Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anvendelse af isl. Love. Fra Grønland opdagedes
Aar 1000 Nordamerika (Hellulandi,
Markland og Vinland) af Lejfr inn heppni,
Eiríkr røde’s Søn; men de Forsøg, som fra I.
og Grønland blev gjorte paa at kolonisere
Nordamerika, mislykkedes.
Det langt overvejende Antal af
Landnamsmændene var Asatroens Tilhængere, men
samtidig med Grønlands Opdagelse begyndte
Kristendommens Forkyndelse paa I.
Þorvaldr Koðránsson med Tilnavnet
inn víðforli (ɔ: den vidtberejste) havde i
Sachsen stiftet Bekendtskab med en
Missionsbiskop ved Navn Frederik og modtog
Daaben af ham. Þorvaldr fik ham til at tage med
sig til I. for der at forkynde kristen Tro. De
kom til I. 981, hvor Þorvaldr opsøgte sine
Slægtninge, og han fik snart sin Fader til at
gaa over til Kristendommen. I de flg. Aar fik
han ogsaa omvendt nogle Høvdinger, navnlig
paa Nordlandet, hvor han opholdt sig; men da
han paa Altinget forsøgte at forkynde den ny
Religion, mødte han saa stærk og ivrig
Modstand, at han noget senere opgav sin
Religionsforkyndelse og forlod I. tillige med sin Biskop
986. Kristendomsforkyndelsen blev nu først
genoptaget, efter at Olav Tryggvessøn var blevet
Konge i Norge. Han fik først Islændingen
Stefnir Þorgilsson (996—997) og siden
Præsten Þangbrandr (997—999) til at
paatage sig dette Hverv, men da de med
uforrettet Sag havde maattet vende tilbage, overtog
de isl. Høvdinger Gissurr inn hviti og
Hjalti Skeggjason denne Opgave. Paa
Altinget Aar 1000 fik de ved en Lov
Kristendommen vedtaget som Statsreligion for hele
Landet, dog med den Moderation, at man i
Smug maatte dyrke de hedenske Guder, men
nogle Aar senere blev dette ogsaa forbudt.
Naar undtages, at Islændingerne nu blev
døbte, og fl. fremragende Mænd byggede
Kirker paa deres Gaarde, var Kristendommens
Anerkendelse som Statsreligion foreløbig
nærmest en Forandring i Landets Love. Man
mærker igen Forandring i Islændingernes Liv og
Handlemaade ved dette Aar. Aldrig har Livet
paa I. pulseret stærkere, aldrig har det været
rigere paa Begivenheder af forsk. Art end i
Tiden fra 980 til 1030; Lovgivning og Digtning
blomstrede; private Fejder var talrige, men
alligevel vaagede Islændingerne over deres
Frihed og Landets Selvstændighed, hvilket de
klarest lagde for Dagen, da Kong Olaf
Haraldsson søgte at faa fast Fod paa I.
(1024—26). De betragtede sig allerede i denne Tid
som et særskilt isl. Folk og vilde ikke lade
andre Folk betragte sig som norske. Efter 1030
indtraadte der en meget roligere Tid, en lang
Fredsperiode; navnlig herskede der
fuldkommen Fred i hele Landet under Biskop Gissurr
(1082—1118). Kristendommen fæstes og
udvikles, og Kirken organiseres i Tidsrummet
1030-1200. I denne Tid studerede fl. Islændinger i
de mellemeuropæiske Lande; de blev
Befolkningens aandelige Ledere. Den første af disse
var Ísleifr Gissurarson; Folk saa, at
han var bedre Præst end nogen anden, og
Høvdingerne bad ham derfor paa Altinget om
at lade sig vie til Biskop. Han tog til Rom og
blev efter Pavens Ordre indviet af Ærkebispen
i Bremen 1056. Tidligere var fremmede
Missionsbiskopper paa I. Nogle af dem var
dygtige og nidkære og arbejdede i mange Aar for
Kristendommens Fremme; men først da en
af Landets egne Sønner var blevet gjort til
Biskop, fik Bispeinstitutionen sikkert Fodfæste
i Landet. Ganske vist havde Biskop Ísleifr
meget at kæmpe mod, og han maatte arbejde
under uheldige Vilkaar, men hans Efterfølger,
Sønnen Gissurr, fortsatte med afgjort Held
sin Faders Gerning. Han gjorde Familiegodset
Skálholt til Landets fremtidige Bispesæde,
og han fik Tiende indført paa I. c. 1096,
tidligere end i noget andet nordisk Land. Gissurr’s
Indflydelse var saa stor, at han i Virkeligheden
var baade Konge og Biskop over Landet, saa
længe han levede. Da han saa, hvor godt hans
Bispedømme trivedes, lod han for at
imødekomme Nordlændingenes Ønsker oprette et
Bispesæde paa Hólar. Den nidkære og
ansete Præst Jón Ögmundarson blev
indviet som Nordlandets første Biskop 1106.
Den isl. Kirkes Organisation var mere
verdslig end i noget andet Land. Høvdingerne havde
overtaget dens Ledelse, og den gav dem til
Gengæld Anledning til at sætte sig ind i de
Gejstliges lærde Studier. Biskop Ísleifr o. fl.
efter hans Eksempel tog Elever til
Undervisning i deres Hjem; de holdt Skoler, hvorfra
der spredtes Lærdom og Oplysning ud over
hele Landet, hvilket snart satte de herligste
Frugter i en opblomstrende Litteratur. 1117
begyndte Nedskrivningen af de islandske Love (se
Hrafnsson, Bergþórr), og lige efter
1120 begyndte Ari fróði sin
Forfattervirksomhed, som blev efterfulgt af en overmaade frodig
og højst national litterær Virksomhed. Naar
undtages en stor Strid mellem Hafliði
Mársson og Þorgils Oddason,
1120—21, bevarede den flg. Tid en fredelig Karakter
indtil efter 1160, da forsk. Stridigheder opstod
paa Vestlandet, i hvilke Sturla
Þórðarson i Hvammur spillede Hovedrollen. I Slutn.
af Aarhundredet fandt der ogsaa en betydelig
Fejde St. i Eyjafjorden, men saa længe den
dygtige Høvding Jón Loptsson i Oddi
levede (d. 1197), blev alle Stridigheder bilagte,
inden de fik for store Dimensioner.
Saa længe den nordiske Kirkes Primas var i
Hamburg og Lund, øvede Ærkebiskopperne
ingen særlig Indflydelse paa de kirkelige
Anliggender paa I. Anderledes blev dette, efter at
Norge havde faaet sin egen Ærkebiskop 1152,
og de isl. Biskopper kom til at staa under hans
Overtilsyn. I. stod i saa livlig Forbindelse med
Norge, at Ærkebiskoppen i Nidaros havde let
ved at sætte sig ind i de kirkelige Forhold paa
I. Naar han fik Ordre fra Kirkens
Centralbestyrelse til at gennemføre et ell. andet i den
norske Kirke, for enten at skaffe den Gods ell.
at forøge dens Magt, søgte han derfor ogsaa
at gøre det samme gældende paa I. Saaledes
fik Biskop Þorlákr Þórhallsson det
Paalæg af Ærkebiskop Eysteinn at tage
Kirkerne og Kirkegodset fra Lægmændene og
bringe det under Biskoppens Styrelse; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
