Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom dog intet ud af Forhandlingerne, og han
mistede Folkets Tillid og blev styrtet af
Adelen, der forenede sig mod ham. Senere kom
han tilbage igen, men i Følge med Pavens
Legat, som fik ham udnævnt til Senator og
benyttede sig af hans Indflydelse til at skaffe
Ro og paalægge Skatter; forbitret over disse
rejste Folket sig mod ham, og han maatte
flygte, men blev grebet og dræbt 1354. I
Norditalien havde Visconti’erne imidlertid udvidet
deres Magt og endog underlagt sig Bologna.
Republikkerne Venedig og Genua, der burde
have optraadt mod Tyrannerne, laa i Kamp
indbyrdes om Herredømmet paa Havet.
Samtidig hjemsøgtes Venedig af indre Strid, idet
Dogen Marino Falieri gjorde et forgæves
Forsøg paa at omstyrte Forfatningen (1355); han
maatte bøde med Livet for sin Dristighed, og
hans Efterfølger Gradenigo sluttede Fred med
Genua, som foreløbig fik Handelen paa
Sortehavet overladt. Senere begyndte Kampen igen
og førtes under vekslende Held med den største
Forbitrelse, men endte c. 1380 med, at Venedig
fik Overmagten, da Genua i den flg. Tid
svækkedes ved uophørlige indre Kampe mellem
rivaliserende Adelspartier. Visconti’erne, der
stadig havde forøget deres Magt, var derved
komne i Kamp med Paven, der blev bange for
Kirkestaten, Den førtes paa hans Vegne af
Legaten Albornoz, som 1367 fik Urban V
(1362-70) til I. for at stifte en Liga mod dem. Den
kom ogsaa i Stand, og Dronningen af Neapel,
Kongen af Ungarn og Kejseren traadte ind i
den; men Visconti’erne fik dog Overhaand ved
Hjælp af deres Penge, og Paven maatte vende
tilbage til Avignon med uforrettet Sag. 1378
fandt Pavevalget Sted i Rom, og der blev valgt
en Italiener, som tog Navnet Urban VI
(1378-89). Hermed var de franske Kardinaler ikke
tilfredse, og de trak sig tilbage til Anagni og
valgte Modpaven Clemens VII (1378-94); det
store Skisma var begyndt. S. A. udbrød der en
Arbejderopstand i Firenze, ledet af en
Uldkarter Michele di Lando; skønt den kronedes
med Held, blev deres Sejr kun kortvarig, og
Optimaterne kom atter til Magten for en
længere Tid. Dette skyldtes navnlig den ny Konge
i Neapel, Karl III (1381-85), som Urban VI
havde faaet til at gøre sine Krav gældende
over for Johanne, der havde støttet Clemens
VII og valgt Ludvig af Anjou til sin Efterfølger.
Karl lod heride dræbe 1382 og modstod heldigt
et Angreb af Anjou, men blev derefter kaldt
til Ungarn, hvor han blev myrdet (1385). Der
opstod nu en Tronfølgekrig mellem hans Søn
Ladislaus (1385-1414) og Anjou’s Søn, Ludvig
II, og Kongeriget hjemsøgtes i lange Tider af
det vildeste Anarki. I Milano opkastede Gian
Galeazzo sig til Eneherre (1385-1402), og
under ham naaede Huset Visconti sin største
Glans. Han gjorde sig ikke alene til Herre i
Lombardiet, men erobrede ogsaa Verona,
Padua, Bologna, Pisa, Siena og Perugia; hans
Herredømme omfattede 26 Stæder med deres
Besiddelser og naaede til Venedigs Laguner.
Hertugtitelen købte han 1395 af Kejser Wenzel
og tænkte endog paa at blive Konge af I. Af
hans mange Bygningsværker er Domkirken i
Milano den berømteste. Under hans 3 Sønner,
der delte hans Rige, gik de fleste af
Erobringerne tabte og kom for en stor Del i Venedigs
og Firenzes Besiddelse. Disse to Stater søgte
at ende Skismaet, som stadig vedblev med to
Paver, een i Rom og een i Avignon; for Tiden
hed de Gregor XII og Benedikt XIII. Den første,
en Venetianer, var valgt udelukkende med det
Formaal at abdicere, naar blot Benedikt vilde;
men 1408 bemægtigede Ladislaus af Neapel, der
havde faaet Bugt med sine Rivaler til Tronen,
sig Rom og fik Gregor til at opgive enhver
Tanke om Abdikation. Firenze, der saa sig
truet af denne Forbindelse, arbejdede med
Iver paa at ende Skismaet, og et almindeligt
Koncil samledes i Pisa 1409. Det afsatte de to
skismatiske Paver og valgte en tredje, og da
han snart døde, valgtes Johan XXIII, en meget
uværdig Person. Der var nu 3 Paver; thi de to
afsatte takkede ikke af. En langvarig Kamp
førtes mellem Neapel og Firenze, der først
endte ved Ladislaus’ Død. Hans Efterfølger,
Johanne II (1414-35), hengav sig til
Udsvævelser og opgav Indblandingen i I.’s Forhold.
Samtidig afsatte Koncilet i Konstans alle 3
Paver og valgte Martin V (1417-31), som 1418
kom til I. og begyndte Arbejdet paa at
genoprette den pavelige Magt. Paa denne Tid
spillede Condottieren Sforza en stor Rolle i I.,
særlig i Neapel, hvor han støttede Johanne,
der laa i Strid med sin Ægtefælle, Jakob af
Bourbon, og blev udnævnt til Storconnetable.
Da Paven kom, vandt han Sforza for sig og fik
ham til at støtte Ludvig III af Anjou, som han
indkaldte mod Johanne. Hun indkaldte og
adopterede saa Alfons V af Aragonien, som tvang
Ludvig og Sforza til at opgive deres Planer.
Under disse Kampe naaede dog Paven at faa
Rom i sin Magt. I Milano var Gian Galeazzo’s
Søn Filippo Maria blevet Eneherre, og han
begyndte atter at genoprette sit Hus’ Magt.
For at standse ham fik Firenze stiftet en stor
Liga af ital. Stater mod ham; i den Krig, som
derpaa fulgte, udmærkede Frants Sforza sig
især som hans Anfører. Denne gik under senere
Kampe over til hans Modstandere og bragte
ved sine Sejre Filippo Maria i den yderste
Fare; da besluttede han pludselig at vinde
Sforza for sig og gav ham sin Datter Blanca
til Ægte, hvorved han ved Hertugens Død
(1447) fik Milano m. m. I Firenze havde
Familien Medici efterhaanden erhvervet sig større
og større Indflydelse, og fra 1434 ledede Cosimo
dei Medici Statens Styrelse uden at besidde
noget Embede. Aaret efter døde Johanne af
Neapel efter at have valgt Ludvig III’s Søn, René,
til sin Efterfølger; men Alfons V (1435-58) gjorde
sine Krav gældende og fik til sidst Overhaand.
Efter Martin V’s Død blev Eugen IV Pave
(1431-47); han maatte kæmpe mod Koncilet i
Basel, der vilde indskrænke hans Magt, og
Felix V som Modpave, da han ikke vilde give
efter. Under Paaskud af at udføre Koncilets
Beslutninger fordrev Filippo Maria Paven fra
Rom. der flygtede til Firenze og sammenkaldte
et Modkoncil, først i Ferrara, siden i Firenze,
hvor han fik iværksat en Forening af den
romerske og den græske Kirke. Derved kastede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
