Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Belejringen. Efter et Interregnum paa 2 Aar blev
Innocens IV Pave (1243-54). Han fortsatte
Kampen og flygtede til Lyon, hvor han 1245
sammenkaldte et Koncil, paa hvilket han lod
Frederik bandlyse som Kætter, fratog ham
hans Lande og opfordrede Tyskerne til at
vælge en ny Konge. I den Kamp, som nu
paafulgte, nøjedes Kejseren ikke med at føre Krig,
men angreb Paven og Kurien over for
Europas Fyrster og forestillede dem, hvor farligt
Kirkens Overgreb kunde blive for dem. Midt
i Stridens Hede døde han i Fiorenzuola 13.
Decbr. 1250.
III. Fra 1250 til 1492.
Med Frederik II var det tyske Herredømme
forbi i I., og der begyndte en Uafhængighedens
Tid, i hvilken Landet kastede en stor Glans
fra sig. Dog blev det ikke forskaanet for sine
sædvanlige Onder, og Partistridighederne
rasede stadig, idet man fylkede sig under de gl.
Navne Guelfer og Ghibelliner. Forsk. Familier
havde under Kampen erhvervet sig en udstrakt
Magt i Byerne. Saaledes var Familien Romano
Herre i Padua, Vicenza, Verona og Treviso,
Este i Ferrara, della Torre i Milano, Manfredi
og Malatesta i Faenza og Rimini; kun Byerne
i Toscana var fri. Paven var 1251 vendt tilbage
til Rom, men maatte stadig kæmpe med
Frederik’s Søn Manfred, der efter sin Broder
Konrad IV’s Død (1254) var blevet Ghibellinernes
Fører. Han gik foreløbig af med Sejren og lod
sig krone til Konge i Palermo (1258). Mod N.
var Ezzelino da Romano Pavens værste
Modstander; men da han bukkede under for sine
Fjender (1260), høstede ikke Paven, men
Stormændene i Lombardiet, særlig Martino della
Torre i Milano, Frugten af hans Fald. De tre
store Republikker Venedig, Genua og Pisa
bekymrede sig ikke om, hvad der foregik i
Italien, men havde deres Opmærksomhed
henvendt paa Østen, hvor det lat. Kejserdømme
stod for Fald. Genua støttede Mikael
Palæologus og fik som Løn Galata og Chios, Venedig
søgte at bevare Resterne af Erobringerne fra
1204, og Pisa benyttede sig af Rivalernes Kamp
til at udvide sin Handel. Da Paven ikke kunde
faa Bugt med Manfred, indkaldte han den fr.
Konges Broder, Karl af Anjou, og overdrog
ham Sicilien. I den paafølgende Kamp faldt
Manfred ved Benevent 1266, og Karl blev
Herre paa begge Sider af Strædet; da han
herskede meget grusomt, indkaldte Ghibellinerne
Konrad’s Søn Conradino, som ogsaa kom for
at forsvare Hohenstaufernes Ret. Men i det
afgørende Slag ved Tagliacozzo (Scurcola)
(1268) blev han slaaet og fanget og kort efter
henrettet paa Torvet i Neapel. Med ham
uddøde det hohenstaufiske Hus. Karl tog
frygtelig Hævn over Ghibellinerne og herskede snart
umiddelbart ell. middelbart over hele Halvøen.
Hans store Magt foruroligede Paverne, og
Nikolaus III (1277-80) arbejdede paa at skabe
en Slags Ligevægt mellem de ital. Stater for
at holde hans Ærgerrighed i Tømme. Mod
Karl’s Tyranni, der var værst paa Sicilien,
udbrød til sidst et Oprør, den sicilianske Vesper,
30. Marts 1282, som begyndte i Palermo og
bredte sig over hele Øen. Det støttedes af
Peter III af Aragonien, der var gift med
Manfred’s Datter Constantia. Han lod sig udraabe
til Konge over Øen, om hvis Besiddelse der
endnu kæmpedes fl. Aar, efter at baade Karl
og han var døde (1285); først 1302 sluttedes
en Fred, hvorved Peter’s Søn Frederik
(1296-1327) beholdt Sicilien, og Karl’s Søn Karl II
(1285-1309) maatte nøjes med Neapel. Under
disse Kampe unddrog Norditalien sig Huset
Anjou’s Indflydelse, og Friheden bredte sig her
under de mest forsk. Former. Man skulde have
troet, at Pavedømmet kunde have faaet en
overvejende Indflydelse, men det blev langtfra
Tilfældet; selv i Rom var dets Stilling usikker,
og Paven var af og til fordrevet fra Byen.
Alligevel optraadte Pave Bonifacius VIII
(1294-1303) med større Overmod over for Europas
Fyrster end nogen af hans Forgængere.
Derved kom han i Strid med Filip den Smukke af
Frankrig, som støttet af sit Folk ydmygede ham
i den Grad, at han tog sin Død derover. Den
fr. Konges Sejr viste sig ved, at Pave Clemens
V (1305-14) fra 1309 tog fast Ophold i
Avignon i Frankrig.
Nu var der Plads for Udviklingen af de ny
Statsdannelser i I., som var begyndte ved
Kejserdømmets Fald. De herskende Familier i
Norditaliens Byer blev efterhaanden til rene
Tyranner, under hvis kraftige Styrelse de
større Byer underkastede sig de mindre. Borgerne,
der var optagne af deres Forretninger, blev
efterhaanden utilbøjelige til at gaa i Krig, og
Krigene førtes derfor af Folk, som havde gjort
Kampen til Erhverv og lejede sig ud til den
Højestbydende. Disse Lejeskarer anførtes af
Gondottierer, hvoraf de dygtigste kom til at
spille en betydelig Rolle i I.’s Historie. I
Milano stod Kampen længe mellem Familierne
della Torre og Visconti, indtil den sidste
(c. 1300) fik Overhaand, og Matteo Visconti blev
Capitano og lagde Grunden til Huset Visconti’s
Storhed. Paa samme Tid blev Familien Scala
Herre i Verona. I Venedig var al Magt
efterhaanden gledet ud af Dogens Hænder og over
i det store Raads, som 1297 satte Seglet paa
denne Udvikling ved at faa vedtaget, at kun
Efterkommere af de daværende Medlemmer af
Raadet for Fremtiden kunde vælges ind i det.
Dermed var Adelens Magt grundfæstet. Kort
efter oprettedes Timandsraadet, der blev den
egl. styrende Myndighed. Medens Tyranniet og
Aristokratiet altsaa sejrede i Norditalien, fik
Demokratiet Overhaand i Toscana. I Firenze
havde der hersket store Kampe mellem de
Adelige under Partinavnene Guelfer og
Ghibelliner; men 1250 tog Folket selv Magten og gav
Byen en ny Forfatning. I St f. Podestaen kom
en Capitano del Popolo, og en Borgervæbning
oprettedes med en Gonfaloniere (Fanebærer) i
Spidsen; der kom dog atter en Podesta, og i en
Række af Aar var Karl af Anjou Byens
Signore. Imidlertid steg Stadens Velstand ved
Industri og Pengehandel, og 1282 tog de 7 øverste
Lav Magten; Styrelsen blev nu overdraget til
et Raad, la Signoria, der bestod af
Gonfalonieren og Formændene for de fornemste Lav.
Fra Beg. af vilde man slet ikke give de
nederste Lav Adgang til Raadet; men efterhaanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
