Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Mønt, Maal og Vægt) - Island (Sprog og Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Vægt fra det Tidspunkt, som Kongen
nærmere fastsatte. Iflg. kgl. Resol. 27. Decbr 1909
traadte denne Lov i Kraft 1. Jan. 1910, jfr dog
Bekendtgørelse af 4. Decbr 1911 om
Vægtlodder.
B. Th. M.
Sprog og Litteratur.
Sprog. Det isl. Sprog var opr. identisk
med Norsk, saaledes som dette var i Slutn. af
9. Aarh., da I. blev opdaget og befolket af
Nordmænd. Fra Norge og navnlig dettes
vestlige Egne kom den langt overvejende Del af de
isl. Landnamsmænd. Kun nogle faa lagde Vejen
over de vestlige Øer og Irland, og endnu færre
var de, der her var fødte og opdragne. Disse
sidste kunde vistnok Irsk, og de førte med sig
til I. Trælle af irsk Herkomst. Nogen irsk
Indflydelse paa det norske (islandske) Sprog kan
man dog ikke paavise; kun enkelte keltiske
Ord findes, der endnu er brugelige i
enkelte Egne af Landet (kraðak, uordentlig
Hob, slafak, daarligt Græs blandet med Ukrudt,
parrak, tæt Skare, deraf Verbet parraka,
jfr de i Oldsproget forefundne Ord: skjaðak,
Gifturt, og bjának, Velsignelse). Men bortset
herfra var Landnamsmændenes Sprog sikkert
rent Norsk baade m. H. t. Former og
Ordforraad. Dette Sprog kendes fra de ældste
Skjaldekvad fra Harald Haarfagers Tid samt fra de
ældre Eddadigte; det er ogsaa omtr. identisk
med det Sprog, der findes paa danske
Runestene fra 9. og Beg. af 10. Aarh.
Kilderne til Kendskabet til det isl. Sprog er
for Tiden indtil Beg. af 12. Aarh. hovedsagelig
de isl. Skjaldes Kvad samt til en vis Grad
Eddadigtene. Runeindskrifter er ikke fundne
paa I. før fra henimod Slutn. af 13. Aarh. Kvadene
giver os ved deres stringente Form temmelig
nøje Oplysninger om de enkelte Former og
deres Udvikling samt, med en vis Begrænsning,
om Udtalen. Vi finder Sproget saa at sige helt
igennem ensartet og uden væsentlige
Ændringer. Af Enkeltheder kan anføres, at
Dativendelsen -i i maskuline a-Stammer tidlig kan
falde bort, navnlig i sammensatte Ord (hleif,
ölkjól); enkelte Overgange fra den ene Klasse
til den anden kan konstateres; saaledes en
Vaklen mellem -s og -jar i Genitiv af
ja-Stammer, mellem feminine o- og i-Stammer; særlig
mærkes, at enkelte feminine i-Stammer tidlig
faar Dativendelsen -u. Af pronominale Former
findes den opr. Form hverjan ved Siden af
Analogiformen hvern; for engi forekommer
engr allerede ved Aar 1000. Ogsaa i Verberne
findes enkelte Overgangsformer, der dog
undertiden kan bero paa Afskriverændringer.
Særlig kan fremhæves den hyppige Brug af
Præteritum Infinitivi paa -u af stærke Verber
efter (Wimmer’s) 1., 2., 3. og 6. Klasse, af
svage efter 1. og 2. samt af
Præterito-præsentia. Endelig findes en Mængde Adverbier paa
-la (ved Siden af -liga), og Præpositionerne er
altid enstavede (ept, und o. s. v.). I denne
Periode er de usammentrukne Former, som
bláan, bláum o. s. v., samt Former som séa,
féar (yngre sjá, fjár) saa godt som
eneraadende. Omlydene synes alle at have været
gennemførte som i de senere Perioder. Dog kan
anføres, at Skjaldene undertiden rimer ö (Omlyd
af a) med a, uden at man kan spore nogen
Regel i saa Henseende. Begge Lyde betragtedes
endnu som omtr. enslydende. I
Afledningsendelserne -ing og -ung er de fuldttonende
Vokaler, i og u, eneraadende. De gl. udlydende
Stammevokaler er i saa godt som alle Tilfælde
helt forsvundne. Kun undtagelsesvis findes v
bevaret foran r, hvilket maa betragtes som en
bevidst Arkaisme. Endelig bemærkes den
temmelig udstrakte Forkortelse af es (Pronomen
og Verbum) til ’s. Det samme har vist ogsaa
for en Del fundet St. i daglig Tale.
Ved Aar 1100 begynder man paa I. at skrive.
I Vinteren 1117—18 nedskrev man for første
Gang de isl. Love, og kort efter forfattede Are
frode sine bekendte historiske Skr. Ved og
efter Midten af 12. Aarh. er den originale
Forfattervirksomhed i fuld Gang. Af
Haandskrifter findes dog saa godt som intet, der er ældre
end fra c. 1200. I sproglig Henseende er disse
ældste Haandskrifter naturligvis meget vigtige.
Af særlig Bet. er en anonym, gejstlig
Forfatters Afhandling om det isl. Alfabet fra c. 1140
(»Den 1. gramm. Afhandling i Snorra Edda«).
Forfatterens Formaal er at danne et Alfabet,
der passer for det isl. Sprog, og han kommer
herved til at give en Beskrivelse af det isl.
Lydsystem i det hele, en Beskrivelse, der er
særdeles klar og nøjagtig. Han konstaterer da,
foruden de lat. Hovedvokaler (a, e, i, o, u), 4
Omlydsvokaler: [*] (u-Omlyd af a), [*] (i-Omlyd
af a), ø (i-Omlyd af o) og y (i-Omlyd af u);
disse Vokalers Udtale angiver han ved at
beskrive Læbernes Stilling. Dernæst lærer han,
at Vokalerne baade kan være korte og lange,
samt at de alle kan være nasalerede; dette
sidste, der er af en særlig Vigtighed, bestyrkes
ved Tilstedeværelsen af Nasaler i
Runeindskrifterne og i svenske og norske Dialekter i
Nutiden. Nasaleringen fremkaldes altid af et
bortkastet n, men ogsaa ofte af et n ell. m i
Vokalens umiddelbare Nærhed. Denne
Nasalering kommer dog ikke til Syne i Skjaldenes
Digte. Forfatterens Lære om Konsonanterne er
i det hele af mindre Bet. Kun bemærkes, at
han anvender þ baade for den stemte og
ustemte interdentale Spirans. Først fra Beg. af
13. Aarh. begyndte man at bruge ð for den
første (det »bløde« d). Forfatterens Alfabet
vandt, i det mindste delvis, Indpas, og hans
Accenter over Vokalerne er optagne i nyere
Islandsk, ganske vist i en noget anden Bet.
Det 12. Aarh. er paa mange Punkter en
Overgangstid. Formerne er i det hele de samme
som før, og Sproget har i alt væsentligt samme
Udseende. Enkelte Forandringer foregaar i
Vokalernes Kvantitet (Forlængelse foran l+f,
g, k, m, p). En kort ubetonet Vokal
bortfalder efter en lang efter visse Regler (bláan
>blán o. s. v.). Brydningsvokalen io er nu
vistnok i alle Tilfælde bleven i[*] (senere jö).
Vokalerne i og u i Bøjnings- og Afledningsendelser
skrives i de ældste Haandskrifter ofte e og o.
C. 1200 gaar s over til r i Former af Verbet
vesa og det relat. Pron., dog saaledes, at s
findes ved Siden af til noget ind i 13. Aarh.
Paa Formernes Omraade findes ved Aar 1200
enkelte Overgange af Bet.; saaledes taber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
