Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den vældige Jehova-Skikkelse, som i ophøjet
Flugt danner Kloderne og besjæler Adam. Den
alvorlig-mørke Grundstemning, der raader i
dette Værk, var Genlyden af Michelangelo’s
egen tungsindige og ufredelige, ensomme og
higende Sjæl. Denne Dysterhed, Sindets
Spaltning og Forbitrelse slog ud i lys Lue i hans
sidste Storværk, Dommedagsbilledet paa det
sixtinske Kapels Væg, hvis Gigantskikkelser
gennemstrømmes af Trods og Hævn.
Saa stærk en Storm, Splittelse og Dissonans i
Michelangelo’s uroprindelige
Kunstnerpersonlighed, saa megen sjælelig Ro, mild og klar
Ophøjethed i Rafael’s Kunst, der i saa høj
Grad bygger videre paa det af Datiden alt
tilvejebragte Grundlag. Medens Michelangelo vilde
være ene om sit Arbejde, omgav Rafael
(1483-1520) sig snart som Diktatoren med en
Elevskare, der mere ell. mindre selvstændigt
arbejdede efter Mesterens Kompositioner og gennem
egne Værker, der længe gik under Rafael’s
Navn, ved deres Undervægtighed bidrog til at
mindske den Rafaeliske Lødighed. Ikke
vanskeligt at paapege de mange Kilder, hvoraf Rafael
øste: Perugino m. v. fra den umbriske Tid,
under Firenze-Opholdet Masaccio, Ghirlandajo,
Fra Bartolommeo, Lionardo og Michelangelo
etc., for ikke at tale om Antikken. Dette kan
give hans Kunst Præget af en eklektisk
Idealisme, der samlede alle Traadene og deraf skabte
Renaissancens Skønhedsideal, det Normalmaal,
hvormed Kunsten for lange Tider regnede, ofte
til Skade for indre Værd. Det var dog ikke
alene med en vidunderlig Modtagelsesevne,
Rafael aflærte Datidens Kunst dens bedste
Egenskaber, det var tillige med genial Takt og
kolossal Arbejdskraft, han indoptog det
fremmede og smedede det sammen i sin egen
Personlighed. Bag Rafael’s sammenfattende Værk
laa en genial nyskabende Aand, der i
Kompositionens Rumfølelse og Linievirkning gav
Kunsten ny uskrevne Love. I hans Værker fra de
tidlige »Madonna’s Kroning« (Vatikanet), S.
Severo-Fresken, »Gravlæggelsen« (Borghese-Gal.)
lige til hans sidste af ham selv ikke fuldførte
»Transfigurationen« (Vatikanet) ses i stigende
Grad en storstilet Figurkomposition, et
monumentalt Samspil mellem de enkelte Figurer, en
spirituel Følelse for disse Fig.’s geom.
Fordeling i Rummet i nøjeste Overensstemmelse
med Emnets Økonomi og for deres plastiske
Linie- og Farvevirkning i Helhedsbilledet, der
berettiger til at gøre den Rafaeliske Kunst til
Højdepunkt af Renaissancens Ydelse. Medens
Madonna-Skikkelsen i hans Madonna-Billeder
af reneste Skønhed: »Madonna Solly del
Granduca« (Pitti), »Madonna i det grønne« (Wiens
Hofmus.), »di Casa Tempi« (Münchens
Pinakotek), »Madonna della Sedia«, gerne blot er
Moderen i naturligt Hjerteforhold til Barnet,
ikke Gudsmoderen, løftede Rafael i sin
»Sixtinske Madonna« (Dresdens Gal.), et i sin
Rumbehandling, ideale Form og Højtidsstemning
fuldkomment Billede, Madonna og
Christus-Barnet op i en aandelig Højde og Storhed, hvor
de føles som en overjordisk Vision. I hans
Portrætter (»Maddalena Doni«, »Inghirami«,
»Kardinalen« [Madrid] m. v.) har man Storsynet,
der ud af det uvæsentlige og tilfældige drager
det karakteristiske. Den Rafaeliske Genius’
Vingefang føles dog stærkest i de berømte
Fresker i Vatikanet, i de to Rum (»Stanzer«),
hvis Udsmykning han i det væsentlige
personlig var Mesteren for, i Camera della Segnatura:
»La disputa«, »Skolen i Athen«, »Parnasset«
etc., i Stanza d’Eliodoro: »Heliodor’s Udjagelse«,
»Messen i Bolsena«, »Peters Befrielse«, de tre
sidste i en malerisk naturalistisk Stil, der
allerede vakte Datidens højeste Beundring, og som
i øvrigt ikke kendetegner Rafael’s for moderne
naturalistisk-impressionistiske Øjne lidet
»maleriske« Farvevirkninger. Rafael’s Kunst fejrede
endvidere Triumfer i »det herligste af alle
mytologiske Billeder«: Fresken »Galathea’s
Triumf« (Farnesina) — en fuldendt skøn,
ligevægtig Komposition —, i Udsmykningen af
Vatikanets Loggier (mest udførte ved Elever)
og i Tapet-Kartonerne for det sixtinske Kapel,
af hvilke Rafael selv udførte de betydeligste
(»Fiskedrættet«, »Vogt mine Faar« etc),
uovertræffelige i deres storladne Komposition,
rytmiske Klang og antikke Følelse.
Rafael efterlod Kunsten en Skønhedskanon,
som hans mange Elever og Medarbejdere —
Penni, Giulio Romano, Perino del Vaga,
Polidore da Caravaggio etc. — levede videre paa,
og som snart blev traadt flad. I denne Kreds
træder Giulio Romano, der efterhaanden
droges mod Michelangelo’s Kunst, frem med
markante Træk; hans Freskeudsmykning af
Palazzo del Te (Mantua) var en med Bravour
gennemført Kæmpepræstation, som dog paa fl.
Felter (Gigant-Salen) stærkt overskred Grænsen
for god Smag. Samme Vej fra Rafael til
Michelangelo gik ogsaa Daniele da Volterra.
Michelangelo’sk blev Venetianeren Sebastiano
del Piombo (c. 1485-1547), der raadede
over venetiansk Kolorits Glød og Fylde, i Rom
stod Michelangelo bi med Raad og Daad og
indtil Efterligning kunde antage hans
kunstneriske Syn (Fresken i Roms S. Pietro in
Montorio); adskillige af S. d. Piombo’s Værker
(Portrætter m. v.) hører imidlertid til
Renaissancens Perler. For Pontormo (fra Firenze), der
en Tid malede helt graciøst og næsten A. d.
Sarto’sk, og endnu mere for hans Elev
Bronzino, med den sikre og storladne, til Tider lidt
maniererede Tegning (»Venus«) og de
fastbyggede, højtidelige Portrætter, blev Michelangelo
Ledestjernen. De Rafael’ske Formler dyrkedes
i Ferrara-Skolen (Garofalo etc), af Dosso Dossi,
den egenartede Maler med den venetianske
Farve, den romantiske Landskabsopfattelse og
det bizarre Emnevalg, dog med megen
Selvstændighed. Hos Baldassare Peruzzi, hvis
Kunst var knyttet til Rom og Siena og stærkt
kredsede om Antikken, brødes de Sodoma’ske
og Rafael’ske Indflydelser.
Men gennemgaaende blev Kunststilen snart
efter Rafael’s Tid tom, især efter Aarh.’s Midte,
naar Venedig fraregnes. Mange Opgaver,
vældige Kirkemalerier, Skarer af habile
Kunstnere, hvis Talent af og til slaar selvstændigt
igennem (som i Portrætfaget), men som ellers
under Masseudfoldelsen maler paa bedste
Beskub, i hastigt Tempo til Bestridelse af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
