Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Israel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
oprettet af Abimelek i Sikem. Men David
oprettede et Rigskongedømme, som omfattede
hele Palæstina og beherskede Naboerne, i
Lighed med de babyloniske og ægyptiske
Storkongedømmer. De ældre Myndigheder
repræsenterede den Magt, der laa i Slægterne, og
var som Dommerne organisk forbundne med
disse. I Riget samledes alle Palæstinas Indb.
under David’s israelitiske Herredømme. Juda,
som hidtil ikke har spillet nogen Rolle i
Folket, drages frem som den herskende Stamme,
og Jerusalem, en ikke israelitisk By, bliver
Rigets Midtpunkt. Men David sluttede med
stor Klogskab alt dette nye til den foregaaende
Historie. Han gjorde sig til legitim Arvtager
af Saul, hvis Herredømme og Omraade han
derved lagde til sit eget. Foreningen af det gl.
og det ny kulminerede i, at Jahve’s Ark
overførtes til den ny Hovedstad. For Fremtiden er
Jahve uløseligt knyttet til Sion. Juda-Israel var
nu et Rige i fønikisk Stil, og David indgik
Forbund med Hiram, der leverede ham Tømmer.
Rigsgrundelsen aabnede Vejen for den
udenrigske Handel. Salomo førte David’s Værk
videre. Han udvidede Udenrigshandelen S. paa
over det røde Hav til fjernere Lande, som
bragte alskens kostbare Produkter, for en Del
sikkert Transitvarer, idet Kongen tog Told af
Karavanerne (1. Kong. 10, 15). Disse
Handelsforbindelser understøttedes ved et godt Forhold
til Ægypten og Fønikien. Vi ser igen som i
Amarnatiden Kana’an som Mellemled i den
store Verdenshandel, og nu er det Kongen i
Jerusalem, som regulerer og drager Fordel af
denne Handel. At det var Storkongedømmet,
der stod Salomo for Øje, viste han i sine
pragtfulde Byggeforetagender, da han opførte et
Palads til sig selv og et Rigstempel. Han
inddelte i Konsekvens af sin Ide Landet i 12
Guvernementer, der hvert skulde gøre en
Maaneds Hoveriarbejde for Kongen. Dermed
triumferede det orientalske Kongedømmes Ide
over den gl. Slægtsforfatning. Ganske vist
foranledigede det Misfornøjelse og Søndring af
David’s Værk. Men Kongeidéen, een Gang sat
ind, bestod, til Riget gik under. Israelittens
Liv havde nu to Tyngdepunkter: Slægten
paa den ene Side som hidtil, men paa den
anden Side Kongen, i hvem Folkets hele Liv
og Lykke var koncentreret. Hvad dette
betød, kan vi se af Kongesalmerne:
Kongen er Jahve’s Søn, den der skaffer Folket Sejr
og Lykke, skaffer Velsignelse til Frugtbarhed
og opretholder Ligevægten i Samfundet ved at
understøtte de Svage. Kongeidealet og
Davidstronens Krav paa Herredømme svandt aldrig
af Folket. Da Virkeligheden gik i modsat
Retning, projicerede de Idealet ud i Fremtiden i
Forventningen om den messianske
Konge.
5) Efraims Rige indtil Samaria’s
Fald. Rehabe’am’s ukloge Optræden efter
Salomo’s Død fik den nordlige Del af Riget til
at udskille sig fra Juda (hvortil dog Dele af
Benjamin og Dan hørte). Kongedømmet
fortsattes nu paa to Troner. Størst og politisk
vigtigst var Nordriget, kaldet I., da det væsentlig
repræsenterede det gl. I., ell. Efraim efter dets
vigtigste Stamme. Jeroboam, der havde
rejst Oprør mod Salomo, grunder dette
Kongedømme og opretter Rigshelligdomme i Betel
og Dan. Hans Søn Nadab dræbtes af Baesa,
hvis Søn Ela dræbtes af Zimri, som hurtig
maatte bøje sig for Omri; denne blev Stifter
af et betydningsfuldt Dynasti, der omfattede
Achab og dennes Sønner, Achazja og
Joram. Politisk karakteriseres denne Periode
ved Kampene med Aramæerne. Omri havde
lidet Held i disse, hvorimod det lykkedes ham
at undertvinge Moab, hvad Mesa-Indskriften
bevidner. Achab fik dannet en Koalition, der
besegledes med Giftermaal, med Fønikien og
Juda. For saa vidt dannede de vestasiatiske
Magter med I. som Centrum nu en lgn. Magt
som i David’s Dage; men den havde ikke
samme Kraft. Aramæerne var for en Del sejrrige;
baade Achab og Joram mistede Livet under
Kampene med dem. Og bag Aramæerne
nærmede sig nu en truende Stormagt i Assyrerne.
I ass. Indskrifter nævnes Achab som Deltager
i Slaget ved Qarqar 854, den første sikre
Datering i Israels Historie. Kulturelt karakteriseres
denne Periode ved Fuldbyrdelsen af
Israelitternes Kana’anisering. Jahve dyrkedes som en
kana’anæisk Ba’al. Den fønikiske Kultus førtes
ind i Landet af Achab’s Hustru, Izebel. Den gl.
Jahvedyrkelse, der ikke kunde forliges med de
kana’anæiske Kulter, fandt en Repræsentant i
Elija, der rejste Kampen for Jahve mod
Ba’al, ell. rettere for den gl. Jahve fra Sinaj
mod den kana’anæiske Jahve og Ba’alerne. En
uhyggelig Medhjælper i denne Kamp fik
Profeterne i Jehu, der hævedes til Kongedømmet
af Elija’s Kreds; han ombragte det tidligere
Kongehus og Ba’aldyrkerne i stor Stil. Som
Konge var han lidet duelig. Saavel han som
hans Søn Joachaz var uheldige i
Aramæerkampene. 842 maatte Jehu betale Assyrerne
Tribut. Med Joas begynder et Omslag. Han
besejrer Aramæerne, og senere Juda, da
Amasja udfordrede til Kamp. Til Magtens Højde
føres Landet derpaa af Jeroboam II
(783-43), der gør sig til Herre i hele
Østjordanlandet; men efter hans Død styrtedes Landet i
Ulykke under skiftende Tronrevolutioner. Hans
Søn Zakarja myrdedes af Shallum, der
atter myrdedes af Menahem. Rigets Ulykke
var varslet under Jeroboam II af Amos og
Hosea, der forkyndte dens Komme som en
Konsekvens af Folkets Synd. Disse Profeter
fortsætter Elija’s Kamp for det gl.-israelitiske
under nye Former. De kæmper mod
Ba’al-Jahvedyrkelsen og mod den nye
Samfundstilstand. I det gl. israelitiske Samfund var
Ejendommen knyttet til Slægterne; de Rige maatte
ikke gaa ud over deres Slægts Grænser ved at
gøre Indgreb i andre, og Ligevægten i
Samfundet opretholdtes ved, at de Rige gav de
Fattige det nødvendige. Denne gl. Slægts- og
Æresmoral undergravedes af Storstadkulturen
og af Kongedømmet. Kongen følte sig hævet
over Slægtsmoralen; thi han var selv Folkets
Centrum. Et Sammenstød mellem gl. og nyt
har vi i Achab’s Strid med Nabot. De
Stormænd, der samledes om Kongen, »lagde Mark
til Mark« ubekymret om Slægtsrettighederne;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
