Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ionier - Ionisator - Ionisering - ionisk Byggestil - Ioniske Hav - Ioniske Øer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ionier, gr. Folkestamme i Oldtiden, som i
den hist. Tid beboede Attike, Euboia,
Kykladerne (med Undtagelse af nogle af de
sydligste) og en Del af den lilleasiatiske Kyst ved
Ægæerhavet tillige med de foran liggende Øer.
Som deres Stammefader regnede I. den
mytiske Ion. Efter den traditionelle Fremstilling
skal I. opr. have boet paa Nordkysten af
Peloponnes, i det Landskab, der senere fik Navnet
Achaia, men paa de store Vandringers Tid
være blevne fordrevne derfra til Attike og saa
derefter have bredt sig over Øerne i
Ægæerhavet og Lilleasiens Kyst. Disse Begivenheder
er dog i Virkeligheden ganske dunkle. Det var
imidlertid i Lilleasien, at I. hovedsagelig
udviklede deres karakteristiske
Ejendommeligheder, ligesom ogsaa Navnet I. fortrinsvis
bruges om I. i Lilleasien. De havde her 12 Stæder,
af hvilke Efesos og Miletos var de
betydeligste; i politisk Henseende udgjorde de et
Forbund (det ioniske Forbund), hvis
Møder og Fester holdtes ved Poseidon’s
Helligdom paa Forbjerget Mykale; men Forbindelsen
var kun svag. — I. i Lilleasien udviklede sig
i mange Henseender hurtigere end Grækerne
i Moderlandet. Hertil bidrog ikke mindst den
Omstændighed, at de i langt højere Grad
havde Lejlighed til at komme i Forbindelse med
Omverdenen og vinde Kendskab til fremmede
Lande o. a. Nationer. Allerede tidlig begav I.
sig ud paa lange og dristige Søfarter, hvorved
der anlagdes en talrig Mængde
Handelskolonier, dels i Syditalien og paa Sicilien, dels og
fornemmelig paa Kysterne af det sorte Hav.
Mari maa endvidere huske, at, uagtet I. i
Lilleasien stadig holdt sig i Nærheden af Kysten,
boede de dog i et Land, hvis opr. Befolkning
ikke var gr., hvorved de selv i deres Hjem
var udsatte for megen fremmed Paavirkning.
Det var gennem I., at Grækerne først traadte
i nærmere Berøring med Orienten. Det var da
ikke alene materielle Rigdomme, som det
lykkedes I. at samle, men der udviklede sig ogsaa
tidlig hos dem et rigt og frodigt Aandsliv. Den
gr. Digtekunst, Historieskrivning og Filosofi
har deres Oprindelse hos I.
Men Blomstringen var forholdsvis hurtig
forbi. Allerede i 6. Aarh. f. Kr. mistede de
lilleasiatiske I. deres politiske Frihed, idet
Lyderkongen Kroisos tvang dem til at betale Skat
uden dog ellers at blande sig i deres indre
Forhold. Da Perserkongen Kyros havde styrtet
det lydiske Rige, fik han ogsaa de ioniske
Stæder i sin Magt, og deres Afhængighed blev
endnu større end hidtil. Perserne tog dog ikke
umiddelbart Styrelsen i deres Haand, men
begunstigede indfødte Tyranner. Nogen kraftig
Modstand var I. ikke i Stand til at yde; deres
Rigdomme havde gjort dem svage og
ukrigerske, og ogsaa deres Mangel paa virkelig
politisk Organisation blev skæbnesvanger for dem.
Foruden I. paa Fastlandet kom ogsaa fl. af
Øerne i Persernes Magt. Omtr. 500 gjorde I.
under Ledelse af Histiaios og Aristagoras
Opstand mod Perserne, men Opstanden blev snart
dæmpet (495). Imidlertid gav den Anledning til
de store Krige mellem Grækere og Persere,
under hvilke I. til Dels spillede en tvetydig
Rolle. Resultatet blev, at de befriedes fra
Persernes Herredømme og indtraadte i det
atheniske Forbund, Men ogsaa her blev deres
Stilling stærkt trykket; de høje Afgifter til
Athen saavel som den Afbrydelse af
Handelsforbindelserne, som var en Følge af det
fjendtlige Forhold til Persien, ødelagde dem
økonomisk. Under den peloponnesiske Krig faldt de
fra Athen, men Perserne strakte nu igen deres
Haand ud efter dem. Efter forsk. Kampe blev
I. paa Lilleasiens Fastland igen nødte til at
underkaste sig Perserne (ved Antalkidas’ Fred
387), medens Øerne for største Delen sluttede
sig til Athen igen, men kun for en kortere Tid.
Alexander den Store befriede alle Stæderne i
Lilleasien og skænkede dem demokratiske
Forfatninger, men nogen selvstændig politisk Bet.
fik I. ikke mere.
H. H. R.
Ionisator, det Virkemiddel, hvormed en
Ionisering frembringes.
Ionisering, den Proces, hvorved et Atom
ell. Molekyl spaltes i elektrisk ladede Dele, de
saakaldte Ioner. Udtrykket bruges især om
Iondannelsen i Luftarter, se elektrisk Strøm
i Luftarter, særlig Afsn. 7 og 8, hvor de
forsk. Ionisatorer er omtalt. Om de nyere
Resultater ang. Ioniseringsprocessen ved
Elektronstød, se Katodestraaler.
E. S. J.
ionisk Byggestil, se Bygningskunst,
S. 318.
Ioniske Hav, den Del af Middelhavet, som
mod V. begrænses af Sicilien, mod N. af
Italien og mod Ø. af Balkan-Halvøen. Mod S.
staar det i hele sin Bredde, c. 700 km, i
Forbindelse med Middelhavet, og dets Sydgrænse
regnes efter en Linie fra Kap Passero paa
Sicilien til Øen Cerigo S. f. Grækenland; mod
NV. fører Messina-Strædet til det
Toscanske Hav og mod NØ.
Otranto-Kanalen til det Adriatiske Hav. Af Indskæringer
mærkes Squillace- og
Taranto-Bugten paa Italiens Sydkyst og Arta-,
Lepanto- ell. Korinthos-, Koroni- og
Marathonisi-Bugten paa Grækenlands
Vest- og Sydkyst. I Havets østlige Del ligger
en Række Kystøer, der benævnes de
Ioniske Øer.
C. A.
Ioniske Øer, en Gruppe af syv større og
fl. mindre Øer i det ioniske Hav langs
Grækenland’s Kyst og hørende til Kongeriget
Grækenland. De deles i tre Grupper, en nordligere,
der omfatter Korfu (Kerkyra) (712 km2) og
Paxo (19 km2), en mellemste Leukas (Santa
Maum) (285 km2), Thiaki ell. Ithaka (97
km2), Kefallenia (Cephalonia) (664 km2) og
Zakynthos (Zante) (427 km2) samt en
sydlig ved Morea’s Sydkyst, nemlig Kythera
(Cerigo) (277 km2) med fl. Smaaøer (Cerigotto,
Dragonera, Pori o fl.). Bortset fra Kythera,
der admin. hører til Nomos Argolis, og
Korinthia, er de tilsammen 2345 km2 med (1907)
293300 Indh. Det er i det hele bjergfulde Øer
bestaaende af Kridtformationens Kalk og Skifre
med paalejrede tertiære og Nutidsdannelser;
det højeste Punkt er Elatovuni paa Kefallenia.
Vulkaner findes ikke paa Øerne, men de
plages derimod hyppig af Jordskælv. Klimaet er
et mildt Middelhavsklima, kun lider Øerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
