Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskeskikkelser, de skønne Ynglinge med de slanke,
bløde Legemer m. v., betegner et kendeligt Trin
nedad i Menneskeværd; Øjeblikkets Sansebørn,
som de er, med lidt Hang til det pikante,
rækker de Haanden til Rokokotidens
Menneskeverden. Hos den dygtige Elev Parmeggianino løb
Manierismen ud i en ret lummer og parfumeret
Erotik.
Lionardo’s Aand havde ogsaa vævet sine
Traade ind i Giorgione’s Kunstnerpersonlighed.
Giorgione (1478-c. 1510) - den
varmblodigt og kort levende Maler, hvis Omrids endnu
staar saa svævende - fortsatte vel i Venedig
G. Bellini’s, Cima o. a.’s Overlevering, men
allerede i hans Castelfranco-Madonna lod en
ny Stil sig ane, og i hans Kunsts senere
pastorale Stemningsbilleder (»Koncerten« i Louvre
etc.) blev han Banebryderen for landskabelig
Romantik og for Fremstillingen af en
arkadisk Skønhedstilværelse, hvor skønne
Menneskeskikkelser harmonisk smelter sammen med
Naturen, under en glødende Kolorit, der
forstærker den poetiske Stemning. G. Bellini’s Elev
og Giorgione’s Medhjælper Tizian
(1477-1576) blev den, der i det rent maleriske
naaede Kunstens Højdepunkt. Sent udviklet
arbejdede Tizian først i Bellini’s Stil, malede
derefter i Giorgione’s Aand det dejlige »Himmelsk
og jordisk Kærlighed« (1512, Borghese-Gal.)
og gav sig selv fuldt i Hovedværker inden for
hans rige kirkelige Kunst som »Marias
Himmelfart (1516, Akad. i Venedig) og »Madonna,
tilbedt af Pesaro’erne« (1526, S. Maria de
Frari). Storsynet i hans Kunst, det sunde,
kraftfulde, lykkeligt harmoniske, forlener ogsaa
Figurerne i hans allegorisk-mytologiske Værker
(»Bacchus’ Møde med Ariadne«, London, alle de
nøgne Kvindeskikkelser etc. etc.) i deres
Liniesystem og varmblodige Menneskeskønhed med
et guddommeligt, ærefrygtindgydende Skær,
gør hans Portrætter uopnaaelige i deres
Klarhed, imposante Naturlighed og udsøgte
fuldtonende Farveklange og gør hans Landskaber
til Skønhedsaabenbaringer. Med Alderen blev
hans Penselføring bredere indtil det
voldsomme; gennem sin Virken holdt han den
venetianske Kunsts Blomstring oppe paa en Tid, da
Høj-Renaissancen ellers overalt for længst var
afblomstret; i sin seneste Kunst
(»Korsfæstelsen« m. v.) viste han frem mod Barokken. -
Om Tizian grupperer sig en Kreds af
betydelige venetianske Malere. Deres Kunst kredser
bl. a. om den Tizian’ske fornemme Kvindetype
og fremstiller atter og atter, indtil det banale,
den fyldige blondhaarede Kvindeskønhed:
Palma Vecchio, Paris Bordone m. fl.
Paolo Veronese (1528-88), Festernes
festlige Maler, blev i sit »Eksistensmaleri« (de
kolossale Nadver- ɔ: Banketbilleder) den
uovertrufne Fremstiller af en skøn og fri
Menneskeverden under jordisk Pragt og Lykke, en
Maler, der samlede Farvernes rige Orkester i
den skønneste Harmoni. Lorenzo Lotto
gav, i Modsætning til Høj-Renaissancen ellers,
en Portrætkunst af egen hjemlig Tone og
Bonifazio Veronese i sine Kirkebilleder
med Høj-Renaissance-Typer et Genremaleri i
Tilknytning til Venedigs Quattrocento. Som
Lotto malede ogsaa Moroni fra det
nærliggende Brescia Portrætter af intim Karakter, og
en anden Brescianer Moretto ydede storladen
Alterkunst af venetiansk Karakter, men
fortroligere i Fremstillingen og særpræget ved
den fine sølvgraa Tone.
Selv om Lionardo ikke fik stiftet Skole i
Firenze, gav han dog ogsaa Kunsten her ny
Svingkraft. Lionardo’s Kompositionssæt
(Pyramideformen m. v.) blev saaledes grundlæggende
for to saa forskelligartede Malere som Fra
Bartolommeo og A. del Sarto. Fra
Bartolommeo (1472-1517) blev Mesteren for
Kompositionen; i de storladent konstruerede
Andagtsbilleder (»Den opstandne Christus med de fire
Hellige«. Pitti, etc.) med deres fri Symmetri
støbte han en klassisk, arkitektonisk opbygget
Type, hvis formale Egenskaber ogsaa
befrugtede Rafael’s Kunst. Andrea del Sarto
(1486-1531) fik ogsaa gennem Lionardo Øjet
aabnet for Farvernes fine Sammensmeltning og
Stemningsmagt; han blev den geniale
Farvekomponist, der arbejdede med improviserende
Lethed, men ogsaa gled uden om de dybere
sjælelige Opgaver; til Renaissancens mest
straalende maleriske Værker hører hans »Disputa
della Trinita« (Pitti) og Freskerne »Nadveren«
i S. Salvi ved Firenze og »Madonna del Sacco«
i Firenzes Annunziata. Franciabigio, der hjalp
Andrea d. S., var selv en Maler med raffineret
Smag i sine bibelske og mytologiske Arbejder
og dertil en duelig Portrætmaler.
Et andet Universalgeni, Lionardo’s polare
Modsætning, havde ligeledes Firenze til
Udgangspunkt: Michelangelo (1475-1564).
Følte han sig end først og sidst som
Billedhugger, skulde han dog ogsaa som Maler faa
overvældende Indflydelse, og i Vatikanets
sixtinske Kapel gav han 1508-12 Malerkunsten
dens mægtigste Storværk, ogsaa rent manuelt
en Kæmpeydelse, da han var saa godt som ene
om det. Forinden havde han bl. a. malet »Den
hellige Familie« (Tribunaen, Uffizi) med
magtfulde Skikkelser (Madonna i stærkt drejende
Bevægelse) i en til Billedets runde Form
afvejet Komposition, og det nu kun paa anden
Haand kendte »Overraskede badende Soldater«
for Pal. Vecchio. For Michelangelo var der
kun een Kunstens Genstand og Skønhed —
alt andet borteliminerede han ell. blot taalte
som uundgaaeligt —: den menneskelige Form,
særlig det nøgne Legeme i dets Bevægelser, og
Antikken var det store Forbillede. I en Fylde
af Bevægelsesmotiver, der ofte dreves ud til
Mulighedens Ydergrænse, skildrede
Michelangelo nu paa det sixtinske Kapels Loft Scener
og Skikkelser fra det gl. Test.,
Skabelses-Billederne, statuariske Grupper og Enkeltskikkelser,
en Rk. skønne nøgne Ynglinge, benyttede rent
dekorativt som arkitektonisk støttende og
bærende Led, dertil mægtige Profet- og
Sibylle-Figurer. Et enestaaende Formtænkningens
Mesterværk, grandiost i Skikkelser, mægtigt i
Patos, i en plastisk Fremstilling, der dæmper
Farven som det underordnede ned mod det
døde graa, hvis da ikke Sten- og Bronzefarver
ligefrem benyttes. Bl. meget andet nyt skabte,
som det sagdes, Kunstneren her selv Skaberen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>