Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Islam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Muhammed hævdede selv, at hans
Forkyndelse var en videre Udførelse af og Afslutning
paa de i Jødernes og de Kristnes hellige Bøger
givne Aabenbaringer; det siges udtrykkelig
(Koran III, 78—79); »Forkynd: Vi tror paa Gud,
paa hvad han har aabenbaret for os, og hvad
han har aabenbaret for Abraham, Ismael,
Jakob og de 12 Stammer; vi tror paa de
Aabenbaringer, som Moses, Jesus og Profeterne har
modtaget fra deres Herre; vi gør ikke nogen
Forskel paa nogen af dem; thi vi bekender os
til I. Følger nogen en anden Tro end denne,
da vil den ikke blive anerkendt, og han vil i
den anden Verden komme til at høre til de
Fortabte«. Men samtidig med, at Profeten
saaledes tog baade det gl. og det ny Testamente,
hvis Indhold han rigtignok kun havde
indirekte og tilmed temmelig overfladisk og
forvirret Kundskab om, til Indtægt for sig,
optraadte han skarpt overfor baade Jøder og
de Kristne. De første søgte han vel i Beg. af
sin Virksomhed at vinde for sig ved fl.
Tilnærmelser; saaledes bestemtes det, at man
under Bønnen skulde vende Ansigtet mod
Jerusalem (senere forandredes det til, at
Retningen, Kibla, skulde være mod Mekka). Men
da dette ikke nyttede, slog han om og angreb
Jøderne stærkt (smlg. Koranen IV, 50 og
154—56). Imod de Kristne hævdede Muhammed
navnlig Guds Enhed og Jesu menneskelige
Natur; det siges udtrykkelig (Koranen CXII,
3): »Gud har intet Afkom og er ikke Afkom af
nogen«. Ogsaa for den senere muhammedanske
Teologi blev Treenighedslæren og Jesu
dobbelte Natur samt Nadverlæren de tre Punkter
i den kristne Dogmatik, hvorimod den vendte
sine heftigste polemiske Angreb. Baade om
Jøderne og de Kristne paastod Muhammed, at
de havde forvansket den hellige Skrift
(Koranen IV, 48; V, 18) for at tilintetgøre de St.,
der hentydede til hans Komme (smlg. Isa),
men i øvrigt stillede han sig noget mere venlig
overfor de Kristne end overfor Jøderne
(Koranen V, 85); Udtrykket i den muhammedanske
Bøn (Koranen I, 7): »... de, der har paadraget
sig din (ɔ: Guds) Vrede og de Vildfarende«
fortolkes ogsaa saaledes, at der ved det første
Led sigtes til Jøderne, medens der ved det
andet menes de Kristne.
Et andet Tilknytningspunkt for sin ny
Religion havde Muhammed i de samtidige
Araberes religiøse Ceremonier. Her optog han
navnlig Valfarten til Kaaba, det hellige Tempel
i Mekka, som et Led i den ny Gudsdyrkelse; da
Kaaba jo antoges for opført af Abraham, og
da Muhammed som Profet maatte betragtes
som dennes sidste Arvtager, foregik denne
Tilpasning uden Vanskelighed, og en gl.,
hævdvunden Skik, som Araberne næppe havde villet
slippe, og hvortil der knyttede sig mange
praktiske Fordele ved det forøgede
Handelssamkvem o. l., blev saaledes paa en behændig
Maade gjort til et yderligere Bindeled mellem
den ny Religions Bekendere. Derimod gør I.
bestemt Front mod alle polyteistiske
Tendenser; de gl. Beduiners Sol- og
Maanetilbedelse forbydes (Koranen XLI, 37), ligeledes
den fetichistiske Dyrkelse af mærkelige Træer
ell. Stene (for øvrigt er det aldrig lykkedes
I. ret at fordrive disse to religiøse Momenter,
hvoraf der endnu i vor Samtid hist og her
findes Spor hos Ørkenstammerne). I
Tilslutning hertil blev det ogsaa forbudt at søge
Orakler samt at opstille Afgudsbilleder
(Koranen V, 92); ved en misforstaaet Udvidelse af
Begrebet blev dette sidste Forbud
skæbnesvangert for hele Kunstens Udvikling paa en
stor Del af det islamitiske Kulturomraade, idet
enhver kunstnerisk Fremstilling af levende
Væsener anses for syndig.
Ogsaa i sin Morallære stod I.’s Stifter paa
mange Punkter paa samme Trin som sine
hedenske Samtidige. Han hævder saaledes
Kvindens Underlegenhed under Manden
(Koranen IV, 38) og lagde dermed og med
Tilladelsen til Polygami (med 4 retmæssige
Hustruer som Maksimum) Spiren til senere Tiders
saa skæbnesvangre Fornedrelse af Kvinden i
Orienten. Hans barokke, næsten brutale
Fremstilling af de Glæder, der venter de i Kødet
opstandne Troende i Paradisets kølige Haver
med de evig jomfruelige Huris (Koranen LVI,
11—38), giver ingen særlig gunstig Forestilling
om Profetens moralske Standpunkt. Alligevel
tør man vel tro, at han har haft sin bestemte
Hensigt med disse Forkyndelser, saa meget
mere som det viser sig, at det netop er de
her fremdragne Punkter, der i senere Tiders
Propaganda har været et af de virksomste
Midler til at gøre fremmede Folkeslag, ganske
vist alle lavere staaende, modtagelige for I.
I mangt og meget optraadte Profeten ogsaa
som mildnende Samtidens Sædvaner; han
gjorde saaledes Ende paa den hos de hedenske
Arabere herskende barbariske Skik at dræbe
de nyfødte Døtre ved at begrave dem levende
(Koranen XVI, 61), og han traf en Rk. humane
Forskrifter ang. Slaveriet, der blev
bestemmende for alle senere Tider, og som ved deres
milde Karakter forskaanede Orienten for den
store, sociale Fare, hvis heftige Storme den
klassiske Oldtid gentagne Gange havde prøvet.
I.’s Historie. Der er i ovenstaaende givet
en kort Udsigt over de væsentligste og mest
karakteristiske Sider ved den af Profeten
Muhammed stiftede Religion; at gaa ind paa
Spørgsmaalenes Enkeltheder vilde føre for
vidt. Man er undertiden tilbøjelig til at tro,
at Muhammed fremtraadte med sin Lære som
et fuldt og færdigt, helstøbt System, og endnu
mere til at mene, at I. senere har stagneret
uden at undergaa nogen fortsat Udvikling.
Begge Dele er lige fejlagtige. Man kan, delvis
endog af Koranen selv, paavise, hvorledes
Muhammed efterhaanden arbejder sig mere
og mere fri af de jødiske og kristelige
Forestillinger, der synes at have givet ham den
første Impuls, og paa samme Maade blev den
under senere Kalifer og Sultaner forkyndte
Religion paa mange Punkter forsk. fra den,
Profetens nærmeste Samtidige havde hyldet.
Muhammed var ikke blot Forkynderen af
Guds Ord, han blev tillige derigennem det
arab. Folks verdslige og aandelige Overhoved,
dets Leder indadtil og udadtil. I. blev derfor
ikke blot en Religion ell. et Moralsystem, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
