Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingres, Jean Auguste Dominique
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oldtidskunstens Formsprog og passede allerede derigennem
godt ind i det David’ske Atelier i Paris, hvor han
snart viste sig som en af Mesterens
betydeligste Elever. Allerede 1801 fik han den store
Rom-Pris (for »Achilleus og Agamemnon’s
Sendemænd«), men under den franske Stats
finansielle Nødstilstand fik han først 1806
Midler til Studierejsen; i Mellemtiden illustrerede
han Bøger og malede bl. a. »Thetis og Jupiter«
(Mus. i Aix) og to Billeder af Bonaparte (som
Førstekonsul (1804) og »Napoleon paa Tronen«
[1806, Invalidehotellet i Paris]) o. a. Portrætter
(Bartolini, Hr. og Fru Rivière; nu alle i Louvre).
I sin første Tid malede I., som en af Les
Primitifs i den David’ske Skole, smaa historiske
Billeder, udførte med pinlig Omhu i rene
Farver, med middelalderlig og gl gr. Kunst som
Forbilleder og med skarp Front mod
Højrenaissancens udviklede Form- og Farvesprog.
I. har imidlertid selv meddelt, at han allerede
i Drengeaarene modtog et betagende og
blivende Indtryk af Rafael’s Kunst; i Rom blev
nu denne sidste Genstand for hans overvejende
Interesse og for et næsten andagtsfuldt Studium,
og uden at svigte den David’ske Overlevering
søgte han at indpode den akademiske Kunst
nyt Liv ved et mere levende Naturstudium,
lutret gennem Tilegnelsen af rafaelisk
Skønhedssans og det antikke Væg- og Vasemaleris
samt den ældre gr. Blomstringskunsts rene
Linieføring. Under langsomt, overmaade
grundigt Arbejde fik han allerede under
Rom-Opholdet formet sin Kunstnerpersonlighed
næsten fiks og færdig, som den senere viste sig
lige op til Oldingeaarenes marvfulde
Produktion. Bl. Værker fra dette 14-aarige Ophold i
Rom kan nævnes »Venus Anadyomene«, det
stærkt David’ske »Oidipos og Sfinksen« (Louvre),
»Badende Kvinde«, Temperabilledet »Romulus’
Triumf«, det malerisk ret betydelige »Pius VII
i det sixtinske Kapel« (1814) og en Del
temmelig tomme historiske Genrebilleder, hvor hele
Kostumeapparatet dog nøder ham til større
Eftertryk paa Opgavens maleriske Side end
ellers (»Don Pedro fra Toledo knæler for
Henrik IV’s Kaarde«, »Rafael og Fornarina«, »Karl
V’s Indtog i Paris«, »Filip V og Marskallen af
Berwick«, »Francesca da Rimini« etc.). I
Billeder som »Odialisk« (1814) og »Roger befrier
Angelika« (efter Ariost, 1819, Louvre), med
Angelika’s statueformede Alabastskikkelse,
fortsatte I. sine Studier af det kvindelige Legemes
Skønhed, og i »Christus giver Peter Nøglerne«
(1820, nu i Louvre) gav han sit første store
Kirkebillede. Efter et fireaarigt Ophold i
Firenze vendte I. tilbage til Paris. Det her 1824
udstillede, af Rafael (Madonna d. Foligno)
stærkt paavirkede »Ludvig XIII’s Løfte« (1820,
Montaubans Katedral), et af I.’s Hovedværker,
som han havde arbejdet paa i omtr. 5 Aar,
gjorde stor Lykke, selv hos Romantikerne ɔ:
»Koloristerne« (i Modsætning til I.’s
Tilhængere »Dessinateurs«). Han blev nu Medlem af
Instituttet og fik Bestilling paa Loftsmaleriet
»Homer’s Apoteose« (1827) for Louvre, et
betydeligt, stilfuldt Arbejde, stærkt paavirket af
Rafael’s Kunst, men uden helt vellykket
Komposition. Misfornøjet med den kun betingede
Ros, dette Billede fandt, med Romantikernes
Popularitet og særlig med den skarpe Kritik,
der rettedes imod hans i og for sig dygtige
»S. Symphorian’s Martyrium«
(Autun-Katedralen), der udstilledes paa Salonen 1834. modtog
han med Glæde det belejlige Tilbud om at
overtage Direktørpladsen ved det franske
Akademi i Rom. Fra dette ny Rom-Ophold
(1834—41), under hvilket han dog kun malede
lidt (bl. a. »Madonna med Hostien« for
Kejseren af Rusland og en Odalisk), skriver sig det
berømte »Stratonike« (Chantilly), et antikt
Genrebillede, i David’sk Aand, men uden
Lærerens overdrevne Patos, enkel-roligt i
Fremstillingen og af ikke ringe malerisk Fylde. Efter
Hjemkomsten til Frankrig var han en Tid
sysselsat for Hertugen af Luynes med større
Vægbilleder (»Guldalderen« m. m.) til Slottet
Dampierre, hvilke han dog ikke fuldførte; han
malede nu »Cherubini bekranset af Musikkens
Muse« (1842, Louvre), »Venus Anadyomene«
m. fl. under stedse stigende Anseelse, idet man
mere og mere saa op til I. som
Redningsmanden over for de Delacroix’ske »Farveorgier«,
som I. selv af ganske Hjerte hadede.
Verdensudstillingen 1855 i Paris, paa hvilken I.’s Kunst
havde sit eget, af Alverden stærkt beundrede
Værelse, hans Udnævnelse til Senator (1862)
o. l. gav ham i fuldt Maal den Virak, hans
betydelige Selvbevidsthed gjorde Krav paa, men
som han synes at have haft meget svært ved
at unde Kunstbrødre med andet Program end
hans eget. Som Olding malede han sit berømte
Værk »Kilden« (1856 i Louvre), som imidlertid
var Frugten af fyrretyve Aars solide Studier,
og som med sin fuldendte, pilne Udførelse, der
gav Billedets Overflade en helt emailagtig
Karakter, sin overlegne Formbehandling og sit
Skarpsyn over for Liniespil og plastisk
Virkning gav Essensen af I.’s Kunst og aftvang
Modstandere Beundring; »Kilden«, den unge
Nymfes nøgne Legeme, er blevet som en
Kanon for senere fransk Kunst. I dette Værk
og i de flg. »Molière og Ludvig XIV« (1858),
»Jesus i Tempelet« (1862) (desuden en Del
Gentagelser af ældre Værker) fortsætter I.’s
Kunst olympisk ligegyldig over for Datidens
ny aandelige Bevægelser, støt og rolig sin een
Gang afstukne slagne Vej. Denne ydre
Korrekthed i I.’s Kunst og dens andre let paaviselige
Mangler, dens Brist paa aandelig Dybde og
Følelse, dens ubehjælpsomme, umaleriske
Farvepaasætning, dens Mangel paa Inspiration
etc., har i Forbindelse med den Uvilje, hans
partiske og stædige Afvisen af alt nyt vakte
hos mange, naturligt gjort Dadelen særlig
skarp. Hans store Bet. som Lærer og som
Paavirker af mange fr. Kunstnere er
imidlertid uomtvistelig; hans Mesterskab i Tegning og
Formgivning staar uantastet, og Nutiden
beundrer ikke mindre end Flertallet af hans
Samtidige hans Overlegenhed i Portrættet og den
sikre Skønhedssans, der præger hans
Tegninger, af hvilke c. 5000 findes i Musée Ingres i
Montauban. Tallet paa I.’s Malerier er med
deres langsomme Tilblivelsesproces ikke
synderlig stort. Foruden de alt nævnte skal
anføres: nogle og tyve Helgenskikkelser i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
