Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klasser sig denne Pligt, saa at Hvervning
traadte i Stedet. Tiden 30 f. Kr. til c. 1350
betegner Krigsvæsenets Forfaldstid. Roms
Hærvæsen havde haft sin fornemste Styrke i
Republikkens ejendommelige Stats- og
Samfundsinstitutioner og kom i Forfald, da disse ved
Kejserdømmets Indførelse forandredes, hvorfor
Krigsføringen mere og mere overdroges til
Soldtropper, navnlig Germaner. Efter at de
gotisk-germanske Folkeslag 476 havde
omstyrtet det vestromerske Rige, blev de i lang Tid
Kulturudviklingens egl. Bærere. Enhver
fribaaren Mand havde Retten og Pligten til at
bære Vaaben, men allerede under
Merovingerne og Karolingerne var kun de
grundbesiddende, fri Mænd forpligtede til Krigertjeneste, og
nu opstod Lensvæsenet, hvilket fremmede
Folkehærenes Omdannelse til svært udrustede
Rytterhære. Til sidst fortrængte de krigersk øvede
og harniskklædte Riddere næsten overalt i
Vesteuropa Fodfolket. Hele Perioden er kaldet
de krigerske Begivenheders, fordi der næsten
stadig herskede Krigstilstand; dette Overmaal
af krigersk Virksomhed førte til Umuligheden
af en ordnet Krigsforberedelse, og til, at der
kæmpedes uden Plan og Ende. En Undtagelse
danner Schweizernes Kampe (1315—39), under
hvilke deres Fodfolksopbud til Trods for alle
Mangler viste sig Ridderne overlegent, saa at
det erhvervede sig et stort Ry.
Tiden 1350—1650 er Krigskunstens
Renaissancetid ell. Opfindelsernes Periode. Folkenes
store Paavirkning i social og indre politisk
Henseende gjorde ogsaa sin Indflydelse
gældende paa Hærvæsenet, hvortil kom, at
Kongerne mere og mere søgte at gøre sig
uafhængige af Lensadelen ved Oprettelsen af staaende
H. ell. ved at tage Lejetropper i deres Tjeneste
(Schweizere, ital. Condottieri, tyske
Landsknægte), hvilke, bevæbnede med Ildvaaben, nu kunde
tage Kampen op med de panserklædte Ryttere.
I Frankrig dannedes saaledes 1444 de saakaldte
Ordonnanskompagnier, i alt 9000 Ryttere, og
1448 16000 Bueskytter af Landets egne Børn.
Andre Stater fulgte Eksemplet, og i Beg. af
16. Aarh. bestod H. af harniskklædt Rytteri
med Adelsmænd med deres Følge og af
Fodfolk, dels hvervet, dels lejet ell. udskrevet i
Landet selv. I yderste Nødsfald oprettedes
Folkeopbud, som i Schweiz udviklede sig til
et Slags Militssystem. I Skandinavien søgtes
Udskrivningen knyttet til Jordejendommene,
Rode- og Rustholdet i Sverige, Lægdsvæsenet i
Norge og en kort Tid i Danmark. Først gav
Christian IV Folkeopbudene en fast Ordning
og dannede indenlandsk Rytteri ved Adelens
Rostjeneste; men snart traadte en Pengeafgift
i Stedet, og Adelen betragtede Lægdstropperne
med Mistænksomhed. I Norge beholdt de større
Bet., og i Sverige opstod 1621 det ældre
Inddelingsværk, som ved regelmæssig Udskrivning
søgte at skaffe Landet et brugbart nationalt
Fodfolk. Senere førte Gustaf Adolf, støttet paa
de i Nederlandene af Moritz af Oranien
indførte Forbedringer, Hærvæsenet et mægtigt
Skridt fremad, og Artilleriet som Vaaben
opstod. I 17. og 18. Aarh. benyttedes
hovedsagelig hvervede Tropper, og Ludvig XIV
oprettede deraf omkr. 1665 større staaende H.,
hvorved Nabostaterne blev tvungne til at følge
Eksemplet. Senere indskrænkedes Hvervningen
noget, og Udskrivning benyttedes navnlig for
at erstatte Afgangen. Først nu fremkom
ordentlige Lønningsforhold, Uniformer, fast
Militærforvaltning, ligesom der byggedes
Kaserner, og Magasinforplejning indførtes. I Midten
af 18. Aarh. blev Preussen toneangivende paa
Hærvæsenets Omraade. Allerede Frederik
Vilhelm I havde skabt en stærk og udmærket
ordnet staaende H., hvormed Frederik II ved
overlegen Føring vandt glimrende Sejre, saa
at de fleste Stater søgte at efterligne den.
Revolutionskrigene var af stor Bet. for
Hærvæsenets Udvikling; Carnot gennemførte 1793
alm. Værnepligt (levée en masse), efter at
Tilgangen ad Frivillighedens Vej var mislykket;
1798 blev Tjenestetiden ved Konskriptionsloven
fastsat til 5 Aar for alle unge Mænd, der
havde naaet 20 Aars Alderen, og 1800 indførtes
Stillingstilladelse. Da Frankrigs H., navnlig
under Napoleon’s geniale Føring, besejrede alle
Modstandere, blev Princippet: at Folket selv
skulde træde under Vaaben efterhaanden alm.
gennemført (undtagen i England og Sverige),
og Hvervning afskaffet. Preussen var dog den
første Stat, som 1814 gennemførte det rene
Værnepligtssystem (uden Stillingstilladelse,
medens denne bibeholdtes andensteds, indtil
Krigene 1866 og 1870—71 havde vist det preuss.
Systems Overlegenhed), hvilket tillige gik ud
fra, at Tjenesten i H. skulde være en
national Uddannelse af Folkets krigerske
Egenskaber.
For det ny System er to Momenter af særlig
Bet.: Uddannelsestidens Længde
og det Antal Værnepligtige, som
aarlig udskrives, hvis Fastsættelse maa ske efter
dels milit., dels finansielle og almenborgerlige
Hensyn, hvilke tilsyneladende staar i Strid
med hinanden. Preussen satte de milit. Hensyn
øverst og fastsatte en forholdsvis lang
Uddannelsestid, medens det dog tog finansielle
Hensyn ved Fastsættelsen af det aarlige
Rekrutkontingent. Frankrig, som inden 1870—71
havde haft en endnu længere Uddannelsestid og
deraf flg. ringe Rekrutkontingent, fulgte 1872
Preussen: men for at faa en saa stor H. som
muligt gennemførtes ved Lov af 1889 den alm.
Værnepligt med stor Strenghed (se
Frankrig, »Hærvæsen«). Preussen har maattet følge
Frankrigs Eksempel og ved L. af 1893 forøget
sit Rekrutkontingent, men dog samtidig delvis
nedsat Tjenestetiden til 2 Aar. Hvor ikke de
milit., men de finansielle og politiske Forhold
træder i Forgrunden, bliver Uddannelsestiden
kort (nogle faa Uger ell. Maaneder), og man
faar en Milits, hvis Anvendelighed i aaben
Mark staar tilbage for H. med længere
Tjenestetid, hvorpaa et stort Rekrutkontingent ikke
kan bøde. Særdeles uheldigt er det, naar
tillige Befalingsmændene fremfor at være fast
ansatte (Kadrer) er Værnepligtige (Schweiz).
Imellem det rene Værnepligtssystem og
Militssystemet haves forsk. Afskygninger (saaledes
den danske Hærordning) ell. ogsaa en
Kombination af begge Systemer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
