Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marco, 11.-13. Aarh.) og kan i fjernere Egne
af Landet (Syditalien) spores helt op i
Nutiden. Til de ældste hører Mosaikkerne i S.
Constanza i Rom, S. Pudenziana i Rom (390),
de pragtfulde i S. Giovanni in Fonte i Ravenna
(430), i Galla Placidia’s Gravkapel i Ravenna
(c. 440) og i S. Maria Maggiore i Rom. Fra 6.
Aarh. ses i Ravenna - Mosaikkernes By -
Ceremonibillederne i S. Vitale og de mægtige
Processionsmosaikker i S. Apollinare nuovo.
Den byzantinske Stil med ny Teknik, hvis
Glasmosaik Straaler i orientalsk Pragt, træder frem
i sin Fylde, bl. a. i Tribunaen i S. Apollinare
in Classe (671-77) i Ravenna. Medens Grunden
i de ældre Mosaikker var dybblaa, bliver den
senere gylden. Ogsaa i Staffelibilleder -
talrige Madonna’er, forsirede med ophøjet
Guldarbejde - som i Paramenter (Dalmatica’er
og anden kirkelig Skrud) træder den
byzantinske Stil frem.
Med 11.-12. Aarh. svækkes det byzantinske
Enevælde. Der ses Trang til mere levende og
individuel Fremstilling (den gl. longobardiske
Retning), og efterhaanden som Freskomaleriet
vinder frem paa Bekostning af Mosaikken -
den byzantinske faste Borg -, er byzantinsk
Stil paa Tilbagetog. Først i Toscana. Som et
klart Udtryk for den ny Tid staar de store
Freskoarbejder i Assisi’s Kirke for S.
Franciscus, den ny Helgen, der ved sin Kærlighed til
Naturen netop aabnede ny Kilder for Kunsten.
De to Arnesteder for det ny bliver Firenze og
Siena. Cimabue fra Firenze (f. c. 1240)
bliver Samlingsnavnet for den ny Kunst, der
puster Liv i den byzantinske Stivhed; der
fortælles om den undrende Begejstring, hvormed
Samtiden betragtede og hyldede hans
Madonna’er, men Cimabue er nu nærmest kun et
Navn; de fleste ham tilskrevne Værker
tillægges nu andre Mestere, bl. a. hans store
Samtidige Duccio, der danner Skole i sin By
Siena; i byzantinsk Klædebon inderliggør
Duccio de majestætiske Madonna’er (Alterværket i
Sienas Domkirke); han beaander Madonna med
Mildhed, Kristus med Barnlighed og giver de
enkelte Skikkelser hidtil ukendte
Skønhedsværdier, der henrykker Mængden.
Først med Cimabue’s geniale Elev Giotto
(c. 1266-1337) bryder den ny Tid for Alvor
frem. Giotto er den store Fortæller i Kunsten.
Hans Perspektiv og hans Skikkelsers
anatomiske Opbygning er med Nutidsøjne mangelfuld,
hans Virkelighedsgengivelse ikke illuderende,
hans Farve ikke indsmigrende, men uvant lys
og klar; den Arkitektur, hvori han med saa
mesterlig Rumsvirkning anbringer sine Figurer,
stemmer ikke nøjagtig med
Virkelighedsforhold, og han giver ikke sine Skikkelser den
»ideale Skønhed«, men han giver dem klare
typiske Træk (og behandler Draperiet med stor
og rolig Linieskønhed), han anbringer
Figurerne anskueligt og storliniet i Rummet, der i
sikker harmonisk Linievirkning virker som den
dram. Fortællings Scene, hvor Rummets Planer
forbereder og forstærker Handlingen. Hvor
andre let fortaber sig naturalistisk i Enkeltheder,
nøjes Giotto med blot at antyde for at faa det
frem, som det kommer an paa; med smaa
Midler, men med største psykologiske Skarpsyn
giver han i Bevægelser og Udtryk, der gør
Skikkelserne levende, de væsentlige Karaktertræk,
der anskueliggør Situationen. Han opnaar
herigennem en Monumentalitet, en Klarhed i
Kompositionen og en dramatisk Kraft, der staar
uovertruffet gennem Tiderne. Giotto’s
Hovedværker ses i Arena’en i Padua, i Overkirken i
S. Francisco i Assisi (Helgenens Levned), i
sammes Underkirke (paa Hvælvingerne de fire
Allegorier, hvoriblandt »Kristus trolover S.
Franciscus med Fattigdommen«), i Sta. Croce
i Firenze m. v. Allerede gennem Giotto’s
udstrakte Virksomhed, fra Padua til Neapel,
naaede hans Indflydelse vidt ud; den blev det
alt overvejende i det flg. Aarh. Dog holdt
Siena-Skolen sig selvstændig, helt ned mod
Renaissancen, i Guldgrundspragt, blid og
stemningsfuld i Duccio’s Aand; S. Martini malede
miniaturagtig fint udførte pragtfulde
Madonna’er m. a. (S. Martin’s Levned i Assisis
Underkirke, Sienas Raadhus); til Siena hørte
ogsaa den ejendommelige A. Lorenzetti. Bl.
Giotto’s mange Efterfølgere, som Kunsthistorien
nu har sit store Besvær med at rede ud fra
hinanden, nævnes Taddeo og A. Gaddi, A.
Veneziano, Spinello Aretino, Niccolo di Pietro,
Giottino m. fl.
Med 15. Aarh. - Quattrocento -
kommer en ny Kunstaand. Det er ikke blot ny
Fremskridt hist og her. Kunsten skyder
formelig Ham. Den retter Blikket mod
Virkelighedsverdenen og vil gøre sig til Herre over
Synsfænomenerne. Derfor en ivrig Realisme, der
først og fremmest arbejder med
Menneskeskikkelsen som det centrale, men heller ej glemmer
Omgivelserne, Rummet, Landskabet. Et
verdsligt Drag er fremtrædende, selv hvor kirkelige
Emner behandles; derfor lægges Vægten fra det
typiske over paa Individualiteten, paa
Udtrykket for den fri karakteristiske Personlighed,
Madonna’erne bliver mere menneskeligt
moderlige; af Englemasserne udformes individuelle
Skikkelser og udskilles som en særlig yndet
Gruppe de smaa genieagtige muntre
Englebørn, de allestedsnærværende putti - hele
denne Personlighedsskildring i nøje Samklang
med den fra Dante, Petrarca, Boccaccio etc.
udgaaede nationale Løftning i Digtning og
Sprog. Skønhedsidealet bliver mere
jordisksanseligt; den maleriske Dyrkning af
Legemsskønheden drives frem under Begejstringen for
den antikke Skulptur; man ynder antikke
Emner, benytter antikke Ornamenter; man vil
saaledes ogsaa genføde - »Renaissancen« - den
antikke Tid gennem Skildringen af det nøgne
Menneskelegeme; man arbejder med
Klædefoldernes Kast, men man søger ogsaa at gøre
Rede for Stoffernes Art. I St f. Billedernes
Guldgrund ell. den blot antydende Arkitektur
m. v. træder nu virkelighedstro Arkitektur,
Udsigt over Floder o. l. Saa smaat begynder
de enkelte Grene af Maleriet at løsne sig fra
Stammen, forberedende det selvstændige
Landskabs-, Arkitektur-, Genremaleri m. v. Man
arbejder ivrigt med alt det tekniske,
Perspektivens Love, Farven (den flanderske
Olieteknik); i Freskomaleriet, der tidligere for en Del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
