Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Islam - Islamabad - islamitisk Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sine Tilhængere som ovf. nævnt at ryge Tobak,
at bære Silkeklæder o. s. v., og da
Wahhabitterne 1803 erobrede Mekka, ødelagde de alle
de hellige Gravsteder og berøvede Kaaba’en
sin Pynt. Deres politiske Magt blev snart efter
knækket af Muhammed Ali, idet Ibrahim Pasha
1818 indtog deres Hovedstad Dereja, men de
har senere grundet et nyt Rige med Riad som
Hovedstad og holder sig endnu bestandig med
sekterisk Selvgodhed i streng Afsluttethed fra
alle andre Muhammedanere. Umiddelbart før
Verdenskrigen forsøgte Englænderne en
Tilnærmelse til Wahhabitfyrsten i Riad, men
denne Politik blev overflødig, da Sherifen af
Mekka, den senere Konge af Hedjaz, Husajn
1916 sluttede sig til England.
I Asien kom, af de ovf. udviklede Grunde,
de religiøse Reformbevægelser til delvis at gaa
uden for den egl. I.’s Ramme. Mahdi-Læren
blandedes her sammen med de gamle
panteistiske Forestillinger; den, der i Afrika kun
kunde blive en Profet, kunde her paa
indoeuropæisk Jordbund betegne sig som en
Emanation af Guddommen, saaledes som netop i
den mærkeligste religiøse Rejsning, der i 19.
Aarh. har fundet St. i den asiatiske I., nemlig
Babismen i Persien. Denne Sekt, stiftet af
Ali Muhammed, kaldet Bâb (ɔ: Porten, nemlig
til Himlen), blev mærkelig ved, modsat andre
islamitiske Sekter, at optage socialpolitiske
Elementer i sin Lære, idet den forkyndte en
Slags Kommunisme; det var dette, som bragte
den ellers tolerante pers. Regering til at
skride ind, og 1850 maatte Bâb med mange
Tilhængere lide Martyrdøden. Sekten vedblev dog
at bestaa; en Halvbroder til Bâb’s Efterfølger,
en Mand ved Navn Beha-ullah, proklamerede
sig som ny Profet, og i den af ham
reformerede Skikkelse, Behaismen, fik den ny
Lære stærk Fremgang og naaede endog at
danne Menigheder i Amerika og Europa.
Ved Siden af alle disse, udelukkende ell.
hovedsagelig rent religiøse Bevægelser blev
Udviklingen i I. ligeledes betinget af dens
Egenskab som den vigtigste Faktor i det
verdslige politiske Liv. Det er en
ældgammel, semitisk Statstanke, at i et Samfund den
øverste aandelige og verdslige Myndighed
forenes hos een og samme Person. Fastholdelsen
af denne Tanke bevirkede, at der hos de
islamitiske Folk aldrig opstod noget Hierarki; den
underordnede den gejstlige Autoritet under den
verdslige og gjorde derved paa mange Maader
Religionens Udvikling afhængig af Politikkens
Svingninger.
Allerede under de første Kalifer kom dette
lydelig for Dagen. De Borgerkrige, der førtes
under Osman og Ali, og som afsluttedes med
dennes Drab og Umajjadernes Sejr, var
foranledigede af rent verdslige Hensyn. Alligevel
foraarsagedes derved det største religiøse
Skisma i I., idet Ali’s Tilhængere udskilte sig
under Navnet Shiitter og erklærede de 3
første Kalifers Valg for ugyldigt; Shiitterne, der
senere saa at sige overførte hele den
Ærbødighed, som skyldtes Profeten, paa Ali og hans
Sønner og derved lagde den første Grund til
Helgendyrkelse inden for I., blev særlig
fremherskende i Persien; den øvrige
muhammedanske Verden samlede sig under
Fællesnavnet Sunnitter ɔ: Tilhængere af
Traditionen. Den statslige Grundtanke i I.’s ældste
Tid, at Værdigheden som Kalif, som Profetens
Stedfortræder og derved den øverste Behersker
af alle Troende, overleveredes fra Slægt til
Slægt ved Valg af den ældste og værdigste
inden for Muhammed’s Familie, blev ogsaa snart
forrykket. Allerede under Umajjaderne i
Damaskus blev Valget en ren Formsag og
Kalifatet et arveligt Despoti. Og endnu mere
fjernede man sig fra det ældste Princip, da I.
politisk set deltes i to Dele med en Kalif i
Bagdad og en i Cordoba, der begge erklærede
sig for de Troendes Behersker. Dette førte til
vigtige Modifikationer i den islamitiske
Statsret. Man anerkendte, ogsaa i Teorien, at der
meget vel kunde være mere end eet gejstligt
Overhoved, og drevet af Kendsgerningernes
Magt endte man endog med at indrømme, at
det gejstlige Supremati ogsaa kunde gaa over
paa fremmede Usurpatorer uden for de gamle
Kalifslægters Kreds. Stat og Kirke kunde jo
engang ikke skilles; Statens Herre blev derfor
eo ipso ogsaa Kalif. Det er støttet paa denne
Statsretslære, at de tyrk. Sultaner har kunnet
hævde for sig Retten til at anerkendes som de
Troendes Behersker, og efterhaanden har saa
godt som hele den islamitiske Verden i
Følelsen af det nødvendige af at have et Overhoved
sluttet sig til denne Opfattelse. Sultanen af
Tyrkiet er Profetens direkte Efterfølger og I.’s
Overhoved, ikke blot for Konstantinopels Indb.,
men ogsaa for de fjerne, ind. og malayiske
Muhammedanere. Det Baand, der binder hele
I. sammen, uanset Nationalitets- og
Sprogforskel, er vel ikke altid synligt, men det er dog
saa stærkt, at man, som eng. Politikere endnu
efter Verdenskrigen med Rette har
fremhævet, ogsaa i Fremtiden vil gøre klogt i at tage
det med i Betragtning.
I. tæller efter et tilnærmelsesvis Skøn f. T.
(1921) c. 230 Mill. Bekendere. (Litt.:
Sprenger, »Das Leben und die Lehre Muhammed’s«
[3 Bd, Leipzig 1865]; Dozy, »Het Islamisme«
[Haarlem 1863]; Kremer, »Gesch. der
herrschenden Ideen des I.’s« [Leipzig 1868]; Le
Chatelier, L’Islam au dixneuvième siècle
[Paris 1888]; Goldziher,
»Muhammedanische Studien« [2 Bd, Halle 1889—90];
Samme, »Vorlesungen über den Islam«
[Heidelberg 1910]).
J. Ø.
Islamabad, Chittagong, Distrikt i den
indobritiske Prov. Bengalen, 6454 km2 med
(1911) 1508433 Indb., overvejende
Muhammedanere, 347189 Hinduer, 1430 Kristne. Hertil
kommer Distriktet Chittagong Hill Tracts, 13307
km2 med (1911) 153830 Indb., overvejende
Buddhister. Hovedstaden I. ligger ved
Mundingen af Floden Karnaphul, er en af de
betydeligere Udførselshavne for Ris og har (1911)
28766 Indb., hvoraf 11505 Hinduer, 15684
Muhammedanere, 955 Kristne.
M. V.
islamitisk Kunst. Allerede før Islams
Fremtræden havde der hos de bosiddende
kultiverede Stammer i det sydlige Arabien
eksisteret en, som det synes, original Kunst, og i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
