Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Sprog og Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
u-Stammerne undertiden Dativendelsen i, og
Dativ faar samme Form som Akkusativ (f. Eks.
vönd); ligeledes findes der forsk. Nydannelser
og Klasseovergange paa Verbernes Omraade
(svage Verbers Part. prf. kan dels blive stærke,
dels sammentrækkes i visse Kasus). Endelig
bemærkes, at det nu er blevet almindeligt at
føje den bestemte Artikel til Substantivet; det
første sikre Eksempel er fra c. 1104.
Sproget, som det fremtræder i de ældste
Haandskrifter og Værker, er klass. baade i
Stil og Sætningsbygning, uden at nogen
fremmed Indflydelse spores. Den Prosa, der
frembragtes af Sagaforfatterne i 12. Aarh., er
mønstergyldig for alle Tider. Denne Stil naar sit
Højdepunkt i Snorre Sturlason’s uforlignelige
Stilkunst i Heimskringla og Edda. Fra samme
Tid haves en stor Oversættelseslitteratur
(Legender, Homilier m. m.); men ogsaa disse er
affattede i et gennemgaaende rent og
fortrinligt Sprog. Det daglige Sprog i Forbindelse med
den fuldtudviklede Sagastil har saa at sige
faaet Bugt med Latinismer og latinske
Konstruktioner. Denne Sagastil er det forædlede
Hverdagssprog, ofte med en let retorisk Farve
og en karakteristisk Sætningsbygning.
Sætningerne er korte og sideordnede. Allerede tidlig
var enkelte fremmede Ord, og da navnlig
saadanne, som var knyttede til Kristendommen
og dens Institutioner, indkomme (som kirkja,
byskup, prestr, prófastr, djákn, messa, engill,
postoli, pistill). Disse Ord fik nordiske
Endelser og bøjedes ligesom de hjemlige Ord og
maatte endogsaa underkaste sig de hjemlige
Lydlove. Af andre Fremmedord findes
derimod yderst faa (som korteiss, senere kurt-).
Latinske termini o. a. Ord, der i andre Sprog
er uoversatte, oversættes (consul =
ræðismaðr; grammatikalske Benævnelser o. s. v.).
I alle Tilfælde er det klart, at Følelsen for det
hjemlige Sprog, for Folkets Tungemaal, har
været usædvanlig klar og overvældende stærk.
Det, som ikke mindst har bidraget hertil, er
det allerede meget tidlig højt udviklede
Digtersprog, Skjaldesproget. Gennem dette var man
kommen til en Slags Studium af Sproget i det
hele, dets Stavelsers Beskaffenhed, dets
Vokalsystem m. m. Som de bedste Sprogkendere
anerkendtes da ogsaa Skjaldene. Dernæst
havde den metriske Form ogsaa tvunget
Skjaldene til at udvide deres Sprog ved
Nydannelser af forsk. Art (Enkeltord, Sammensætninger,
flerleddede Omskrivninger). Uagtet en Del
heraf kom saa at sige af sig selv og
uvilkaarlig, er der dog ingen Tvivl om, at Skjaldene
maatte have og faa en ikke alm. Indsigt i det
hele Sprogmateriale. Denne Indsigt og deres
Færdighed har ikke alene hos dem selv, men
ogsaa i videre Kredse vakt og vedligeholdt en
aaben Sprogsans; det er maaske ikke for meget
sagt, at Skjaldenes Kunst har vakt en alm.
Beundring for og Kærlighed til det rigt
udviklede og smidige Modersmaal. I 14. Aarh. hos
det berømte »Lilja«’s Forfatter, Eysteinn
Ásgrimsson, fremtræder vistnok en saadan
Beundring aabenlyst, idet Digteren ytrer, at han
»i et saadant Modersmaal (han kalder det »den
danske Tunge«) føler sig særlig forpligtet til
at lovprise den almægtige«.
Naar vi følger Sprogets videre Udvikling,
møder vi i Løbet af 13. Aarh. en Del vigtige
Ændringer. En af de vigtigste er den, at
i-Omlyden af ó, æ nu falder sammen med æ
(i-Omlyd af á), hvilken Lyd vistnok nærmede
sig meget til dansk æ; dernæst falder u-Omlyd
af á, [*], omtr. helt bort og fortrænges af
Grundlyden (á) ell. gaar over til ó, dette dog kun i
enkelte Tilfælde; y svækkes til i i enkelte
ubetonede Ord (ifir, firir, þikkja, skildi). Endelig
gaar [*] (å) over til ø (nyisl. ö). Naar h i
Haandskrifterne hyppig findes udeladt foran l, r, er
dette ganske sikkert kun grafisk og en
Efterligning af norsk Stavemaade; i Norge var h
her forlængst bortfaldet i Udtalen. De tostavede
Former, eptir, undir o. s. v., er nu blevne
eneherskende som Præpositioner. I mediale
Former er -sk gaaet over til en Lyd, der skrives
paa forsk. Maade (z, tz, zt, szt o. s. v.), og
hvoraf nyislandsk -st efterhaanden er
fremkommet. I øvrigt foregaar ogsaa forsk.
Udjævninger og formelle Overgange.
I 13. Aarh. finder en udstrakt
Oversættelsesvirksomhed St. i Norge, der er særlig knyttet
til Kong Haakon den Gamle og hans Hof. Det
er nu franske og anglonormanniske Digte,
Romaner og romantiske Fortællinger, der
oversættes og, som det synes, hovedsagelig ved
Hjælp af Islændere. Siden kom de til I. og med
dem en Del fremmede Ord, der satte sig fast
i Sproget, i hvert Fald for en Tid; disse
Oversættelser blev nemlig en alm. Folkelæsning,
der til Dels ændrede og fordærvede Smagen og
Sproget. Det er navnlig i Rimur’ne, at disse
Fremmedord findes (se ndf.).
Indtil dette Tidspunkt har Accentuationen,
saaledes som det er Tilfældet den Dag i Dag,
helt igennem været trokæisk, idet første
Stavelse udelukkende har haft Hovedtonen. Men
en stærk Bitone — der undertiden kunde blive
lige saa stærk som Hovedtonen — hvilede paa
Afledningsendelser (som -agr, -ligr, -ing, -ung)
og Sammensætningsled, der bestod af mere ell.
mindre selvstændige Ord. I Poesi er denne
Bitone vistnok undertiden — for Rimenes Skyld
— noget forstærket. Korte Stavelser, der nu er
ganske ubetonede, havde dengang, i det
mindste i de ældre Tider, en Bitone, naar de i
tidligere Sprogperioder havde været lange (f. Eks.
vaknàði, jfr. gotisk salboda).
Tidsrummet 1300—1500 er paa fl. Punkter en
Omvæltningsperiode, hvoraf Nutidsislandsk
umiddelbart er opstaaet. Denne Tids Sprog
kendes særlig fra Digtningen, ɔ: en hel Del
Helgendigte, enkelte verdslige Digte og endelig
den store Mængde af de saakaldte Rimur
(s. d.); navnlig disse har en meget stor
sproglig Bet. Sagaafskrifterne fra denne Tid maa,
uagtet deres Sprog ofte er moderniseret,
benyttes med stor Varsomhed, ikke mindst fordi
Ortografien er højst broget i og for sig, idet
gl. og nyt paa en ret forvirrende Maade er
blandet sammen. Der er til Stede en alm.
Tilbøjelighed til at fordoble l og n foran d,
hvilket tyder paa en Ændring i Udtalen. Et vist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
