Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ophold her af Hensyn til Paven kun kortvarige,
men sammen med ham flyttede ogsaa de
fremmede Magters Sendemænd ved det ital. Hof
til Rom, sidst den østerr. og den fr. (de to
kat. Stormagters). Allerede forinden var
Kongeriget I.’s Love og Indretninger udstrakte til
Kirkeétaten: 12. Jan. aabnedes en protestantisk
Kirke (inden Udgangen af 1878 kom 7 andre
til), og 18. Febr stiftedes det første borgerlige
Ægteskab, medens ikke faa Klosterbygninger
inddroges for at give Plads til
Regeringsmyndighederne, alt sammen til stor Forargelse for
Præsteskabet. 13. Maj 1871 udstedtes den
saakaldte »Garantilov«, hvorved I. tilsagde
Pavestolen fuld Uafhængighed i Udøvelsen af dens
kirkelige Myndighed og tilkendte Paven
Ukrænkelighed o. a. suveræne Rettigheder (saaledes
Ret til at holde Nobelgarde og Schweizergarde)
samt varig Besiddelse af Vatikanet og
Lateranet og en fast Aarpenge af 3 1/4 Mill. Lire.
Selvfølgelig gjorde Paven højtidelig Indsigelse
imod at modtage denne Sum, ligesom han
allerede Novbr 1870 havde lyst Kirkens Band over
alle Deltagerne i Roms Indtagelse og
Tilknytning. Ogsaa overholdt han i Aarevis den Regel
aldrig at forlade Vatikanet, for at give det
Udseende af, at han holdtes indesluttet her
som Fange, skønt han uhindret modtog de
fremmede Diplomater og Deputationer fra Ind-
og Udland.
Da der saaledes ikke viste sig nogen Udsigt
til Forsoning, bestemte Regeringen sig til at
overføre ogsaa paa Kirkestaten og Rom de i
det øvrige I. allerede gældende Love om
Klostrenes Lukning og Inddragelse af deres Gods
samt om Salg af alle Ejendomme under »den
døde Haand«. Dog vistes der ved
Gennemførelsen megen Skaansomhed; saaledes
forbeholdtes fl. Klosterbygninger til gl. Munke og
Nonner, som her kunde flytte sammen fra
deres tidligere Klostre, og hvad der sparedes af
Indtægterne ud over, hvad der medgik til
disses Underhold og til Aarpenge til de andre,
henlagdes til Kirke-, Skole- og velgørende
Øjemed. Ej heller ophævedes Generalaterne for
de gejstlige Ordener, fordi de gjaldt for hele
den kat. Kirke, og et Forslag om at udvise
Jesuitterne af Landet forkastedes. I det hele
holdt baade Regering og Kamre sig strengt
til Grundsætningen om »den fri Kirke i den
fri Stat«; de teol. Fakulteter ophævedes, saa at
Uddannelsen af Præster helt overlodes
Bisperne, og disses Udnævnelse tilstodes Paven
aldeles frit, idet Regeringen kun yderst sjælden
brugte sin Ret til at nægte dem Eksekvatur
og dermed Adgang til Lønning af Statskassen.
Fra den anden Side toges derimod kun saare
lidet Hensyn: Paven lyste Band (1873) over
alle dem, som havde deltaget i Klosterlovenes
Vedtagelse, og Bisperne regnede det under
deres Værdighed at søge Regeringen om
Eksekvatur. Ogsaa dreves der rundt om i de kat.
Lande en heftig Agitation imod det ugudelige
I.; ja man greb endog til saadanne Midler
som at sælge til lettroende Almuesmænd Straa
fra Pavens usle Leje i Fængslet. Især var det
fr. Præsteskab ivrigt for at prædike Korstog
imod »Kirkeranerne«, og den fr. Regering
viste paa fl. Maader, at dens Følelser gik i
samme Retning. Ligesom den 1871 havde gjort sig
Umage for at afholde den ital. fra at flytte til
Rom, saaledes holdt den indtil Oktbr 1874 et
Krigsskib liggende i Havnen ved Civitavecchia
til Pavens Beskyttelse ell. til hans Raadighed,
hvis han vilde forlade Rom. At Romernes store
Flertal — naar en Del af Adelen fraregnedes
— var vel tilfreds med at være blevet befriet
for det slette gejstlige Regimente og greb
enhver passende Lejlighed til at give denne
Tilfredshed til Kende, gjorde intet Indtryk paa
de kat. Fanatikere.
For at værge sig imod den saaledes truende
Fare søgte I. at udvikle et kraftigt Forsvar.
1871 indførtes alm. Værnepligt; i de første Aar
undtoges de unge Gejstlige, men 1875 bortfaldt
denne Frihed, dog saaledes at de ikke brugtes
som egl. Soldater. 1873—76 omdannedes
Hæren efter preuss. Mønster med 4-aarig
Tjenestetid, og den blev samtidig betydelig udvidet,
hvorefter Nationalgarden opløstes ligesom i
Frankrig. Ogsaa anlagdes stærke
Fæstningsværker ved Grænserne, og Flaaden blev
ligeledes udvidet. Dog ikke nok hermed,
Kongehuset gjorde Skridt for at nærme sig de to
mellemeurop. Kejserhoffer. Foraaret 1872
aflagde Kronprins Umberto et Besøg i Berlin,
hvor hans Hustru stod Fadder til den nyfødte
Prinsesse Margrete, den senere tyske Kejser
Vilhelm II’s yngste Søster; og Septbr 1873, da
der i Frankrig syntes at være Udsigt til
Oprettelsen af et reaktionært-klerikalt Kongedømme,
drog Victor Emanuel selv, ledsaget af sin
Første- og sin Udenrigsminister, først til Wien
og siden til Berlin, begge St. modtaget med
stor Udmærkelse (i Wien holdtes der til det
klerikale Partis Forargelse en stor Revue for
ham 20. Septbr, 3 Aars Dagen efter Roms
Indtagelse ved de ital. Tropper). Besøget
besvaredes Apr. 1875 af den østerr. Kejser i Venedig
og Oktbr s. A. af den tyske Kejser i Milano;
den første ledsagedes af sin Udenrigsminister
Grev Andrassy, den sidste af sin store
Feltherre Grev Moltke. Ved disse Møder lagdes den
første Grund til det senere Tremagtsforbund.
Ogsaa paa anden Maade viste I. Ønske om
nøjere Forbindelse med Tyskland: straks efter
at Mont-Cenis-Tunnelen var aabnet Septbr 1871,
begyndte Underhandlinger om
Gennemskæringen af Skt Gotthard og den dertil knyttede
Jernbane gennem Schweiz.
23. Marts 1874 fejredes under alm. Jubel
i hele Landet Victor Emanuel’s 25 Aars
Regerings Jubilæum. Aaret i Forvejen var
Ministeriet Lanza, under hvis Styrelse Roms
Tilknytning var foretaget, gaaet af og blevet
afløst af Minghetti; men Marts 1876
fortrængtes denne af Depretis. Hermed kom
ikke alene Venstre til Roret igen, hvad det
under hele Victor Emanuel’s Regering kun
havde været 3 Gange i korte Tidsrum (under
Ratazzi’s Ledelse), men det politiske Omslag
var saa stærkt, at det saakaldte Consorteria,
nærmest svarende til det nationalliberale
Parti, der i en lang Aarrække havde været det
herskende, ved de Efteraaret 1876 foretagne
alm. Valg sank ned til at blive 1/5 af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
