Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Inkunabler - inkurabel - inkvirere - Inkvisit - Inkvisition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inkunabler (lat.), se Palæotyper.
inkurabel (nylat.), uhelbredelig.
inkvirere (lat.), udspørge, undersøge,
efterforske. Bruges særlig om den Virksomhed,
Dommeren udfører overfor den Sigtede i
Straffesager under en
Inkvisitionsproces (s. d.); Inkvirent, den, der inkvirerer.
A. Gl.
Inkvisit, den, der, som sigtet for en
Forbrydelse, underkastes Forhør (se
Inkvisitionsproces).
Inkvisition (lat.: »Undersøgelse«), Inquisitio
hæreticæ pravitatis ell. Sanctum officium,
kaldes den Domstol, som i den rom.-kat. Kirke
skulde opspore og straffe Kætterierne. I
Oldkirken var det Biskoppernes Pligt at holde Øje
med Kætterne, de kunde straffe dem — naar
det var værst — med Udelukkelse af
Kirkesamfundet (Ekskommunikation). Da Kirken
blev Statskirke, blev Kætteriet tillige en
Statsforbrydelse, og Kejser Theodosius den Store
(4. Aarh.) begyndte at straffe Kætterne med
Døden, thi »en Synd mod den guddommelige
Religion tjener Almenheden til Fordærvelse«.
Til en Beg. protesterede Kirkens Stormænd
mod de verdslige Straffe, men Augustin og
Pave Leo den Store forsvarede dem ud fra
den Anskuelse, at det var Pligt at tvinge Folk
ind i den kat. Kirke, hvor den evige Salighed
alene kunde findes, og naar Staten straffede
Mord, Ægteskabsbrud o. a. Forbrydelser,
kunde den ikke lade de større Forbrydelser mod
Gud og Troen gaa ustraffet hen. Dette blev
den alm. Opfattelse i Middelalderen, og
Thomas fra Aquino erklærede, at naar
Falskmøntnere med Rette lider Dødsstraffen, er det
klart, at en overbevist Kætter med større Ret
kan berøves Livet, dog »Kirken for sit Vedk.
dømmer ham kun som Kætter og udelukker
ham, for derefter at overlade ham til den
verdslige Domstol, der ved Døden udrydder
ham af Verden«. Saa længe Kætteriet kun
havde enkelte Repræsentanter, kunde Bisperne nok
overkomme deres Hverv som Inkvisitorer, men
da den religiøse Selvstændighedstrang voksede
til en Magt med Katarer, Valdesier,
Spiritualer o. s. v., en Magt, som var virksom fra
Siciliens Sydspids og op til Lübeck, oversteg
Hvervet Bispernes Kræfter, og I. blev en
selvstændig, af Bisperne uafhængig og under
Paven direkte staaende Institution.
Paa et Møde i Verona (1184) organiseredes
den biskoppelige I.. Pave Lucius III
gjorde det til en Pligt for Bisperne at opsøge
og straffe alle de Kættere, som de kunde faa
fat paa, og Kejser Frederik Barbarossa
erklærede alle Kættere Krig. Innocens III
udsendte 1199 to Cisterciensermunke som
pavelige Legater med udstrakt Fuldmagt til at
udrydde Kætteriet i Sydfrankrig, og i
Albigenser-Korstoget virkede den kirkelige og verdslige
Magt i broderlig Enighed. Paa det 4.
Lateranmøde (1215) blev det gjort til Bispernes
Hovedpligt at opspore og straffe Kætterierne.
Hver Biskop skulde een ell. to Gange aarlig
visitere sit Stift og i hvert Sogn indsætte 3
Mænd, som edelig forpligtede sig til at angive
alle dem, der var mistænkte for Kætteri.
Koncilet i Toulouse (1229) skærpede disse
Bestemmelser. Den, der skjulte en Kætter, truedes
med at miste Formuen ell. endog Livet. Det
Hus, hvori man fandt en Kætter, skulde
nedrives. Enhver, der havde det mindste med en
Kætter at gøre, ja om han blot havde givet
ham en Almisse, var mistænkelig. Den, der
ikke mødte efter Stævning, gjaldt for skyldig;
den, der mødte, blev fængslet. Den Anklagede
fik ikke at vide Navnene paa sine Angivere,
og som Vidner tog man imod enhver som helst.
Nægtede den Anklagede, og Vidnesbyrdene mod
ham syntes vægtige, anvendte man Tortur;
afsvor han straks sine Vildfarelser, slap han
med kirkelige Straffe; men blev han fundet
skyldig, fik han desuden verdslig Straf. De
kirkelige Straffe bestod i Valfarter, Opstilling
foran Kirkedøren, Hudfletning i Kirken,
Bandlysning og for de kætterske Egnes Vedk.
Interdikt. De verdslige Straffe, som udførtes af den
verdslige Øvrighed, thi »Kirken tørster ikke
efter Blod«, bestod i Inddragning af Formuen,
offentlig Hudfletning, Fængsel, Døden, mest
paa Baalet (se Autodafé). Af og til
skaffede Fyrsten nogle ham ubehagelige Personer
af Vejen ved I.’s Hjælp.
Tiggermunkene havde været Bispernes
haandgangne Mænd ved Jagten paa Kætterne, og
efterhaanden gik I. ud af Hænderne paa
Bisperne og over i hines. Gregor IX udnævnte
Dominikanerne til faste pavelige Inkvisitorer 1232
i Tyskland, Østerrig og Aragonien, 1233 i
Lombardiet og Sydfrankrig. Siden da var I. en
pavelig Indretning, der efterhaanden
gjorde en biskoppelig I. overflødig, og ikke
sjældent kom det til skarpe Sammenstød mellem
I. og Bisperne. Undertiden optraadte I.
saa selvstændigt, at den vakte selve Pavens
Vrede. Den pavelige I. rasede voldsomt især
i Sydfrankrig, nogle Steder rejste Folket sig
imod den, men selv en Fyrste som Ludvig IX
beskyttede den. Henimod Reformationen havde
I. mistet sin Magt i Frankrig, 1559 overdrog
Frants II dens Rettigheder til Parlamentet,
men først i Slutn. af 18. Aarh. forsvandt den
helt fra Frankrig.
Størst Rolle har I. spillet i Spanien over
for Maurer og Jøder. Ferdinand den Katolske
brugte den til at bryde Lensadelens og
Præsteskabets Magt, idet Pave Sixtus IV 1478
overdrog1 ham og Dronning Isabella at udnævne
Inkvisitorerne og tillod, at de Dømtes Gods
tilfaldt Statskassen. Den sp. I. blev saaledes
en Statsinstitution. Kongen udnævnte
Storinkvisitoren; ved hans Side stod Generalraadet
og under ham Provinsdomstole, hvis
Medlemmer (Underinkvisitorer) han udnævnte. Mest
kendt er den sp. Storinkvisitor Thomas de
Torquemada, der beskyldes for i sin
Embedstid 1483—98 at have ladet Mennesker
brænde i tusindvis foruden de Titusinder, han
lod udstaa andre Straffe. Værre end han er
hans Efterfølger Diego Deza. I. fik ved
sine haardhændede Midler Bugt med
Protestantismen i Spanien, ligesom den havde faaet
Bugt med Jøder og Maurer. Josef Napoleon
ophævede den sp. I. 1808, Ferdinand VII
oprettede den igen 1814, men Folket modsatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
