Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skriftsprog og det toskanske Talesprog, og
Forslaget vandt mange Tilhængere. Nu manglede
blot den store Foregangsmand, der skulde
udføre Teorien i Praksis, og han lod ikke længe
vente paa sig. 1827 havde A. Manzoni udg.
sidste Del af Romanen I promessi sposi, der
blev modtaget med stor Begejstring; hele
Nationen samlede sig i Beundring for dette
litterære Storværk, Dog fandt Pedanterne for
mange lombardiske Udtryk og Vendinger i Bogen,
og da Sprogformen heller ikke tilfredsstillede
Manzoni selv, rejste han til Firenze og
anvendte omtr. 13 Aar paa at omarbejde den;
han gennemgik sin Bog Sætning for Sætning,
fjernede alt, hvad der var forældet og
dialektalt, og bestræbte sig for at bringe Sproget
i nær Overensstemmelse med det levende
toskanske Talesprog. Den ny reviderede Udgave
udkom 1840 og blev af afgørende Bet. for det
ital. Rigssprog; medens man tidligere havde
bestræbt sig for at skrive som Dante, blev det nu
Maalet at skrive som Manzoni. Naturligvis fik
Manzonianismen, som alt nyt, adskillig
Modstand at bekæmpe; det er ogsaa utvivlsomt, at
Manzoni i enkelte Punkter er gaaet for vidt og
har nærmet sig Vulgærsproget for stærkt og
derved fremkaldt ell dialektal Farve, som
maaske ikke er heldig, men der er nu Enighed om,
at han ved sin Sprogreform har skænket sit
Land en uvurderlig Gave; ved et dristigt Brud
med Fortidlens Principper har han skabt et
nyt og levende Litteratursprog, der i en
sjælden Grad egner sig til at være Fællessprog for
det forenede I. Der er næppe nogen Fare for,
at Manzoni’s Sprogform vil faa samme Skæbne
som Dante’s og blive knæsat som uforanderlig
og urørlig; tværtimod, alt tyder paa, at
Forfatterne vil forstaa at lempe den efter den
fremadskridende Udviklings Krav, og det er i
saa Henseende interessant at iagttage de
mange Friheder, som fl. moderne Forf. tager sig;
nogle, som G. Verga, M. Serao, G. Giacosa, A.
Fogazzaro o. s. v., betænker sig ikke paa at
benytte deres respektive Dialekters malende
og karakteristiske Udtryk, hvor Rigssproget
synes dem utilstrækkeligt; iandre, som G.
d’Annunzio, tager ogsaa deres Tilflugt til
Middelalderens og Renaissancens Sprog samtidig med,
at de selv skaber talrige ny Ord. (Af den
umaadelige Litt. om det ital. Fællessprog
henvises for Middelalderens Vedk. til N. Caix’s
noget ukritiske Le origini della lingua poetica
italiana [1880] og for den moderne Tid til F.
d’Ovidio, La lingua dei Promessi sposi
[Neapel 1880]. En god Oversigt over hele Striden
er givet af J. Vising i »Letterstedt’s tidskr.«
[1894] og udførligere af H. Breitinger,
»Das Studium des Italienischen« [Zürich 1879]).
For at give et Begreb om det ital. Sprogs
Forhold til Latin og de andre romanske Sprog
meddeles herefter en kort Oversigt over dets
vigtigste Ejendommeligheder i Henseende til
Ordforraad, Lydlære, Formlære,
Orddannelseslære og Dialekter. De Forandringer, som
Sproget har undergaaet siden Middelalderen, er
forholdsvis smaa; de berører væsentligst
Syntaksen, til Dels ogsaa Ordforraad og
Formlære. De lydlige Forandringer er derimod
yderst faa, og Olditaliensk er derfor ikke for
den moderne Italiener et fremmed og
uforstaaeligt Sprog, som f. Eks. Oldfransk er det
for vor Tids Franskmænd. (Nogen
sammenhængende ital. Sproghistorie findes ikke;
Stoffet til en saadan er til Dels samlet af L. G.
Blanc i hans »Grammatik der italienischea
Sprache« [Halle 1844] og af W.
Meyer-Lübke i hans »Italienische Grammatik«
[Leipzig 1890] og især i den udvidede ital.
Overs. [Milano 1906]; smlg. ogsaa Luigi
Morandi, Origine della lingua italiana [7.
Udg. 1894]. For Syntaksens Vedk. er særlig
H. Vockeradt’s »Grammatik d. italienischen
Sprache« [Berlin 1870] af Betydning).
Ordforraad. Ordforraadet er i alt
væsentligt det lat. Folkesprogs, udvidet med en
stor Mængde Nydannelser, der skyldes
Afledning og Sammensætning. Mange lat. Ord
foreligger i to Former, en ældre folkelig og en
yngre lærd, der umiddelbart er kalkeret over
det latinske Stamord. Foruden de lærde
Dubletter (s. d.) Undtes ogsaa talrige andre,
der skyldes Analogidannelser, Sætningsfonetik,
Laan o. s. v. Eksempler: pesare - pensare,
fiato - flato, chiostro - claustro, pieve -
plebe, raggio - radio, romito - eremita, biscia
- bestia, cosa - causa, posa - pausa, freddo
- frigido, sodo - solido, macchia - macola,
gabbia - cavea, gomito - cubito, lordo -
lurido, fucina - officina, mutare - mudare,
lito - lido, raro - rado, carbonajo -
carbonaro o. s. v. I Henseende til Ordbestand er
Italiensk af alle de romanske Sprog sikkert det
reneste ɔ: det, som har optaget færrest
Laaneord. Som de ældste Fremmedelementer i
Italiensk maa anføres en Rk. germanske Ord,
der vistnok for en stor Del er laante fra
Longobarderne (smlg, Zacoaria, L’elemento
germanico nella lingua italiana, Milano 1902). Som
Eksempler kan anføres araldo, bosco, bruno,
forbire, gonfalone, guerra, guancia, guiderdone,
schiena, schiera, senno, stinco, sperone, strale,
leccare, rubare o. s. v. Endvidere maa mærkes
Endelserne -ardo og -ingo. Af senere optagne
tyske Ord kam mærkes Militærudtryk som
chepf og zaino og moderne Restaurationsudtryk
som chiefel (chiffelle) og kellerina
(Kellnerinn). Østerrigernes Herredømme i Norditalien
fremkaldte ogsaa talrige Italianiseringer af
tyske Ord, af hvilke særlig Benævnelsen for
den østerr. Lira, una svanzica (zwanzig),
endnu er bevaret. Den stærke Indflydelse, som
sydfransk Lyrik og nordfransk Epik øvede paa
I.’s tidligste Litteratur, har ogsaa afsat
sproglige Spor, der dog ikke er meget betydelige,
idet største Delen af de
gammelprovençalske og gammelfranske Ord,
hvormed Middelalderens Digtere stadig pyntede
deres Værker, senere er forsvundne. Som
Eksempler paa saadanne Laaneord anføres aigua,
arciere, bialtà, clero ell. chiero, dispitto,
malvestat, oblio, ostaggio, ostello, prence, profitto
o. s. v. En stærk fr. Paavirkning gjorde sig paa
ny gældende i Slutn. af 17. Aarh. Af fr.
Laaneord, der har faaet Borgerret i Italiensk, skal
anføres acchitare, assemblea, bargello, bersaglio,
costume, damigella, dettaglio, formaggio, giallo,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
