Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Individ - individualisere - Individualisering - Individualisme - Individualisme (social)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gensidige Ordning og derfor ofte forsk. i de forsk.
Retninger. Ligeledes er Organismernes
væsentligste Ejendommelighed: Livsytringerne,
betinget af Delenes lovmæssige Ordning. En af
Menneskehaand frembragt Maskine kan derimod
ikke kaldes et I., thi ganske vist er den en
Helhed, men Delene staar ikke i noget
lovmæssigt Forhold til hinanden, da samme Resultat
kan opnaas ved meget forsk. Konstruktioner
af Maskinen, og ikke heller er Maskinens fys.
Egenskaber, men kun dens Tjenlighed for
menneskelige Formaal, bestemt ved Delenes
indbyrdes Ordning. — I. af forsk. Art kan vise sig
væsentlig forsk. i Henseende til, hvor
nødvendige samtlige Dele er for Helheden. Medens
mange Krystaller kan spaltes efter forsk.
Flader, saa at hver Del bliver et mindre, men
fuldstændigt I., vil en Organisme, der
sønderdeles, altid blive et ufuldstændigt I., om end
de enkelte Dele ofte hos Planterne og de
lavere Dyr under visse Betingelser igen kan
udvikle sig til fuldstændige I. Hos højere Dyr er
en saadan Regeneration kun mulig ved
ganske overfladiske Beskadigelser; ved Tab af
større Dele forbliver I. stedse ufuldstændigt,
d. v. s. viser fomindskede Livsytringer.
Alfr. L.
individualisere (lat.) betegner at anvende
noget alment, i Eks. en Strafferegel paa det
enkelte Tilfælde efter dets særlige
Ejendommelighed, kunstnerisk at forme en enkelt
Skikkelse, der udtrykker noget, der i sig selv ikke
er en enkelt Skikkelse, f. Eks. er
Menneskeaandens evige Higen individualiseret i
Faust.
Edg. R.
Individualisering [’en-] betegner i
Strafferetten de Bestræbelser, der under Straffens
Udstaaelse gøres fra Fængselsmyndighedernes Side
paa at afpasse Straffen saa vidt muligt efter
Fangens Individualitet, for derved at gøre
Straffen saa frugtbringende som muligt. Særlig
ved Straffe af længere Varighed, hvorunder
dels et nøjere Kendskab til Fangen kan
erhverves, dels Faren for ved en ren
skablonmæssig Behandling at sløve Fangens
Livsenergi er særlig stor, er I. af Bet., og alle
progressive Systemer (se
Fængselsvæsen) bygger herpaa. Inden for de af disse
Systemer satte Rammer bør naturligvis I.
fortsættes i saa stort Omfang, som er foreneligt
med Hensynet til, at Begunstigelser af ell.
overdreven Haardhed mod de enkelte Fanger
skal undgaas. I øvrigt er I. efter moderne
Strafferetsprincipper ikke indskrænket til
Straffuldbyrdelsen; ogsaa for Domstolene bør ved
Valget af Strafart o. a. repressive
Forholdsregler (betinget Straffedom,
Sikkerhedsanbringelse, Henførelse til Drankerasyler ell.
Arbejdshuse o. l.) I.’s Princip søges gennemført
i det Omfang, Loven tillader (se nærmere
Straffelov).
A. Gl.
Individualisme [’en] (lat.) er en
Fællesbetegnelse for alle saadanne Opfattelser, der
i de mest forsk. Sammenhæng betoner de
enkelte Individers Bet. og Værdi, samt lægger
Vægt paa Individernes Selvstændighed. Den
historiske I. er den Historieopfattelse, der
mener, at de store Mænd, »Heroerne«, har
afgørende Indflydelse paa Udviklingen.
Politisk I. gaar imod den Opfattelse, at Borgerne
eksisterer for Statens Skyld, og hævder
omvendt, at Staten ell. Samfundet, eksisterer for
de enkelte Individers Skyld, den lægger Vægt
paa borgerlig og politisk Frihed.
Økonomisk I. betegner en Tilstand, hvor den fri
Konkurrence mellem Individerne raader.
Aandelig (spec. religiøs) I. betegner en
Opfattelse, der hævder den aandelige (spec. den
religiøse) Frihed og forlanger, at den
Enkeltes aandelige (spec. hans religiøse) Liv ikke
maa hvile paa Sædvane og Autoritet, men paa
selvstændig, personlig Erfaring og Eftertanke.
Ved etisk I. kan dels forstaas en Opfattelse,
der lægger Vægt paa Udviklingen af
selvstændige, rige og særprægede Individualiteter, dels
Hævdelsen af, at der ved de etiske Krav skal
tages Hensyn til de enkelte Personligheders
Individualitet, dels kan der forstaas den
Opfattelse, der hævder, at den Enkeltes
Samvittighed er højeste Dommer i etiske
Spørgsmaal.
Edg. R.
Individualisme [’en-] (lat.). Ved I. i social
Forstand forstaas den Samfundsbetragtning,
som ved Bedømmelsen af det menneskelige
Samfunds Opstaaen og Formaal tager
Udgangspunkt i Individet, i det enkelte
Samfundsmedlem som selvstændig Person, og lader
Hensynet til dettes Lystfølelse og Lykketrang være
Maalet for Samfundets Ordning. Alle
Samfundslivets Former, Familie, Stand og Stat,
opfattes herefter kun som Midler til at
tjene og fremme det enkelte Individs Interesser,
og selve Samfundet bliver kun en Samling af
Individer, udelukkende opstaaet og opretholdt
for disses Skyld.
I. danner saaledes Modstykket til den
sociale Livsanskuelse. Iflg. denne er Samfundet
en organisk Helhed og den Enkelte saaledes
kun at opfatte som et Led heraf og følgelig
baade aarsagsbestemt og hensigtsbestemt af det
til enhver Tid givne hist. Samfund, hvor
Individet lever, og af dettes Institutioner, der er
blevne til uafhængig af ham, bestaar uden ell.
endog trods hans Indvilgelse, og som han til en
vis Grad altid er nødt til at underordne sig.
Disse to sociale Principper har ned igennem
det menneskelige Samfunds Udviklingshistorie
ført en stadig Kamp med hinanden. Op imod
de mægtige Bestræbelser, som, ofte sejrrig,
søger at stille det enkelte Menneske helt i
Slægtens, Standens ell. Statens Tjeneste og
bøje dets Sind og Handlemaade i Ærefrygt
over for disse Samfundsmagter som grundede
paa Religion, Ret og Sædelighed — op imod
denne myndige Hævdelse af
Samfundsinstitutionernes ubetingede Herskerret over for
Individet har man fra dettes Side stedse søgt
som Modsætning at hævde den Enkeltes
ubetingede Personlighedsret, det enkelte
Menneskes »naturlige« ell. »oprindelige« Ret til
uden ydre Tvang frit at udfolde sig.
Den antikke Samfundsopfattelse er
ubetinget antiindividualistisk. Ej alene i de store
østerlandske og ægypt. Despotier, men ogsaa
i Hellas og Rom stod for den tænkende
Bevidsthed Samfundet og Staten som saadanne
hellig-højt hævede over Hensynet til Individet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
