Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hrafnkell Freysgode - Hrafn Oddsson - Hrafnsson, Bergþórr - Hrafn Sveinbjarnarson - Hrafn Önundarson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Østland. H. F. havde en Hest, der var indviet til
Freyr (jfr H. F.’s Tilnavn); han havde aflagt
Ed paa, at den Mand skulde dø, som red
Hesten. En af hans Faarehyrder gjorde sig
engang skyldig i at ride Hesten; da H. F.
opdagede det, var han nødt til at slaa Manden
ihjel, men han gjorde det nødig. Dette
bevirker Stridigheder og Domfældelse af H. F. Han
mishandles og jages bort fra sin Gaard. Senere
faar han Lejlighed til at hævne sig og faar
Oprejsning, men han er nu blevet et andet
Menneske; han er tillige blevet rationalistisk i
religiøs Henseende. Sagaen er meget interessant
og en af de dygtigst komponerede
Slægtssagaer. (Udg. ved K. Gislason 1847 og i
»Austfirðingassögur« [1902—03] og med Anmærkninger
til Skolebrug ved K. L. Sommerfelt [1879];
dansk Overs. ved Fr. Winkel Horn i »Billeder
af Livet paa Island!«, I).
F. J.
Hrafn Oddsson, isl. Høvding, Dattersøn af
nedenn. Hrafn Sveinbjarnarson, f. 1226, d. 22.
Novbr 1289. H. O. spillede en meget vigtig
Rolle i Islands Historie og var en af sin Tids
betydeligste Mænd paa Island. To af hans
Morbrødre blev dræbte efter Kampen paa
Orlygsstaðir, hvor de havde kæmpet paa Sturla
Sighvatsson’s Side; derfor sluttede H. O. sig
til Þórðr kakali Sighvatsson 1242, skønt han
dengang kun var 16 Aar gl, og deltog med
ham i Kampene paa Húnaflói 1244 og paa
Haugsnes 1246. 1245 knyttede han Forbundet
med Þórðr kakali endnu fastere ved at ægte
hans Broderdatter, en Datter af Sturla
Sighvatsson. Snart hørte H. O. til Landets mest
fremtrædende Mænd, og man træffer ham
næsten ved alle Lejligheder i den flg. Tid. Han
havde ogsaa mange gode Egenskaber til at
gøre sig gældende; med et anseligt Ydre forenede
han personlig Tapperhed og aflagde mange
Beviser paa sin Dygtighed og Klogskab. Skønt
han levede i en opløsende og krigersk
Tidsalder, gjorde han sig ikke skyldig i
Grusomheder, saaledes som fl. af hans Samtidige. Der
er Gfte noget vindende ved hans Optræden;
imidlertid kan man ikke sympatisere med ham
i hans fjendtlige Forhold til Sturla Þórðarson og
ej heller med hans politiske Holdning ved
Fristatens Undergang. Dengang var Jarlen Gissur
Þorvaldsson Landets mægtigste Mand, men kort
efter hans Død (1268) kom H. O. til næsten at
indtage hans Magtstilling uden dog nogen Sinde
at blive ophøjet til Jarl. 1269 rejste H. O.,
vistnok paa Opfordring af den norske Konge, til
Norge og fik tildelt Myndigheden over
Halvdelen af Island. Det flg. Aar vendte han
tilbage. I denne Tid begyndte Biskop Árni
Thorlaksson sin Kamp for Erhvervelsen af Magten
over Kirkerne og Kirkegodset og fik snart sin
mægtigste Modstander i H. O. Denne Strid, der
ikke blev aifsluttet i H. O.’s Levetid, gav H. O.
4 Gange Anledning til at rejse til Norge.
Under sit Ophold der 1277—79 blev han af Kong
Magnus Lagabøter gjort til Fanebærer
(merkismaðr) og udmærket med Herretitlen. Paa sin
sidste Rejse til Norge deltog han Sommeren
1289 med Kong Erik Magnusson i Toget til
Danmark. Under en Landgang fik han et
mindre Saar, der ikke vilde læges og til sidst
havde Døden til Følge, efter at han var vendt
tilbage til Norge. H. O. stod paa sin Magts
Højdepunkt, da han gik bort. Han har gjort
sig meget fortjent af sit Fædreland ved at
forhindre Udskrivning fra Island til
Militærtjeneste, da Kong Erik Magnusson 1286 gjorde
Forsøg paa at gennemføre dette. Hovedkilderne til
H. O.’s Historie er Sturlunga saga og Árna
biskups saga Þorlákssonar (trykt i »Biskupa
sögur«, I).
B. Th. M.
Hrafnsson, Bergþórr, isl. Lovsigemand
(1117—22), d. 1123. Den første Sommer, da han
var Lovsigemand, blev den ny Lov vedtaget,
at Landets Love skulde skrives i en Bog paa
Hafliði Másson’s Gaard den flg. Vinter
efter H.’s og Hafliði’s o. a. vise Mænds
Meddelelser og Raadgivning. De skulde udarbejde
alle saadanne ny Love, som de fandt bedre
end de gl. Love; derefter skulde Lovene
oplæses den flg. Sommer i den lovgivende
Forsamling, og alt det skulde da gælde, som
Flertallet ikke stemte imod. Vinteren 1117—18 blev
Drabsafsnittet o. m. a. af Lovene nedskrevet
og den flg. Sommer oplæst i Lovretten; det
fandt alles Bifald og ingen talte derimod (Are
frode, »Íslendingabók«, 10. Kap.). Denne
Islands første Lovsamling kaldtes i Reglen
»Hafliðaskrá«, men undertiden »Bergþórslög«. Af
B. H. har »Bergþórs statuta« Navn, et
Dokument, indeholdende Regler for Vurdering af
Jordegods paa Island. Det udgaves for at være
vedtaget af B. H. og Lovretten 1117, men er
fabrikeret af Pastor Daði Halldórsson omtrent
1702 for at sætte Arne Magnússon og Lovmand
Páll Vidalín paa Prøve.
B. Th. M.
Hrafn Sveinbjarnarson, isl. Høvding og
Gode, f. c. 1170, d. 4. Marts 1213. H. S. gjorde
sig tidlig bemærket ved sine udmærkede og
alsidige Evner saavel i legemlig som i aandelig
Henseende. Hertil kom ogsaa heldige
Omstændigheder, saa han fik Lejlighed til at se sig
meget om i Verden. Inden han overtog sin
Faders Gaard, Eyri ved Arnarfjord i det
nordvestlige Island, og Godedømme, havde han to
Gange, været udenlands og besøgt foruden
Norge baade England og Frankrig, Italien og
Spanien. Nogle Aar senere foretog han sin
tredje Udenlandsrejse (1202—03) paa
Opfordring af Guðmundr Arason, da denne blev
indviet til Bispeembedet. Kort efter fik H. S. en
ivrig Avindsmand og Fjende i sin unge og
underfundige Nabohøvding Þorvaldr Snorrason i
Vatnsfjörður. Efter gentagne Forsøg lykkedes
det denne til sidst en Nat at overrumple H. S.,
der maatte overgive sig og blev halshugget.
H. S. var en overordentlig ædel Karakter,
retsindig og mild imod sine Uvenner som
Venner. Han var den dygtigste Læge, der omtales
paa Island i hele Fristatstiden. Hans Levned
findes skildret i en særskilt Saga, Hrafn’s Saga,
der er forfattet kort efter hans Død, inden
Midten af 13. Aarh. Den er udgiven i »Biskupa
sögur«, I, og i »Sturlunga saga« (Oxford 1878).
B. Th. M.
Hrafn Önundarson, der vides at have
været Skjald, men hvis Digte saa godt som
fuldstændig er tabte, er hovedsagelig kendt som
Gunnlaugr Ormstunga’s Modstander. Ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
