Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra 11. Aarh. stammer et sardinsk Dokument,
skrevet før 1086, og en Skrifteformular. Fra 12.
Aarh. haves foruden forsk. korte Dokumenter
og en Rk. norditalienske Prædikener en
metrisk Indskrift fra Domkirken i Ferrara, et
Vers omhandlende Belejringen af Casteldardo
(Cantilena Bellunese), nogle Vers af den
provençalske Troubadour Rambald de Vaqueiras,
der i en Vekselsang mellem Digteren og en
Genueserinde lader denne sidste tale sin egen
Dialekt; endelig maa anføres nogle meget
uforstaaelige Brudstykker af et Digt, kaldet il
Ritmo Cassinese. Alle disse Tekster interesserer
dog væsentlig ell. næsten udelukkende i
sproglig Henseende, de er »testi di lingua«. Først i
Beg. af 13. Aarh. fremkommer der en virkelig
Litteratur paa Italiensk, væsentlig af lyrisk
Indhold, og den udvikler sig særlig fyldig ved
Frederik II’s forfinede og skønhedselskende
Hof i Palermo. Det Sprog, som anvendtes af
den saakaldte »sicilianske« Digterskole, er
imidlertid ikke rent Siciliansk, men denne
Dialekt afslebet og afdæmpet i Retning af
Latin og Provençalsk. De ældste ital. Tekster er
udgivne i Crestomazia italiana dei primi secoli
ved E. Monaci (Città di Castello 1889-97).
Om Sproget i de ældste Digte henvises til A.
Gaspary, La scuola poetica siciliana
(Livorno 1882).
I Beg. af 14. Aarh. skriver Dante sin
»Guddommelige Komedie«, og vi træffer her et
Sprog, der i fl. Henseender er meget forsk. fra
det, som den sicilianske Digterskole anvendte;
dette Forhold finder sin simple Forklaring deri,
at Dante er Florentiner, og at hans
Udgangspunkt er florentinsk. Han har dog ikke
benyttet denne Dialekt, som den taltes paa Gader og
i Stræder; Dante opremser selv i sit Skrift De
vulgari eloquentia, der paa en Maade er at
betragte som den ældste ital. Grammatik, 14
forsk. ital. Dialekter, men erklærer dem alle
for uværdige til at være Litteratursprog. Sin
Teori tro skaber han derfor et renset og
forfinet Normalsprog, et Volgare illustre, hvis
Basis er Florentinsk, men normaliseret
væsentlig i Retning af Latin. I sproglig
Henseende traadte Petrarca og Boccaccio i Dante’s
Fodspor; der oprettedes endogsaa i Firenze en
særlig Lærestol udelukkende bestemt for
Fortolkningen af Dante’s Værker; dens første
Indehaver var Boccaccio, der holdt sin
Tiltrædelsesforelæsning 23. Oktbr 1373. Firenzes
stadig voksende Bet. i social, kunstnerisk og
økonomisk Henseende bidrog yderligere til, at
Dante’s Sprog blev fastslaaet som det officielle
Litteratursprog, og efterhaanden som dets
Omraade udvidedes, og man kom længere bort fra
Dante’s Tid, traadte dets Karakter af
»Normalsprog« nødvendigvis stærkere frem; det blev
mere og mere et nærmest ideelt Sprog, der
vel skreves og forstodes, til Dels ogsaa taltes
af alle Dannede, men et Sprog, der maatte
læres, og som ingensteds levede paa Folkets
Læber. Allerede Dante havde sagt om det, at
det »er kendt i enhver By og ikke hører
hjemme i nogen« (in qualibet redolet civitate, nec
cubat in ulla) (De vulgari eloquentia, Kap.
15). Kun faa Forf. havde Selvstændighed nok
til at vove sig uden for den saaledes
konventionelt afstukne Ramme. Man kan vel anføre,
at baade Pucci og Benvenuto Cellini benytter
sig af et Sprog, der i høj Grad nærmer sig
Vulgærtoskansk, men disse separatistiske
Tendenser bliver betydningsløse. Da Matteo
Bojardo i sit store episke Digt Orlando
innamorato havde benyttet sin egen Dialekt
(lombardisk) som Basis, fandt man, at Digtet, der
ellers, hvad Indholdet angaar, vandt den
største Anerkendelse, skæmmedes stærkt af
»plebejiske« Ord, og to Toskanere, Domenichi og
Berni, transponerede da hele Digtet til
Toskansk, hvorefter den originale Form for lange
Tider gik i Glemsel; først i 19. Aarh. er den
blevet fremdraget paa ny. Hvad der her
udførtes i Praksis væsentlig af Berni, var lidt
tidligere blevet teoretisk fremstillet som det
eneste rette af den lærde Kardinal Bembo, der
var Venetianer af Fødsel. Hans skarpsindige
og berømte Skrift Prose (1525) gaar ud paa at
bevise, at af alle de ital. Dialekter er Toskansk
den skønneste, og da den har naaet sin højeste
Udvikling hos Trecentisterne (Forf. fra il
trecento, 14. Aarh.), bør alle ital. Forf. stræbe
efter at efterligne deres Sprog. Ikke alle bøjer
sig dog godvillig for Bembo’s Afgørelse, nogle
kræver det levende toskanske Sprog ophøjet
til Litteratursprog, andre hævder antitoskanske
Sympatier og mener, at de andre Dialekter
ligesaa vel kan benyttes, endelig kæmper nogle
for, at der skulde dannes et helt nyt
Fællessprog, der skulde bestaa som af en Ekstrakt af
de vigtigste Dialekter. Men Trecentisternes
Sprog sejrede trods al Modstand, og Sejren
fastsloges officielt af Crusca-Akademiet, hvis
Ordbog, der udkom første Gang 1612, omtr.
lige op til vore Dage er vedblevet at være
Norm for alle ital. Forf. Først i 18. Aarh.
hæver der sig advarende Røster mod denne
vedholdende Knæsætten af Fortidens Ord og
Former; man kom til Erkendelse af, at man ikke
saaledes, uden at store Værdier gik tabt,
kunde blive ved med at holde sig til et fl.
Hundrede Aar gl. Sprog, hvori enhver Forandring
og Nydannelse ansaas for en Fordærvelse.
Hvad der tiltrængtes, var Frihed og Liv, og
man begyndte derfor at bryde med Bembo’s
Principper, nogle teoretisk, som Gigli og især
Cesarotti (Saggi sulla filosofia delle lingue,
applicata alla lingua italiana [1785]), andre
praktisk, som Goldoni, der naturligvis ikke til sine
Folkelivsbilleder kunde anvende Dante’s
højtidelige Sprog og gammeldags Former, men
ganske rolig benyttede venetiansk Dialekt.
Striden om Litteratursproget blussede stærkere op
og fik yderligere Næring, da Napoleon
grundlagde et nyt Akademi for Norditalienerne,
Istituto lombardo. Den politiske Splittelse kom
saaledes til at gaa Haand i Haand med en
sproglig, der hos alle fædrelandssindede Mænd
vakte alvorlig Bekymring. Efterhaanden som
Tanken om et forenet I. udviklede sig, blev
ogsaa Kravet paa et nyt sammenholdende
Fællessprog stærkere, et Sprog, der ikke var en
Mumie, men havde sikkert Fodfæste i Tidens
levende Talesprog. 1834 fremkom Galvani med
et Forslag om et Kompromis mellem det ældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
