Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Israel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udvandring til Ægypten; men dette er en lidet
sandsynlig Konstruktion, og dertil kommer den
Vanskelighed, at »Israel« er nævnt i Kana’an,
før det skulde have forladt Ægypten. Men
naar man tænker paa den sammensatte
Karakter af I.’s Tilblivelse, er det sandsynligt, at det
kun er en Del af det senere Israel, som har
været i Ægypten, og det ligger da nær at tænke
paa Juda, som ved sin Beliggenhed var Sinaj
og Ægypten nærmest, og som fra Beg. af ikke
regnes med til I.; det nævnes saaledes ikke i
Deborasangen. Men Sinaj traditionen er senere
overtaget af hele Folket og har faaet afgørende
Bet., idet Grundlæggelsen af Folkets religiøse
og etiske Liv henlægges dertil. Mose, som var
Føreren i den Periode, bliver den store
Lovgiver, saa at mosaisk bliver lig med
autoritativ, og alle senere Love gives i Mose Navn.
Alle de mosaiske Love stammer i Virkeligheden
fra en langt senere Tid; den ældste Lovsamling
(Pagtsbogen), indbefattende Dekalogen,
forudsætter et agerdyrkende Folk. En Fortælling
som den om Guldkalven afspejler de senere
Kampe med kana’anæisk Kultus, medens f. Eks.
Fortællingen om Korah’s Opstand giver os et
Billede af Præstestridigheder ved Jerusalems
Tempel. Bestemme hvad der er mosaisk i
historisk Bet., kan vi ikke. Men det fremgaar under
Kampene med kana’anæisk Aand, hvilken
Karakter dette Hyrdefolk havde. At dets
Fællesgud hed Jahve, kan ikke betvivles.
3) I. før David. Om det gl. I. faar vi
nogen Underretning i Dommerbogens og
Samuelsbøgernes gl. Fortællinger, ligesom
Patriarkfortællingerne giver os Træk af israelitisk
Liv. Israelitterne boede foreløbig mest paa
Højlandet, hvor de opslog deres Telte ell. søgte
til i de gl. Huler, som tidligere Beboere havde
forladt. Men efterhaanden fik de fl. og fl. Byer,
som de erobrede fra Kana’anæerne. De
fortsatte deres Liv som Nomader ell. Halvnomader
i Bjergene, men lærte efterhaanden
Agerdyrkning af Kana’anæerne. Deres gl. Husdyr Faar
og Ged fik nu Oksen ved deres Side. Rige Folk
ejede ogsaa Kameler. Livet var knyttet til
Slægterne, hvis fortsatte Trivsel og Lykke var
Israelittens Ideal. Indgreb i Slægtens Liv
oprettedes ved Blodhævn; geografiske Forhold
førte til Ordningen i Stammer; men Stammen
spillede ikke stor Rolle i det daglige Liv, der
reguleredes af Slægterne, idet de forsk. Byer
og Landsbyer styrede sig selv under de
myndige Mænds, de Ældstes, Ledelse. Men naar
Fjender trængte paa, kunde en tapper Mand
opstaa og samle en hel ell. fl. Stammer til
Kamp. En saadan afgørende Kamp forherliges
i Deborasangen. Saaledes samlede
Gideon til Kamp mod Midianitterne, Jefta
mod Ammonitterne, og Saul ligeledes mod
Ammonitterne. Disse Helte kaldes i Reglen
Dommere. Dommerbogen har paa kunstig
Maade fremstillet dem som en Rk. Herskere
over hele I.; i Virkeligheden var de uden fast
afgrænset Myndighed, som Beduinschejker, der
følges, saa længe de skaffer Sejr. Det ældste I.
truedes dels af Beduiner, der, ligesom i sin Tid
de selv, gjorde Togter ind over Jordan. Men
en større Fare truede det fra Filisterne, der
udbredte deres Herredømme midt ind i
israelitisk Omraade. Saul kæmpede mod dem hele
sit Liv. Det lykkedes ham og Jonatan at trænge
dem tilbage, til de begge faldt for dem paa
Gilboas Bjerg. Samson’s Historie giver os
Episoder fra Mellemværendet med Filisterne.
- Med Agerbruget lærte Israelitterne
efterhaanden andre Kulturformer af Kana’anæerne,
f. Eks. Skrivekunsten. Den religiøse Kultus
var, som alt aandeligt Liv, knyttet til Slægten.
Ved den fra Nomadetiden medbragte
Paaskefest ell. ved Nymaanefesterne samledes
Familien til et Offermaaltid, som lededes af
Husfaderen. Man fastholdt Forbindelsen med de
afdøde Fædre og sikrede derved Slægtens
Sammenhold og Liv. Til Familierne synes der
at have været knyttet Husguder (terafim).
Enheden mellem de israelitiske Slægter og
Stammer var af ideel Kanakter; den bestemtes ved
det fælles Præg og fandt sit Udtryk i
Dyrkelsen af Folkets Gud, Jahve. Af det sjælelige
Fællesskab (berit »Pagt«) udsprang den
gensidige Forpligtelse og al etisk Handlen.
Enheden viste sig mest i Krigen, som havde en
hellig Karakter og førtes i Jahve’s Navn. I den
gl. Helligdom, Jahve’s Ark, som stod i Silo, var
Livsmagterne koncentreret. Den var rimeligvis
som det hellige Telt en Arv fra Nomadetiden.
Overtagelsen af Kana’anæernes Kultur maatte
medføre en Paavirkning fra deres Religion.
Kana’anæernes Guddomsvæsner var
Ba’alerne, der sørgede for deres Trivsel og
Frugtbarhed og dyrkedes i Templer og paa aabne
Pladser, bl. a. med Frugtbarhedsriter, der havde
en seksuel Karakter (se Kedesher). Ved
Siden af disse mandlige Guddomme dyrkedes
Astarte, hvis Nærværelse ved Kultstedet
angaves ved en Pæl af Træ; ogsaa Astartebilleder
findes. Israelitterne fik snart faste
Tempelbygninger, som i Silo, og indrettede efter
kana’anæisk Mønster Helligdomme paa Højene
(Bama’er), mest i Lunde, med Alter af Jord eller
Sten, og ved dets Side Støtter af Sten
(massebe) og Træ (ashera). Til de gl. nomadiske Fester
kom de tre aarlige, til Høsten knyttede Fester
(s. d.): de usyrede Brøds Fest, Ugefesten og
Løvhyttefesten, ved hvilke man ofrede til
Jahve af Høsten, ligesom alt det førstefødte
skænkedes ham. Enkelte Eksempler (Jefta)
viser, at man ogsaa kunde bringe
Menneskeofre. I ældre Tid spillede Præsteskabet ikke
nogen afgørende Rolle. Præstens Hverv var
især Forvaltningen af Oraklet. Mere Bet. havde
hellige Mænd, Seere, som søgtes, fordi de i
deres større Sjælekraft saa mere end andre
og kunde give Raad. Den krigerske Karakter,
der præger Dommerbogen, beholdt
Israelitterne ikke. De var et fredeligt Folk, der førte
Krigen for at holde Fjenderne nede, men helst
levede i Ro. Patriarkfortællingerne viser os,
at Israelitten hellere bruger List end aaben
Magt.
4) David og Salomo. Kongedømmet
regnes i det gl. Test. fra Saul; men i Virkeligheden
var han som Dommerne mere en Schejk end
en Konge, og hans Herredømme strakte sig
ikke langt ud over hans egen Stamme. Et
Bykongedømme i kana’anæisk Stil søgtes en Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
