Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Islam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres Uvidenhed, og som hver i sin Kreds
havde stor Indflydelse paa Befolkningen. At
Mutewakkil trods sin Grusomhed;
Vilkaarlighed og Ødselhed kunde regere uhindret i hele
fjorten Aar, viser bedst, hvor megen Ret han
havde haft i sine Beregninger, da han søgte
sin Støtte i det fanatiske Reaktionsparti. De
mutazilitiske Lærdomme blev erklærede for
Kætteri; dog blev Forfølgelsen mod Personer
ikke saa streng som i senere Aarhundreder i
Europa, til Dels maaske fordi de kætterske
Meninger var stærkest repræsenterede i de socialt
højest staaende Klasser.
Ved Siden af disse indre Kampe blev I.’s
religiøse Udvikling endnu mere bestemt ved
udefra kommende Indflydelse, og der kan her
bemærkes en bestemt geogr. Sondring mellem
den afrikanske og asiatiske I. I Afrika traf den
ny Religion kun paa den faldefærdige
byzantinske Kultur, der ikke i sig rummede
Mulighed for ny Impulser, ell. paa lavtstaaende
hedenske Folkeslag, som naturligvis endnu
mindre skulde bringe ny Tanker ind i I. Heraf
kom det, at den afrikanske I. forholdsvis let
bevarede sin opr. Karakter og blev sig selv lig
ned igennem Aarhundrederne; kun paa et
enkelt Punkt, Mahdi-Læren (smlg. ndf.), har
den ladet sig paavirke Ø. fra.
Ganske anderledes blev Forholdet i Asien,
hvor den ny Religion fik med saa højtbegavede
Nationer som Persere og Indere at gøre. Den
semitiske Races ejendommelige Hang til at se
et svælgende Dyb mellem Guddommen og
Mennesket maatte her vige for Indoeuropæernes
Tilbøjelighed til panteistiske Spekulationer. Den
ældgamle, asiatiske Tro paa, at Guddommen
med visse Mellemrum i Historien aabenbarer
sig i en menneskelig Inkarnation, sneg sig ogsaa
ind i I. og gav Anledning til forsk.
Sektdannelser; om Kalifen Ali blev det af hans
Tilhængere snart efter hans Død sagt, at Gud
havde haft Bolig i hans Legeme, og det samme
blev sagt om fl. senere Imamer. Og da
saaledes den opr. I.’s krast monoteistiske Princip
var brudt, var dermed Vejen banet for alle
Slags eksalterede Mystikeres panteistiske
Drømmerier; ved Hengivelsen i den mystiske
Ekstase blev det muligt at assimilere sig med
Guddommen, saa at en af de ældste Mystikere,
Hallâdj (d. som Martyr 921 A. D.), endog
kunde udraabe: »Jeg er Gud!«. Man bibeholdt
vel Koranens Bogstav, men fortolkede hele
dens Indhold allegorisk; paa denne Maade
udvikledes den Retning, der fik Navnet Sufisme
(s. d.), og som navnlig gennem sine talrige
Munkeordener og hemmelige Broderskaber kom
til at faa stor Betydning lige til vore Dage.
Sufierne løste sig efterhaanden mere og mere
ud fra det overleverede Indhold af I.; ligesom
de Ortodokse i deres Kamp med Rationalisterne
havde sagt: »Traditionen staar over
Fornuften«, saaledes sagde nu Sufierne: »Intuitionen
staar over Traditionen«, og det var dermed i
Grunden fuldstændig overladt den individuelle
Spekulation, hvor langt man vilde fjerne sig
fra den opr. I.
Trangen til Mysticisme gav sig ogsaa Udslag
i en stigende Forkærlighed for at beskæftige
sig med Fremtiden og navnlig med Verdens
sidste Dage. Efterhaanden som den islamitiske
Kultur sank sammen, og den videnskabelige
Forskning døde ud, blev denne usunde
Aandsføde, fantastiske Spekulationer over Verdens
Undergang, slugt med stadig større
Begærlighed. Man søgte ogsaa i Drømmerierne om
Fremtiden en Trøst for den sørgelige
Erkendelse af, at I. efterhaanden mere og mere viste
sig Vestens Kultur underlegen. Den islamitiske
Nationalstolthed kunde ikke nøjes med
Bevidstheden om, at de Rettroende skulde gaa
lige lukt ind i Paradiset, medens Helvedes
Flammer ventede de forhadte Europæere; man
vilde have Oprejsning allerede i denne
Verden, og ud af alle disse Momenter dannedes
Mahdi-Læren, der navnlig i 19. Aarh. har
haft saa betydningsfulde Konsekvenser.
Mahdien er den sidste af de tolv Imamer,
der umiddelbart før Verdens Undergang skal
komme og afslutte Profeternes Rk.
Værdigheden som Imam betragtedes i I.’s første
Aarhundreder som arvelig i Kalifen Ali’s Slægt,
men da den tolvte i Rækken forsvandt som
ung, dannede der sig hurtig den Forestilling,
at han lever skjult et St. for, naar Tidens
Fylde kommer, at vende tilbage som Mahdi.
Et Folk har altid vanskeligt ved at finde sig
i Forestillingen om sine religiøse ell. politiske
Yndlinges virkelige Død. En Tradition, der
udsagde, at der imellem Profeten og Mahdien’s
Genkomst skulde ligge tolv Aarhundreder, har
bevirket, at netop 19. Aarh. har set adskillige
Mahdier fremstaa, af hvilke den betydeligste
blev Muhammed Ahmed, Beherskeren af Sudan.
At Mahdismens Tilhængere imidlertid ikke
altid er sig dens eschatologiske Enkeltheder
bevidst, men at Bevægelsen ogsaa maa
opfattes som Udslag af et alm. Ønske om en
religiøs Reform, ses deraf, at Bevægelsen i
Sudan kunde holde sig efter Muhammed
Ahmed’s Død, sas at ogsaa denne ligesom
Profeten kunde faa sin Kalif som Efterfølger. De
religiøse Broderskaber, de forsk.
Dervischordener, hvorfra Mahdien rekruterede sine
fanatiske, dødsforagtende Krigere, vil ogsaa i
Fremtiden bestandig være rede til at følge ny
opdukkende Profeters Kalden; det vilde være
forhastet at tro, at den afrikanske I., der i sin
Propaganda bl. de indfødte Stammer viser
saa stor Livskraft, har sagt sit sidste Ord i
den store Politik.
Ved Siden af Mahdismen har I. i 19. Aarh.
endnu to Reformbevægelser at opvise, nemlig
Senusismen i Afrika og
Wahhabismen i Centralarabien. Begge Retninger
tilstræber en Reaktion i I., en Tilbageføren af
Religionen til dens opr. Simpelhed og Renhed.
Den første stiftedes af Muhammed ben Ali
as-Senusi, der i Beg. af 19. Aarh. Stødtes i Tlemcen
i Algérie, og hans Tilhængere findes endnu
spredte i forsk. Broderskaber i hele Nord- og
Centralafrika; Wahhabitternes Sekt dannedes
af Ibn Abd-el-Wahhab, der grundede det endnu
i Centralarabien bestaaende Puritanersamfund.
I deres Stræben efter at genoprejse den sande
I. kom begge til stærkt at understrege det
asketiske Moment; Ibn Abd-el-Wahhab forbød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
