Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han saadan Glans over sit Koncilium, at
Baselerkoncilet blev stillet i Skygge, og de fleste
Stater tog Parti for ham. Med hans
Efterfølgers, Nikolaus V’s (1447—55), Valg endtes
Skismaet, idet Felix trak sig tilbage. Da Filippo
Maria døde, erklærede Milano sig for en
Republik, men bukkede snart (1450) under for
Frants Sforza, der støttedes med Penge af
Cosimo.
Det monarkiske Princip havde sejret overalt,
2 ny Dynastier var oprettede, Aragonien i Syd
og Sforza i Nord, og i Midten havde Paven
genoprettet sin Magt og beredte sig til at spille
en betydelig Rolle i Halvøens Politik. Foruden
de større Stater var der fl. mindre, som
Hertugdømmerne Ferrara, Montferrat og
Savoyen samt Markgrevskabet Mantua. Der var
endnu 3 Republikker, men ogsaa her var
Friheden bandlyst. I Venedig var den øverste
Statsmyndighed 1454 yderligere blevet
koncentreret i den hemmelige Overdomstol paa 3
Statsinkvisitorer, i Firenze blev Cosimo’s Magt
stadig større, og Genua beholdt kun Friheden
til at skifte Herre; for Tiden gik den over fra
Neapel til Frankrig. Talrige Fjender udefra
truede I.’s Sikkerhed, saa det kunde nok gøres
nødigt, at Halvøens Fyrster holdt Fred
indbyrdes. Kejseren havde ikke opgivet sin Ret
til Lombardiet, Hertugerne af Orléans gjorde
Fordring paa Milano, Hertugerne af Anjou paa
Neapel, og Tyrkerne truede ikke alene I., men
hele Europa. Alligevel laa I.’s Stater i
evindelige Stridigheder med hverandre; men naar en
af dem truede med at blive for mægtig,
dannede de øvrige en Liga mod vedkommende;
særlig var Firenze, der laa i Midten, ivrig for
at opretholde Ligevægten paa Halvøen. Alfons
V’s Død (1458) gav Anledning til en alvorlig
Krig, hvori Paven og I.’s vigtigste Stater
blandede sig. Striden stod mellem Ferdinand I
(1458—94), Alfons’ uægte Søn, og Johan af
Kalabrien, en Søn af Kong René af Anjou, og endte
med Ferdinand’s Sejr. Imidlertid blev Tyrkerne
mere og mere truende, og Pave Pius II (Enea
Silvio) (1458—64) søgte at faa et almindeligt
Korstog i Stand mod dem; men det
mislykkedes fuldstændig. De flg. Paver bekymrede sig
kun om at udvide deres egen Magt ell. skaffe
deres Familie Besiddelser i I. (Nepotisme), og
Venedig blev ladt ene i Kampen mod Tyrkerne,
der efterhaanden erobrede Republikkens
Besiddelser i det forrige græske Rige; dog
erhvervede den 1489 Øen Cypern, som den
venetianske Købmandsdatter Caterina Cornaro havde
arvet efter sin Ægtefælle, Kong Jakob III af
Huset Lusignan. I Firenze var Cosimo død, og
under hans svage Søn, Pietro (1464—69),
forfaldt Medici’ernes Magt; men den genoprettedes
atter af dennes Søn, Lorenzo (1469—92), hvis
Regering kastede stor Glans over Byen. Han
fik heldig Bugt med en farlig Sammensværgelse,
der stiftedes mod ham af Adelsfamilien Pazzi,
og var mere end nogen anden ivrig for at
opretholde Ligevægten i I. Efter Frants Sforza’s
Død (1465) herskede hans Søn Galeazzo som
en sand Tyran, hvorfor han blev myrdet. Hans
Søn Giovanni Galeazzo regerede først under
sin Moders Formynderskab; men senere (1478)
bemægtigede hans Farbroder, Lodovico Moro,
sig Formynderskabet, støttet af Paven, og disse
tillige med Neapel vendte sig mod Firenze; da
erobrede Tyrkerne Otranto (1480), hvilket
bevægede de stridende Parter til at holde Fred
en kort Tid. Men næppe var denne By
generobret (1481), før Kampen begyndte igen,
denne Gang om Hertugdømmet Ferrara. Den
fortsattes i nogle Aar under vekslende
Partiforhold; men Lorenzo blev den, der til sidst
havde Hovedindflydelsen. Firenze var
efterhaanden bleven I.’s aandelige og politiske
Midtpunkt, og her blomstrede en Kultur, som der
paa den Tid ikke fandtes Magen til. De øvrige
Stater søgte efter Evne at gaa i Firenze’s Spor,
og endog den snu Lodovico Moro fandt Tid til
at støtte Digtere og Kunstnere. Bag al denne
Rigdom og Glans skjultes dog store Brøst;
Sæderne var dybt sunkne, og Befolkningens
krigerske Aand var gaaet tabt. Medens I.
fortærede sin Kraft i indre Splid, var dets Naboer
komne ud af Middelalderens anarkiske
Tilstande. Den franske Konge havde sejret over
England og Feudaladelen, i Spanien var der
skabt en meget stærk Stat ved Aragoniens og
Kastiliens Forening, og i Tyskland indtog
Kejseren en stærk Stilling ved sine store
Arvelande, der grænsede op til I.
IV. Fra 1492 til 1789.
Det splidagtige, men rige I. blev snart
Genstand for de stærke Naboers Erobringspolitik,
og under Kampen om I. begyndte det
europæiske Ligevægtssystem. Anledningen til de
Fremmedes Indblanding gav Lodovico Moro, der ved
sin krænkende Behandling af Giovanni Galeazzo
og hans Gemalinde Isabella, en neapolitansk
Prinsesse, ophidsede Kong Ferdinand og hans
Søn Alfons imod sig. For at sikre sig tilbød han
Kejser Maximilian sin Broderdatter Marie med
en betydelig Medgift; men da han ikke stolede
tilstrækkelig paa denne, henvendte han sig til
Karl VIII af Frankrig, der var Arving af Huset
Anjou’s Rettigheder til Neapel. De sluttede et
Forbund, og 1494 rykkede Karl ind i I. med en
stor Hær. Et halvt Aar før var Alfons II
(1494—95) af Neapel fulgt efter Ferdinand, og han
styrkede sig til at modtage Kampen ved et
Forbund med Lorenzo’s Søn Pietro og Pave
Alexander VI (1492—1503). Men et glimrende
Held fulgte Karl. Kort efter hans Ankomst til
Lombardiet døde Giovanni Galeazzo, maaske af
Gift, og da Karl drog ind i Toscana, ydmygede
Pietro sig for ham, hvilket havde til Følge, at
Florentinerne fordrev denne. Efter at have
sluttet Forlig med disse gik Karl mod Rom,
hvor han holdt sit Indtog 31. Decbr 1494. Paven
opnaaede dog en Overenskomst med ham, og
han drog videre til Neapel, som modtog ham
med aabne Arme. Italienerne blev imidlertid
snart kede af ham og hans Franskmænd, der
optraadte med stort Overmod, og bag ham
dannedes der under Venedigs Førerskab en
stor Liga mod ham, bestaaende af denne Stat,
Paven, Lodovico, Ferdinand af Spanien og
Kejseren. Han maatte drage mod Nord og
undkom efter Sejren ved Foronuova til Frankrig.
Alfons’ Søn Ferdinand II genvandt ved spansk
Hjælp sit Rige 1496, men døde s. A., og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
