Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange Bestillinger, uden alvorlig Fordybelse i
Opgaverne, med overfladisk Haandtering af
nedarvede Skønhedsskabeloner mellem
hinanden, en Periode op mod Slutn. af 16. Aarh.,
der med Rette er betegnet som
Manierismens Tidsalder. Kunstnere som Cavaliere.
d’Arpino i Rom, Kunstnerbiografen Vasari,
Brødrene Zuccaro er fremragende typiske
Repræsentanter for denne Tid.
En ny kirkelig Aandsretning, hvis Virkning
spores allerede i Høj-Renaissancens senere
Værker, bidrog væsentlig til Omformningen —
Forfaldet og Fornyelsen — af den italienske
Malerkunst i Løbet af 16. Aarh. Den
antik-hedenske Aand i Renaissancens Kunst
vakte stigende Misstemning hos de Troende.
Man forargedes over dens mange
Nøgenheder (efter pavelig Ordre maatte Daniele
d. Volterra overmale de værste Blottelser paa
Michelangelo’s »Dommedag«). Paa
Tridentinerkoncilet kom den gærende »Mod-Reformation«
til officiel Udfoldelse; Biskoppernes Tilsyn med
Kirkebilledernes rette Art og Værdighed
indskærpedes. Kirken afværgede de fanatiske
billedfjendtlige Bestræbelser ved at gøre
Kunsten til Kirkens lydige Redskab. Kunsten skulde
virke mod-reformatorisk agitatorisk. Den skulde
gøres lettilgængelig for den store Menighed,
derfor arbejde med krassere Midler, fremhæve
de individuelle Træk (der for den fornemme
Høj-Renaissances Smag var vulgære), bringe
Livet, som Menigmand kendte det, ind i det
kirkelige Billede ved Valg af folkelige Typer,
ved forstaaelige og anskuelige Lokalfarver. Og
Kirkebilledet skulde som billedlig Bibel vække
af Dvale, rejse Troen, fremme Ydmygheden,
Angeren, Selvfornedrelsen. Det skulde derfor
saa levende, gribende og rystende som muligt
fremstille alle de mange Martyriers Rædsler og
søde Salighed og Visionernes betagende og
berusende Herlighed. Alt som Trosiveren rejste
Kirke paa Kirke, myldrede Opgaverne frem for
Kunstnerne, der lidt hurtigt og villigt skulde
fylde Rummene i mægtige Flader, Hvælvinger
og Kupler med pompøs, øjedragende,
sjæleanglende officiel Kunst. — Efterhaanden
tilpassede Kunsten sig efter de ny Krav. Og disse
fremsprang desuden spontant af Kunstens eget
Væsen efter Loven om Tilbageslaget mod den
ældre Generation. Under Brydnings- og
Nedgangsperioden begyndte en ny Stil at tage
Form: Barokstilen med dens Dyrkning af
Lidenskaben, Affekterne indtil det hysteriske i
en nærgaaende, naturillusionistisk Fremstilling,
der ikke veg tilbage for det hæslige og nu atter
med Hunger kastede sig over de maleriske
Uvæsentligheder, som Høj-Renaissancen gerne
havde ladet ligge: Dyrene m. v., alle
»Stillelivs«-Smaatingene, som kunde vække
selvstændig kunstnerisk Glæde, og som snart ogsaa
skilte sig ud som Sær-Opgaver for Kunsten:
Dyremaleriet, Naturemorte-Billedet etc. De
Kompositions-Grundsætninger, som allerede
Renaissancen saa smaat havde slaaet paa, og som
Rafael saa genialt havde leveret Ouverturen til
i Retning af Maleriets rumlige Virkning, blev
nu sat saa at sige skematisk i System. Man
tilstræbte en rumlig illuderende Virkning,
saaledes at Rummet og de deri agerende (gerne
urolig bevægede) Skikkelser opløstes i Dybden
i skyggede og belyste Partier — et »malerisk«
Princip i Modsætning til det tidligere plastiske.
Man spandt videre paa Correggio’s Traad og
gav Lyset — og dets Modsætning — en
overvældende formopløsende Rolle, og man
fremdrog med Forkærlighed Effekter ved kunstig
Belysning. Lydigt underordnende sig
Mod-Reformationens Emnekrav smuglede Kunsten
det nøgne ind og gav det en Forgrundsplads;
de kirkelige Emner gav her et mægtigt Stof,
lige fra Martyrhistorierne til det gl.
Testamentes Parallelskikkelser; det vrimler nu i
Malerkunsten med Judith’er, Bathseba’er, Susanna’er
m. v., og man tør ogsaa som Repræsentanter
for Lidelsen byde antikke Figurer: skønne nøgne
Adonis’er, Kleopatra’er, Dido’er etc.
Den ny Aand brød frem med kunstnerisk
Vælde i 16. Aarh. i Venedig gennem
Tintoretto (1518-94). Han blev
Mod-Reformationens maleriske Udtryk og Banebryder for
Barokken. I hans Billeder hersker Uro, af
Lidenskaberne frempisket mægtig Bevægelse;
der tumles med mørke og lyse Farvemasser;
Stemning og Bevægelse forstærkes gennem
uvejrssvangre, storladne Landskaber med
kraftige Lyseffekter; Rumvirkningen anskueliggøres
ved Understregningen af det diagonale. Med
mægtig Arbejdsevne og Kunnen naaede
Tintoretto — der efter sit eget (dog ikke
virkeliggjorte) Program vilde forene
Michelangelo’s Tegning med Tizian’s Kolorit — at
faa malet en lang Række fremragende
Værker, de mægtige Vægbilleder i Madonna dell’
Orto og i Scuola di S. Rocco (hvor han
bl. a. malede et af sine Yndlingstemaer:
»Nadveren«), »Den hellige Marcus’ Under« i
Venedigs Akademi (selv et Vidunder i dramatisk
Liv og Bevægelse), »Den hellige Marcus redder
en Skibbruden« (hvor han som den første giver
et formeligt Sømaleri) i samme Bys Palazzo
Reale etc. etc. Hans rent maleriske Stil blev
epokegørende. Bassano’erne i Venedig,
Jacopo B. m. v., der i deres kirkelige og
mytologiske Arbejder malede fortræffelige Dyre-,
Folkelivs- og Landskabsbilleder, ydede en
formelig Masseproduktion.
Snart efter blev længere S. paa
Eklekticismen og Naturalismen de to saa
forskelligartede Repræsentanter for Kampen
med Manierismen og dens Væsen.
Eklekticismen, der af den antikke romerske Kunst,
Michelangelo, Lionardo, Rafael, Tizian og
Correggio vilde uddrage Kraftessensen og forene
alt dette bedste som Helhed i den ny Kunst,
fulgte vel saaledes paa en Maade de
manieristiske Baner, men Efterligningen skulde ikke
længere være tilfældig, løs og ufordøjet, men
hvile paa de grundigste Studier til
Udvælgelse af de rette Skønhedsværdier, og under
Eklekticismens Fane blev der ogsaa ydet megen
overlegen dygtig Kunst. Dens Stiftere var
Lodov. Carracci (1555-1619) og Fætrene
Agostino (1557-1602) og Annibale
(1560-1609) Carracci. Betegnende for Retningens
skolemæssige Karakter var det Akademi, de
grundede 1582 i Bologna; i Pal. Farnese’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
