Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Islam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tillige et socialpolitisk System med Koranen
som verdslig Lovbog, og det var netop denne
Dobbelthed, der blev bestemmende for hele den
flg. Udvikling. Det blev dels de af
spekulative Teologer fremsatte Meninger med de
deraf flg. Kampe mellem Kætteri og
Ortodoksi, dels de til I. uopløselig knyttede
praktisk politiske Spørgsmaal med deres indre
Modsætninger, der fik I. til i Aarhundredernes
Løb at antage vekslende Former, og ved
adskillige Lejligheder kom disse to
Momentrækker til paa en virkningsfuld Maade at gribe
ind i hinanden.
Profetens Samtidige havde været alt for
optagne af den ny Forkyndelse med alle de
mange ydre Omvæltninger, den medførte, og
tillige alt for grebne af Muhammed’s egen
mægtige Personlighed, til at de følte Trang til
en nærmere dogmatisk Begrundelse af I.’s
Læresætninger. Først efterhaanden, som den
udbredte sig mere til fremmede Folkeslag, kom
netop ved Berøringen med dem og deres
Religion Muhammedanerne til at anstille
Betragtninger over det, deres egen Lære indeholdt.
Ved Siden af underordnede rituelle
Spørgsmaal, der foranledigede Dannelsen af de fire,
som lige gode Ortodokser anerkendte
Retninger, Schafeitter, Hanefitter, Hanbalitter og
Malekitter, var det navnlig Problemet om
Guddommens Natur samt, som ovf. antydet, det
vanskelige Spørgsmaal om Skæbnens
Forudbestemmelse og Menneskets fri Vilje, der
beskæftigede Sindene. M. H. t. det første havde
Muhammed selv øjensynlig staaet paa et
temmelig raat, antropomorfistisk Standpunkt; han
tillægger Gud rent ydre, menneskelige
Attributter, Hænder, Fødder, Haar o. s. v. Denne
Opfattelse af Guddommen søgte man allerede
tidlig at rense ved Bortforklaring og
Allegoriseren, og der dannede sig allerede i 8.
Aarh. Mutazilitternes berømte Sekt,
som i den flg. Tid fik saa stor Indflydelse paa
hele det aandelige Liv i I., og som kom til at
tælle Orientens mest aandrige og højtbegavede
Mænd i sine Rk. Denne Retning hævdede med
Styrke, at det var en Blasfemi at tillægge
Guddommen nogen som helst Egenskab; Gud
var den rene Aand, ikke den despotiske,
hævnsyge Selvhersker, i hvis Skikkelse den
ortodokse I. med Fastholdelse af den ursemitiske
Guddomsopfattelse tænkte sig ham. Og idet det
menneskelige Liv saaledes blev unddraget
Guds vilkaarlige Bestemmelse, blev Menneskets
egen fri Vilje sat som det øverste Princip, og
Mutazilitterne kom altsaa til at staa som
afgjorte Modstandere af Prædestinationslæren.
Denne Sekts Opfattelse af Guddommens
Væsen blev ogsaa bestemmende for dens
Holdning i et andet, saare vigtigt Problem i den
muhammedanske Teologi, nemlig Spørgsmaalet,
om Koranen er skabt, ell. om den er til fra
Evighed af. Den ortodokse Lære, som
Muhammed selv havde antydet, men dog ikke videre
udført, gaar ud paa at betragte Koranen,
Guds Ord, som en Emanation af Guddommen
selv, og altsaa maatte den have været til fra
Evighed af; fremsat i Billeder udtryktes dette
saaledes, at Koranens Original fra Tidernes
Beg. havde ligget nedskreven i Himmelen,
indtil den, da Tidens Fylde kom, aabenbaredes
for Muhammed ved Englen Gabriel’s
Mellemkomst. Denne Opfattelse havde de første
Kaliffer begunstiget; jo mere umuligt det blev
at anfægte Koranen, desto fastere blev ogsaa
deres udelukkende paa denne støttede Magt.
Mutazilitterne maatte ud fra deres Opfattelse
af Guds Væsen gaa imod denne Teori, og da
de dristig havde sat den menneskelige, fri
Vilje i Højsædet, maatte de bekæmpe enhver
Tro paa, at denne skulde være bunden af visse
fra Evighed af eksisterende Forskrifter;
Menneskets egen moralske Følelse var tilstrækkelig
til at skelne mellem godt og ondt, og dertil
behøvedes ingen Aabenbaring. I deres
Bevisførelse for, at Koranen ikke havde været til
fra Evighed af, støttede Mutazilitterne sig paa
de ret talrige Tilfælde, hvor senere forkyndte
Afsnit af Koranen staar i Modstrid med ell.
indeholder Berigtigelser til foregaaende. Denne
Sekts dogmatiske Anskuelser ang. Koranen er
særlig nedlagte i den af den store Lærde
Zamakhschari (d. 1143), en af de aandrigeste
Arabere, forfattede Kommentar, al-Kaschschâf;
den i Orienten senere hyppigst anvendte
Kommentar, forfattet af Beidhåwî, er i
Virkeligheden ikke andet end en Udskrift af denne,
hvor med ortodoks Ængstelighed alle de
kætterske Udtalelser er fjernede.
Det havde utvivlsomt bragt Velsignelse for
Orientens Kulturliv, saafremt den Udvikling
af I., som Mutazilitterne havde givet Stødet
til, og hvor dristig Rationalisme var parret
med religiøs Idealisme, var gaaet af med
Sejren. Dette blev ikke Tilfældet.
Mutazilitterne, der havde døjet en Del under de
sidste umajjadiske Kalifer, nød for en kortere
Tid godt af den politiske Omvæltning, der
fandt Sted ved Abbasidernes Sejr over disse.
Den fri, ofte fritænkerske Tone, der herskede
under de første Abbasider, den glade, somme
Tider lovlig ubundne Livsanskuelse, der gav
det muntre og aandrige Kalifhof i Bagdad sit
særlige Præg, maatte være fjendtlig mod al
Ortodoksiens Knarvorenhed og Pindehuggeri
og begunstige de højtbegavede mutazilitiske
Filosoffers dristige Spekulationer. Men ogsaa
paa dette Omraade kom snart den politiske
Dekadence, der saa hurtig indtraadte under
Abbasiderne, til at gøre sig gældende; man
saa nu i Kalifatets synkende Magt og
Herlighed en Guds Straf for tidligere Slægters
overmodige Udskejelser, man tabte Tilliden til sig
selv og søgte Trøst i en ængstelig Bogstavtro.
Hertil kom saa, at, som naturligt var, Folkets
store Masse i Grunden altid var bleven ret
uberørt af Mutazilitternes overlegne og dybsindige
Spekulationer. Da Kalifen Mutewakkil
(847—861) søgte at frigøre sig for sin tyrkiske
Livvagts Overherredømme, kunde han som den
tyrkiske Sultan Mahmud i 19. Aarh. kun finde
en Modvægt mod de overmodige Prætorianere
ved at kaste sig i Armene paa selve Folket,
men den nærmeste Vej til at vinde dette var
at optræde som Ortodoksiens Genopretter; han
vandt tillige derved alle de underordnede
Gejstlige, hvis Fanatisme var lige saa stor som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
