Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1183 afløstes af Freden i Konstans, hvor
Frederik anerkendte Byernes Selvstyre, og de hans
kejserlige Overhøjhed, hvormed der fulgte
betydelige Indtægter. I Sicilien herskede stadig
en blomstrende Tilstand, uagtet Roger’s
Efterfølger Vilhelm I (1154-64) havde regeret slet;
men hans Fejl blev genoprettede af Vilhelm
II (1164-89), der styrede saa godt, at man
kaldte ham »den Gode«. Da han ingen Børn
havde, vilde Kronen gaa over til Roger’s
Datter Constantia, som det lykkedes Frederik
Barbarossa at faa gift med sin Søn Henrik (1186).
Dette Giftermaal gav det hohenstaufiske Hus
glimrende Udsigter, men var en Fare for I.’s
Frihed og Pavens Selvstændighed. Efter
Vilhelm II’s og Frederik Barbarossa’s Død, der
indtraf omtr. samtidig, blev Henrik VI
(1190-97) altsaa paa een Gang Konge over Tyskland,
I. og Sicilien. Det sidste Rige maatte han dog
først erobre, da Stormændene her valgte
Vilhelm’s Brodersøn Tancred til Konge. Allerede
1191 kom Henrik til I. med en Hær, blev
kronet til Kejser og rykkede ind i Kongeriget
Sicilien, men blev standset ved Neapel, som han
ikke kunde indtage. 3 Aar efter kom han igen
og trængte frem til Palermo, hvor han blev
kronet (1194). Henrik var en streng Herre over
for sine ny Undersaatter, som han fratog deres
Rettigheder og Friheder. Overalt i I. satte han
Tyskere paa de vigtigste Poster og nærede
Planer om at gøre Kejserkronen arvelig i sin
Familie og erobre det byzantinske Rige. Inden han
fik virkeliggjort noget af dette, døde han, og
Aaret efter blev Innocens III Pave
(1198-1216), der var fast bestemt paa at opløse
Foreningen mellem Tyskland og Sicilien.
Forholdene var overordentlig gunstige for ham:
Henrik’s Søn Frederik var kun et umyndigt Barn,
og hans Moder Constantia maatte paa egne og
hans Vegne hylde Paven som Lensherre; da
hun kort efter døde (1198), blev Innocens den
unge Konges Formynder. Straks efter Henrik’s
Død havde Byerne i Toscana dannet et
Forbund, som Paven traadte i Forbindelse med,
medens han samtidig satte sig i Besiddelse af
Mathilde’s Arv og Pentapolis samt Spoleto.
Dette kunde han saa meget lettere, som der i
Tyskland var blevet valgt to Konger, idet
Ghibellinerne samlede sig om Henrik’s Broder
Filip af Schwaben, og Welferne om Henrik
Løve’s Søn Otto IV; denne sidste støttedes af
Innocens, der bandlyste Hohenstauferen. Paa
denne Tid forøgede Venedig sin Magt
betydelig, da det som sin Part af Byttet i det 4.
Korstog fik et Par Forstæder i Konstantinopel,
Kreta, Korfu m. m. Kampen mellem det
hohenstaufiske og det welfiske Hus gav i I.
Anledning til en dyb og farlig Spaltning, idet det
ikke var nok med, at Adelen for største Delen
stillede sig under den ghibellinske og Byerne
under den guelfiske Fane, men der var ogsaa
inden for hver enkelt Bys Mure Tilhængere af
begge Partier, som søgte at ødelægge hinanden.
Da Otto IV ved Filip’s Død 1208 var blevet
Eneherre, optog han trods sine Løfter til
Paven den hohenstaufiske Politik, indsatte en af
sine Mænd til Hertug i Spoleto, besatte
Mathilde’s Arv, ja drog endog ind i Kongeriget
Sicilien for at forene det med Kejserriget.
Under disse Forhold saa Innocens sig nødt til at
bandlyse ham og sende sin Myndling Frederik
til Tyskland som hans Modkonge; dog maatte
denne først love at overgive Sicilien til sin Søn
Henrik. Otto maatte saa forlade I. for at
bekæmpe Frederik i Tyskland, men havde kun
lidet Held med sig, og Hohenstauferen blev
snart alm. anerkendt. I I. fremkaldte Pavens
forandrede Politik stor Forvirring, men ogsaa
her gik hans Parti »af med Sejren. Paa
Laterankoncilet 1215, hvor c. 500 Prælater fra alle
Riger i Kristenheden gav Møde, viste Innocens,
hvilken Magt han besad. Bl. de talrige
Beslutninger, han fik vedtaget, var Otto’s Afsættelse,
Oprettelse af en Kætterdomstol og et Korstog.
Aaret efter døde han (16. Juli 1216). Medens
han endnu levede, var Frederik II blevet
kronet i Aachen (1215), men han undlod at
overlade Sicilien til sin Søn under Paaskud af, at
han var for ung. Efter at han havde ordnet
Forholdene i Tyskland, blev han 1220 kronet
til Kejser i Rom af Pave Honorius III
(1216-27) og tog derefter Ophold i Sicilien, hvor han
var helt optaget af at fuldbyrde Roger II’s
Værk. Her skabtes en Styrelse, som vi ellers
ikke træffer i Middelalderen. Rigets øverste
Administration og højeste Domstol var de fire
Storhofdommeres Raad med Storhofjustitiaren
som Præsident. Under dette stod
Provinsembedsmændene, hvoraf der var to Overordnede i
hver af de 9 Provinser. Disse, Justitiaren og
Kæmneren, var sidestillede, men havde hver
sit Forvaltningsomraade. Justitiaren forestod
Retsplejen, udskrev Hæren og fordelte
Skatterne, der bestod af en Grundskat og af
betydelige Told- og Monopolafgifter. Kæmneren
inddrev disse, førte Tilsyn med Domænerne og
ledede Statens Kornhandel. Hele Systemet gik
ud paa at holde Folket i den størst mulige
Afhængighed og skaffe de flest mulige Indtægter.
Disse benyttedes til en staaende Hær og en vel
udrustet Flaade. Denne Ordning ønskede
Frederik at udstrække over hele I., men kom
derved i Strid med Lombarderne; denne blev dog
bilagt af Honorius, der ivrig ønskede et
Korstog. Hans Efterfølger Gregor IX (1227-41)
drev med endnu større Iver paa Korstoget, som
Frederik for længst havde lovet, og denne saa
sig endelig nødt til at drage af Sted, men
vendte snart om. Den forbitrede Pave lyste
ham i Band og vakte Oprør mod ham i
Lombardiet. Uden at lade sig forstyrre af dette
begav Frederik sig over til det hellige Land, da
Forholdene der syntes ham gunstige, og fik
ved kloge Underhandlinger Jerusalem i sin
Magt, hvis Krone han selv paasatte sig 1229.
Da han kom hjem, jog han Pavens Soldater
ud, som var faldne ind i hans Land, og fik
ved Freden i San Germano 1230 Bandlysningen
hævet og Paven skilt fra Lombarderne. Med
disse kunde han imidlertid ikke faa Fred, og
en langvarig Krig udbrød. Ved Cortenuova
vandt han 1237 en stor Sejr over dem og troede
saa at kunne ordne I.’s Forhold efter Behag;
men heri blev han hindret af Paven, der atter
lyste ham i Band. Kejseren svarede med at
gaa mod Rom, hvor Gregor døde under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
