Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - internum mare - Internuntius - interparlamentariske Konferencer - Interpellation - interpellere - interpetiolære - inter pocula - Interpolation (af interpolo) - Interpolation (Tekstforfalskning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
internum mare, »det indre Hav«, latinsk
Navn for Middelhavet (i Modsætning til
externum mare, ɔ: Atlanterhavet, Oceanet).
Internuntius (lat.) en pavelig Gesandt af
anden Rang, der ansættes, hvor ingen
Nuntius er nødvendig p. Gr. a., at Forretningerne
er af mindre Bet. Tidligere, da Østerrig stadig
stod paa Feltfod med Tyrkiet, hed den østerr.
Gesandt i Konstantinopel I.
L. M.
interparlamentariske Konferencer, se
Fredssagen, S. 900.
Interpellation (lat.). I de fleste moderne
Forfatninger er der udtrykkelig tillagt
Parlamentet gennem et af dets Medlemmer Ret
til at stille Forespørgsler til Ministrene, jfr
saaledes den danske Grundlov af 1915 § 61,
hvorefter enhver Rigsdagsmand i det Ting,
hvortil han hører, med dettes Samtykke kan
bringe ethvert offentligt Anliggende under
Forhandling og derom æske Ministrenes
Forklaring. I nogle Forfatninger, saaledes den
belgiske i Art. 88, tilføjes det, at Kamrene kan
forlange Ministrenes Nærværelse. Under
parlamentarisk Styre er det dog en Selvfølge, at
Ministrene ikke kan nægte at møde og udtale
sig om I., men naturligvis kan Svaret blive,
at de maa anse I. for ubetimelig og forlange
den afvist ell. nægte f. T. at udtale sig positivt
ang. Sagen. Beslutter vedk. Kammer alligevel
at lade I. nyde Fremme, vil det kunne føre til
Ministeriets Afgang, ligesom i det hele I. ofte
— navnlig i Frankrig — bruges til at rette
Stormløb imod Ministeriet.
I øvrigt er Retten til at stille I. et saa
naturligt og nødvendigt Udslag af Parlamentets alm.
Kontrol med Regeringens Førelse, at den maa
tilkomme Parlamentet, selv om Forfatningen
tier derom. Derhos anvendes i Praksis ikke
blot den mere højtidelige I., der kun kan
foretages med Tingets Samtykke, der derhos
regelmæssigt først gives i et efter Anmeldelsen flg.
Møde, men Forespørgsler til Ministrene stilles
ogsaa tit som simple Spørgsmaal under
Forhandlingernes Gang, navnlig under
Finanslovens Behandling.
K. B.
interpellere (lat.), afbryde, falde i Talen;
nedlægge Indsigelse, opfordre til en Erklæring,
forlange Oplysning om noget (se
Interpellation).
K. B.
interpetiolære Akselblade kaldes i den
bot. Morfologi saadanne, som er opstaaet ved
Sammenvoksning af de til et Par modsatte
Blade hørende Akselblade, f. Eks. hos Humle,
Kinatræet, Kaffebusken m. fl.
V. A. P.
inter pocula (lat.), mellem Bægre ɔ:
medens man sidder ved et Glas Vin.
Interpolation [’en-] (af lat. interpolo,
»oppudser«, »forfalsker«), egl. »Forfalskning«;
bruges særlig om Forvanskning af
Haandskrifters opr. Tekst ved Afskrivning. Næsten enhver
Afskriver vil, til Dels uvilkaarlig, ændre sin
Originals Tekst, især paa Steder, hvor den
ingen Mening synes at give; om I. taler man dog
navnlig, hvor saadanne Ændringer er
systematisk gennemførte for at gøre Teksten læselig.
Interpolerede Haandskrifter af
Oldtidsforfattere fremkom allerede i Middelalderen, men især
i stort Antal i Renaissancetiden, som Følge af
de filologiske Studiers Genopvaagnen. Først
19. Aarh.’s Filologi har strengt gennemført
Sondringen mellem rene og interpolerede
Haandskrifter; de sidste benytter man saa vidt
muligt ikke som Tekstkilder, og hvor det er
nødvendigt, med stor Mistillid og Forsigtighed.
A. B. D.
Interpolation [’en-], Tekstforfalskning. Da
Kejser Justinian fattede den Plan — i den
senere saakaldte Corpus juris civilis — at
kodificere ikke blot de kejserlige Konstitutioner
(leges), men ogsaa Juristretten (jus), var Tanken
at tilvejebringe en praktisk Lovbog. I den
kejserlige Forordning, hvorved Digesternes
Udarbejdelse overdroges Tribonian, var det
udtrykkelig paalagt Kommissionen ikke blot at
udelade det »overflødige« og udfylde det
»ufuldkomne«, men ogsaa at »forbedre« det »urigtige«,
der fandtes i Juristernes Skr. Det uddragne
maatte tilpasses efter den gældende Ret. Men
navnlig maatte de modsigende Meninger i
Juristskrifterne udjævnes. For at Digesterne
kunde danne et sikkert Retsgrundlag, var det
nødvendigt, at kun een Mening fik Gyldighed.
Da de franske Humanister lagde Grunden til
en historisk Romerretsforskning, var de derfor
vel vidende om, at de i Digesterne optagne
Fragmenter af de klassiske Jurister ikke
indeholdt de opr. Tekster. Og det 16. Aarh.’s fr.
Romanistik havde konsekvent forstaaet, at
skulde de justinianske Digester anvendes som
Kilde til Viden om den klassiske Ret,
maatte det ægte udskilles fra det senere
tilføjede. De saakaldte I. maatte først
efterspores og fjernes. Ved at sammenligne de
enkelte Tekster i Codex og Digesterne havde
da ogsaa allerede Cujas paavist forskellige
saadanne bevidste Tekstforandringer. Og
Antoine Fabre havde i sine Conjecturæ juris
civilis endog indledet en metodisk Eftersøgning.
Det er imidlertid først efter Bluhme’s
Udredning af Digesternes historiske Tilblivelse i hans
Undersøgelse »Über die Ordnung der
Fragmente in den Pandektentitlen« (1820), at det
19. Aarh.’s fornyede Kildestudium ved at
opstille visse sproglige og ydre Kendetegn, der
vækker Mistanke om I., har skabt en rationel
Interpolationsforskning. En systematisk
Eftersøgning af de af Kompilatorerne foretagne I.
blev i Tyskland navnlig af Eisele og
Gradenwitz, i Frankrig af Appleton taget op paany
og underbygget med et fast Grundlag af
bestemte metodologiske Principper. Ofte kan de
justinianske Tilføjelser til ell. Forandringer i
de tilgrundliggende klassiske Tekster paavises
ved en Sammenligning med andre andetsteds
forekommende ordrette Gengivelser af samme
Tekst. Saadanne Parallelsteder findes i Corpus
juris, saavel i Codex og Novellerne som i selve
Digesterne (de saakaldte leges geminatæ).
Rigere og sikrere Resultater giver dog en
Sammenligning med de selvstændig
overleverede Fragmenter af den klassiske og
efterklassiske Retslitteratur. Af den største Bet. er
her de nyere Haandskriftsfund, navnlig Fundet
af den ægte Gajus. I en Række Tilfælde
kan dernæst I. røbe sig formelt gennem
Sprog og Stil. Allerede Antoine Fabre havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
