Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hosea (Konge) - Hosea - Hosebaandsordenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rester af Riget. Ved Tiglat Pilesar’s Død 727
indgik H. et Forbund med andre vestlige
Smaastater for at frigøre sig for Assyrerne, i Tillid
dels til Uroligheder Ø. paa, dels til Hjælp fra
Ægypten. Da H. ikke betalte sin Tribut, faldt
Salmanassar IV ind i Landet. H. blev taget til
Fpnge, og Samaria faldt. Iflg. 2. Kg. 17, 6 skete
det i H.’s 9. Regeringsaar, d. e. 725; men efter
Sargon’s Indskrifter faldt Samaria først under
ham 722. Muligvis er H. da blevet fanget
noget før Hovedstadens Fald.
J. P.
Hosea [ho.’∫e.a], Profet i Israels Rige i 8.
Aarh. Hans Taler falder i to Afsnit, Kap. 1—3
og 4—14. Ejendommeligst er Kap. 1—3:
Profeten tager efter Jahve’s Befaling en utugtig
Hustru, hvis Børn faar symbolske Navne:
Jizreel (Hentydning til Jehu’s Blodskyld i denne
By), Naadeløs og Ikke-mit-Folk. Israel er
nemlig som en Kvinde, der er troløs imod sin
Ægteherre, Jahve. Det takker Bacalerne for
Landets rige Gaver, der i Virkeligheden
stammer fra Jahve. Til Straf skal det miste dem,
men saa atter benaades og da kun holde sig
til Jahve. Overensstemmende dermed tager H.
sin Hustru igen, om end under betingede
Forhold. Spørgsmaalet, om der er Tale om en
Allegori ell. om en virkelig Oplevelse, besvares
i Alm. til Gunst for sidstnævnte Opfattelse.
Dette Afsnit stammer rimeligvis fra Jerobeam
II’s politisk lykkelige Aar, i hvilke imidlertid
ogsaa Amos talte mod Folkets Frafald fra
Jahve. Kap. 4—14 indeholder en forskelligartet
Samling af Straffetaler i Lighed med de andre
ældre Profeters: Folket mangler Kærlighed og
Gudserkendelse; »de sværger og lyver, myrder
og stjæler, begaar Ægteskabsbrud og gør
Indbrud, Blodskyld følger Blodskyld« (4, 2); baade
Præster og Folk driver en fordærvet Kultus,
der intet har med Jahve at gøre. Han fordrer
Kærlighed, ikke Slagtoffer (6, 6), ligesom han
selv har vist dem Kærlighed, da han »fandt
dem som Druer i Ørkenen« (9, 10, jfr 11, 1).
Derfor skal Straffen ikke udeblive, og de skal
drives bort fra Jahve’s Land (9, 3). Ind mellem
disse Taler er der sat enkelte Afsnit, i hvilke
Jahve siger, at han dog har Folket for kært
til at kunne lade det gaa til Grunde (11, 8—11;
14, 2—10), forudsat at det vender sig til ham.
Mod Ægtheden af disse Afsnit har man rejst
Tvivl, der ogsaa rettes mod de Stykker, der
henvender sig til Juda, som menes at ligge
uden for den efraimitiske Profets Interesse.
Hentydningen til de mange Revolutioner og
Partiernes Vaklen mellem Ægypten og Assur
viser, at Kap. 4—14 i hvert Fald delvis
stammer fra de urolige Tider efter Jerobeam II’s
Død, men er afsluttede før Tiglat Pilesar’s
Erobringstogt 734. (Litt.: Kommentarer til de 12
Profeter af Nowack [2. Opl. Göttingen 1903]
og Marti [Tübingen 1904]; endvidere F. Ohrt,
»Israels Profeter« [1915]).
J. P.
Hosebaandsordenen (of the Garter) eller
St-Georgs-Ordenen anses for den
ypperste af alle Europas Ridderordener og hører i
hvert Tilfælde til de allerældste. Iflg. de opr.
Statutter af 19. Jan. 1350 blev den oprettet
»Gud, den hellige Jomfru, Kong Edvard
Martyren (Confessor) og St Georg til Ære og
Amindelse«, af Kong Edvard III; men Anledningen
til dens Stiftelse angives forsk. Da Grevinden
af Salesbury ved en Hoffest 1344 tabte sit blaa
Strømpebaand, og den ridderlige Konge
bukkede sig for at optage det, kom han til at
løfte hendes Kjole for højt i Vejret og derved
udsætte hende for de øvrige Balgæsters Spot,
hvorfor han, berettes der, med de kendte Ord
Honny soit, qui mal y pense lovede den skønne
Grevinde at gøre Besiddelsen af hendes
Strømpebaand til Genstand for de stolteste Baroners
Misundelse. Efter et andet Sagn oprettedes
Ordenen 1346 til Erindring om Slaget ved Crecy,
der indledtes ved, at der løftedes en Lanse
med blaat Flag under Feltraabet »Gud og St
Georg«.
Fra først af talte Ordenen 24 Medlemmer,
valgte bl. ansete Krigere og Riddere, som ved
at modtage den fik Rang umiddelbart efter
Lorderne; men senere og nu navnlig i Henhold
til Statutterne af 17. Jan. 1806 og 28. Juni 1831
er Medlemsantallet — Prinser af det kgl. Hus
og udenlandske Herskere og fyrstelige Personer
dog heri ikke indbefattede — fastsat til 26.
der alle skal tilhøre Rigets højeste Dignitarier
og fornemste Adel. Det er Suverænen, som
uddeler Ordenen, hver Gang en Plads ved
Dødsfald bliver ledig, efter Forslag af de
ældste 6 Riddere med Tilslutning af
Ordenskapitulet, bestaaende af 1 Prælat (altid Biskoppen
af Winchester), 1 Kansler (Biskoppen af
Oxford), 1 Registrator (Dechart of Windsor) og
Vaabenkongen (King of the Garter). Optagelsen
foregaar med middelalderlig Pomp, og naar
en udenlandsk Regent hædres med Ordenen,
overleveres den ham i Reglen ved en højtidelig
Sendefærd, bl. hvis Medlemmer the King of
the Garter skal være.
Ordenens Insignier er pragtfulde. Først og
fremmest det hist. Strømpebaand af blaat Fløjl
med Guldkanter og Indskriften Honny soit, qui
mal y pense (»Skam faa den, som forarges
derover«), fastgjort med Guldspænde under
venstre Knæled; men desuden bærer Ridderen, et
bredt, blaat Akselbaand fra venstre Skulder til
højre Hofte, hvori er fæstnet et
Medaillonbillede af St Georg, og paa venstre Bryst en
8-takket Sølvstjerne, med et rødt Georgs-Kors i
Midten, omgivet af det blaa Strømpebaand i
Guld og Brillanter. Ved overordentlige
Lejligheder anlægges tillige den fuldstændige
Ordensdragt, bestaaende af rød Kjortel med
hvide Silkebræmmer og Silkefor, en blaa
Fløjlskappe og en sort Baret med sort og hvid
Fjerbusk samt, siden Henrik VlII’s Dage, en
vægtig Halskæde med 26 Led som Hentydning til
Ordenens 26 Medlemmer.
Ved Siden af disse de egl. Riddere af H.
udnævner Suverænen imidlertid indtil 26
andre, alm. kaldte »arme Riddere af Windsor«.
Meningen var opr. hermed at belønne Militære
og Riddere af lavere Byrd, som havde
udmærket sig i Krigen, men nutildags, er det i
Reglen gl., hæderlige Hoftjenestemænd, hvem
denne Udmærkelse bliver til Del, en Udmærkelse,
som med Føje er meget eftertragtet, da der
med samme er forbunden en aarlig Pension af
Statskassen paa 300 £, som Vederlag for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
