Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Litteratur) - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og var stærkt paavirket af fr. Lyrik, særlig
Baudelaire, og Annie Vivanti.
Ogsaa Romanen skifter Karakter. Det er
ikke mere Manzoni og den hist. Roman, der
staar som Forbillede; det er Samfundsromanen,
snart jævnt elskværdig fortællende, humoristisk
følsom ell. spændende, efter eng. Mønster, snart
med skarpere Psykologi, paavirket af den fr.
Realisme, især Zola. Som de mest betydelige
Romanforfattere i Slutn. af 19. og Beg. af 20.
Aarh. kan nævnes: Salvatore Farina (f. 1846),
Anton Giulio Barrili (1850-1908), Girolamo
Rovetti (1852-1910), Edmondo de Amicis
(1846-1908), meget yndet for sine fine idealistiske, tit
lidt sentimentale Noveller, Skizzer og
Rejseskildringer og for sine senere mere
psykologiske sociale Romaner, Anna Zuccara Radius
(kendt under Pseudonymet Neera), der i sine
Romaner har givet gode Karaktertegninger,
særlig af sine kvindelige Figurer, Enrico
Castelnuovo (1839-1915), Antonio Caccianiga
(1823-1909); den fine Psykolog Antonio Fogazzaro
(1842-1911), der ogsaa er en Mester i bunden
Stil. Giovanni Verga (f. 1840) er en glimrende
Skildrer af siciliansk Bondeliv. Udenfor I. er han
mest kendt for sin lille Fortælling Cavalleria
rusticana, som han selv har dramatiseret, og
som Mascagni har sat i Musik. Ved Siden af
ham kan ogsaa som Siciliens Digtere nævnes
Luigi Capuana (f. 1839) og Federico de Roberto
(f. 1861). Matilde Serao (f. 1856) har givet
interessante realistiske Billeder fra sin Fødeby
Neapel, og i fl., af sine Romaner drager hun
til Felts mod bestemte Samfundsbrøst - som
f. Eks. Tallotteriet, i Il paese di Cuccagna,
maaske den betydeligste af hendes Romaner.
Grazia Deledda (f. 1872) skildrer os sin Fødeø
Sardinien, Nicolò Misasi (f. 1850) Kalabrien,
Domenico Ciampoli (f. 1855) Abruzzerne, Renato
Fucini (f. 1843) har i Le veglie di Neri givet
livfulde Billeder fra Livet i Abruzzerne, og
Giuseppe Giacosa, særlig kendt som Dramatiker,
har i Novelle e poesie valdostane skildret
Livet i Aosta-Dalen. Som særlig humoristiske og
satiriske Forf. maa nævnes Giuseppe Mantica
(1865-1907), Luigi Pirandello (f. 1870) og
Giuseppe Lipparini (f. 1877).
Tilbage staar at omtale den mest berømte af
det moderne I.’s Forf. Gabriele d’Annunzio (f.
1864). I et glødende farverigt Sprog
skildrer han Menneskeliv, Natur og Stemninger,
ofte med Tilsidesættelse af alle gængse
moralske Fordringer og med en for haardhændet
Realisme.
Bl. de betydeligste moderne dram. Forf. maa
nævnes Giuseppe Giacosa (1847-1906), først
Romantiker, senere paavirket af Henrik Ibsen,
Sem Benelli (f. 1877), hvis Renaissancedrama,
La cena delle beffe (1909) blev en stor og vel
fortjent Succes, Neapolitaneren Roberto
Bracco (f. 1862), paavirket af Hauptmann og
Ibsen, Enrico Annibale Butti (f. 1868), Girolamo
Bovetta og den før omtalte Giovanni Verga,
Camillo og Giannino Antona-Travérsi og
Teresa Ubertis (f. 1877).
Endnu er tilbage at kaste et Blik paa den Del
af Prosalitteraturen, der ligger udenfor
Prosadigtningen. Den har navnlig gode Historikere,
Kritikere og Litteraturforskere at fremvise. Som
Foregangsmand for den psykologiske kritiske
Metode er allerede nævnt Francesco de
Sanctis. Som Repræsentanter for den
dokumentariske Metode staar Carducci, Alessandro
d’Ancona (1835-1914), Pasquale Villari (1827-1918),
Pio Rajna (f. 1847), Isidoro del Lungo (f. 1841),
o. fl. Desuden maa nævnes Filologerne
Domenico Comparetti, Francesco d’Ovidio,
Grundlæggeren af Archivio glottologico, Graziadio
Isaia Ascoli (1829-1907), C. Salvioni,
Napoleone Caix (1845-82) o. fl.
Litteraturhistorikerne Arturo Graf, Guido Mazzoni, Rodolfo
Renier o. fl. Som Folklorister har den sicilianske
Læge Guiseppe Pitrè (1843-1916) og
Orientalisten Angelo de Gubernatis (1840-1913)
indlagt sig stor Berømmelse. (Litt.: F. de
Sanctis, Storia della letteratura italiana
[Neapel 1870]; A. Bartoli, Storia della
letteratura italiana [Firenze 1878-89]; A.
Gaspary, »Gesch. der ital. Litt.« [slutter med 16.
Aarh., Berlin 1884-89; ital. forøget Udg., Turin
1887-91]; A. d’Ancona og O. Bacci,
Manuale di letteratura italiana [Firenze 1892-94];
E. Gigas, »I.’s Litt.« [i Jul. Clausen’s
»Verdenslitteraturens Historie« [Kbhvn 1897 ff.].
Storia letteraria d’Italia scritta da una società
di professori. Stori dei generi letterari
italiani [begge udk. hos Vallardi i Milano og
indeholdende en detailleret Bibliografi]. Som en
udmærket Fremstilling af Renaissancens
Tidsrum maa nævnes: Jacob Burckhardt,
»Die Cultur der Renaissance in I.« [Leipzig
1860 o. fl. senere Udg.]. Af Tidsskrifter, som
særlig behandler den italienske Litteratur, maa
nævnes La Cretica, Il Giornale storico della
letteratura italiana og Nuova Antologia).
(E. G.). E. M-r.
Kunst.
1) Malerkunsten. Den ital. Malerkunsts
Historie begynder med Malerierne i
Katakomberne fra 2. og flg. Aarh., med
Blomstringstid i 2. og Beg. af 3. Aarh., men fortsat
op i det 8. I de ældre af disse Billeder, gerne
malet med let og sikker Pensel og dekorativ
Holdning, gør antik Aand sig naturlig nok
gældende. I de ældste spiller den gode Hyrde og
den bortdragne Sjæl, »Bedersken« (»Oranten«)
stor Rolle, medens egl. Illustrationer til Biblen
kun forekommer sjældent (Noah i Arken etc).
De bibelske Fremstillinger har symbolik
Karakter og skrumper efterhaanden saa at sige ind
til Billedskrift. Den kristelige Forestillingskreds
faar dog sit klareste Udtryk andensteds,
efterhaanden som Kristendommen træder frem i
Dagen med Anerkendelsens Stempel, navnlig
gennem Kirkernes Mosaikbilleder. Den
antikke Indflydelse holder sig her til c. 6. Aarh.,
da den byzantinske Stil bliver den raadende,
denne Stil, der i Mosaikken havde sit fornemste
Udtryksmiddel, og som udformede enkelte
Skikkelser i Rangstige-Trin efter deres Bet., i
fastslaaet stiv Typisering og i storladen,
farveyppig Fladedekoration, hvor de enkelte
Figurer - alvorsfulde indtil det
gammaelmandsgnavne og vredladne - indgaar som
ornamentale Led i Helheden. Den byzantinske Stil holdt
sig længe (de mægtige Mosaikker i Venezias S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
