. Alm. Oksehorn af de i
Skandinavien drevne Racer er Sekundavarer;
sædvanlig benyttes kun Spidsen; bedre
Kvaliteter faas fra Ungarn og de bedste fra
Sydamerika. Irske H. har næsten ingen
massiv Spids; de er meget lyse og anvendes
ligesom Væder- og Gedehorn hovedsagelig
til Fremstilling af Lanternehorn.
Bøffelhorn fra Nordamerika bliver stadig
sjældnere og dyrere; de er af udmærket Kvalitet,
haardere, fastere og mere modtagelige for
Politur end Oksehorn. Gemsehorn benyttes
mest til Stokkehaandtag o. l.
K. M.
Horn (ital. corno, fr. cor, eng. horn), et
Messingblæseinstrument, hvis Oprindelse gaar
tilbage til den graa Oldtid (se
Blæseinstrumenter, S. 500); men først i 17. Aarh.,
hvor det navnlig forekommer som Signalhorn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
